2 In Frugal Friday

Frugal friday

Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

I denne uge har vi/jeg:

  • Holdt madplanen fuldt ud, og smidt nul mad ud. Dette punkt er på en eller anden måde, hver eneste uge. Men jeg anser maden, som et fantastisk sted at udleve mine værdier. Vi køber kun det vi skal bruge, sørger for at der ikke blive spildt ressourcer undervejs, og mindsker vores miljømæssig fodspor så godt som muligt. Vi spiser ikke vegetarisk, men kødet har aldrig en hovedrolle i vores måltider, og så skal der ikke så meget til. Da vi overgik til at spise cirka 95 procent økologisk tilbage omkring da vi fik børn, så indførte vi også de ugentlige madplaner og oplevede at vores madbudget ikke steg trods de lidt dyrere madvarer. Så det er ikke en vane vi dropper igen.
  • Solgt lidt mere overskydende færdigstrik. Jeg ryddede grundigt ud i hobbyskabet forrige uge, og vil så gerne af med al færdigstrikken, så jeg håber på en kold vinter 🙂
  • Holdt sammenskuds-brunch for en lille del af familien i weekenden. Vi kommer allesammen med et par retter, og sørger for at maden kommer med dem hjem, som får det spist. Det er en god måde at ses på, uden at det er for overvældende for dem, som arrangerer og uden at der går mad til spilde efterfølgende.
  • Apropos, så var vi til en fødselsdag søndag, hvor min svigerinde fortalte, at hun ville smide maden ud, når vi var gået. Og hun mente det. Så jeg fik maden med hjem, og der var til vores aftensmad næste dag og til biksemad til frokost. I denne situation handler det ikke om at spare penge. Vi har rigeligt med penge til mad. Så heldige er vi, og det tager vi ikke for givet, for det gælder ikke for alle. Men for mig, så handler det om at undgå spild. Og lækker mad, hældt direkte i skraldespanden, det kan jeg ikke bære!
  • Hjulpet min mor og søster med småreperationer af tøj. Jeg føler stadig, at syning er en form for superpower. Det er så skønt at give yndlingstøjet længere levetid, så vi kan have endnu mere glæde af det. Det er mormorbæredygtigheds-hack level 2000.

Sidste uge lagde jeg de første videoer om privatøkonomi op på kanalen, og det er tanken, at jeg med tiden vil lave videoer om frugal friday sideløbende med disse indlæg. Så går vi all in på #flerehippierpåyoutube 🙂

God fredag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på youtube eller i verdens bedste facebook-gruppe.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Katrine
    5. oktober 2020 at 20:38

    Tak for endnu en frugal Friday 😊
    Madspild har jeg det også meget meget svært med! Men ifht din svigerinde spurgte hun så om I ville have det med hjem eller foreslog I det selv? Jeg elsker nemlig at tage mad med hjem, men kan sjældent få mig til at spørge, hvis det er på vej ud (med mindre det er en tæt relation, men de ved det😉). Jeg regner jo et eller andet sted med, at folk tænker som mig og selvfølgelig gemmer eller spørger om nogen vil have det. Men det ved jeg jo godt er naivt😊
    Så hvad gør du?

    • Reply
      Jane
      6. oktober 2020 at 18:47

      Hun fortalte selv, at maden ville ryge direkte i skraldespanden, fordi de ikke ville spise rester. Så jeg foreslog, at jeg reddede maden med hjem. Det ville jeg ikke foreslå medmindre vi er tætte nok til, at de ved at jeg er en uhelbredelige gammel hippie, der næsten ikke kan bære madspild. Når vi er sammen med min familie, så har vi stor fokus på at sende maden med dem hjem, som vil nå at spise den. Men svigerfamilien har ikke samme fokus, hvilket naturligvis er helt okay. Men denne gang reddede jeg et måltid 🙂

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.