Jagten på lykke
Kender du Seth Godin? Han er tænker, forfatter, foredragsholder, og så skriver han en daglig blog, som er én af de mest læste blogs i verden. Jeg læser med indimellem, og jeg er vild med hans lidt krøllede måde at tænke på. Forleden læste jeg dette indlæg, som beskriver forskellen mellem pleasure og happiness, og det fik mig til at tænke om det er grunden til, at jeg føler mig gladere og mere tilfreds efter mit købestop.
Kort sagt, så er forskellen, at pleasure udløser stoffet dopamine i hjernen, og happiness udløser stoffet serotonin. Forskellen på de to stoffers virkning i hjernen er, at dopamine giver lyst til mere, og serotonin giver en følelse af tilfredshed, og af ikke at have brug for mere. Oversat til købestop-tanken, så er det forskellen på at ville have mere tøj, og være tilfreds med det tøj man allerede har 🙂
Problemet er, at os almindelige mennesker ikke er bevidste om forskellen, og de to begreber bruges på kryds og tværs af hinanden. Og særligt tydelig er det i forhold til reklamer, som prøver at få os til at tro, at vi bliver lykkelige af at købe den seneste nye dims, men derimod vil købet give et kortvarigt pleasure-rush, som ikke efterlader os med andet end lysten til mere. Lidt som at spise fastfood, så efterlader det én sulten efter mere, og ikke med den følelse af mæthed, som rigtig mad giver.
En anden forskel er, at happiness blandt andet skabes af en følelse af sammenhørighed, hvorimod pleasure kan skabes uafhængigt af andres selskab. Et praktisk eksempel på denne forskel er sociale medier, hvor facebook og instagram lover os, at vi vil føle os tættere på andre, men kontakten er sjældent ægte og givende, men derimod er kicket fra likes og nye følgere afhængighedsskabende. Det forklarer også tendensen til, at vi bruger mere tid foran skærmen fremfor at bevæge os ud, og indgå i rigtige fællesskaber i den virkelige verden.
Min tanke er, at en modvægt til et samfund, der pusher pleasure som vejen til et lykkeligt liv, kan være det bevidste forbrug og det bevidste liv. Hvis vi holder fokus på vores valg i hverdagen, både når det gælder hvad vi køber, spiser og bruger vores tid på, så vil vi være tættere på lykken, end hvis vi jagter det næste kick, som nogen prøve at “sælge” os.
Hvad tænker du?
-0-
2 kommentarer
Anne
Jeg er så ganske enig. Jeg tror også, at det er med til at give en mere vedvarende glæde, at leve et bevidst liv. At lytte til sig selv og at leve efter det, man hører.
Tak for tip om Seth Godin – og iøvrigt også for din andre anbefalinger af blogs. Det er meget inspirerende!
Jane
Tak for de søde ord, og god aften 🙂