Minimalisme

Opturs-søndag

Idag havde jeg den store glæde at være en lille del af bæredygtighedsdagen på Birkerød Bibliotek. Jeg elsker virkelig – trods nervøsiteten – at holde foredrag om minimalisme og mit bud på det gode, klimavenlige, liv. Jeg havde på fornemmelsen, at flere fra minimalisme-gruppen dukkede op, og få sagde også hej. Blandt andet min seje blogger-kollega Kirstine. Det er skønt at mødes ude i den virkelige verden, og det giver mig blod på tanden til at få stablet endnu flere foredrag på benene 🙂

Som sagt var jeg kun en lille del af programmet – og der var så mange spændende foredrag, workshops og lækker øko-mad. Og så var der et skønt krea-strikke-sofahjørne, hvor jeg endte med at hænge ud en stor del af eftermiddagen. Jeg fik æren af at sætte en sød otte-årig igang med at strikke et (hemmeligt) halstørklæde til sin mormor. Det glæder mit skaberhjerte, at vi måske har skabt endnu en gør-det-selv-elsker i verden. Selv lærte jeg først at strikke som voksen og har dermed spildt umådelig mange timer, hvor jeg kunne have strikket. suk.

Jeg tog (naturligvis) bus og tog frem og tilbage, og nød den ekstra tid til at bare være – i fred og ro. Hverdagen viser tænder lige for tiden, hvor der skal tages nogle store beslutninger – jeg har i den grad for mange bolde i luften – hvilket jo virkelig ikke er særlig minimalistisk af mig 🙂 Så nu prøver jeg at tage min egen medicin, og vælge overfloden fra, og det allervigtigste til.

Vel hjemme igen stod den på planlægning af næste uge, rester fra igår, og højtlæsningshygge med drengene. En helt standard, rolig søndag aften. Nu ligger drengene stille og roligt og falder i søvn, og jeg har planer om the (med rom) og en date med “Letters from a stoic” af Seneca – han er altid godt selskab.

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

2 kommentarer

Skriv et svar til Sofie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.