Frugal Friday

Frugal Friday

Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

I denne uge har vi/jeg:

  • Lavet og overholdt madplanen. Vi er tilbage til at handle stort en gang om ugen, og så nøjes med at supplere en enkelt gang undervejs, hvis det er nødvendigt. Jeg nørder vores madbudget for tiden, og prøver at få det ned omkring 4000kroner. Vi har ligget mellem 4500kroner og 6500kr i de senere måneder, og jeg sidder med en følelse af, at det kan komme længere ned, hvis vi er mere opmærksomme. Måske jeg opdager, at det ligger bedst endnu højere, men det er min erfaring at med fokus følger ofte nye opdagelser omkring ens forbrug. Det er aldrig en dårlig ting. Når jeg siger madbudget, så mener jeg alt der hører til husholdningen, dvs. også toiletpapir, shampoo osv.
  • Tænk mange tanker om, hvor meget jeg skal dele på IG, blog og podcast i fremtiden. Jeg er kørt lidt træt, og skal finde en balance, der giver mening for mig. Hele pointen med at leve minimalistisk, fjerne overflod af ting og forbrug, var netop at få mere ro i mit liv. Til at være til stede, lige der hvor jeg er. Og det hjælper sociale medier mig ikke på. Tværtimod. Så jeg er stadig lidt i tænkeboks om, hvad svaret er fremover.
  • Fået en lille kattekilling, og besluttet, at han er en minimalist-kat. Det vil sige, at vi kun har købt det basale til ham, og så set hvad vi ellers får brug for efterfølgende, og køber det meste brugt. Vi vi har lavet legetøj og seng til ham af ting vi havde i forvejen, fremfor at købe det i dyre domme. Til gengæld sparer vi hverken på maden, forsikringen eller dyrelægebesøgene. Bare rolig 🙂
  • Taget så mange måltider på terrassen som muligt. Det er den gratis vej til anti-hverdag, og maden smager bare lidt bedre udenfor. Elsker alt ved det.
  • Lavet nye kaldender-skabeloner til mig selv. Når overskuddet er lidt lavt, så hjælper det mig meget at skrive tingene ned. Helt udenfor skærmen, så det bliver mere ægte og analogt. Så får jeg nemmere overblikket tilbage.
  • Planlagt sommerferie. Vi bliver i Danmark (også) i år, og tager ikke så længe væk jf. punktet med det nye familiemedlem. Så vi passer vores venners hus lidt udenfor Aarhus en uges tid, og besøger et andet vennepar også, men resten af tiden tilbringes hjemme med lidt småture ud i sommerlandet. Det bliver en billig ferie i år, men så går vi all in på snacks og besøg i Djurs sommerland 🙂
  • Sommertøjet er fundet frem, og jeg kan se at jeg mangler en let, løs nederdel, så jeg smuttede en tur i stoflageret og derefter til den lokale genbrugsbutik efter materialer. For jeg vil egentlig gerne sy den selv. Det er min erfaring, at jeg ofte bliver mere glad for det tøj, som jeg selv har skabt. Kender du den følelse? Jeg fandt en fin sommerdug, som måske – måske ikke – skal laves til tøj, et par bukser til resign og et flot stykke blåt stof, der kunne blive en fin todelt sommersag 🙂 Så skal symaskinen bare findes frem.
  • Størstedelen af min fritid går med at skrive bog nummer tre. og jeg elsker alt ved det. Næste weekend går turen igen til Lolland, hvor jeg skal hænge ud med mormor to dage. Jeg glæder mig SÅ meget.

God fredag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.