Minimalisme

#DeclutteringApril uge 4

foto(55)Dag 20. Jo mere hylderne med mit tøj blev ryddet, jo tydeligere blev det, at hylderne med sengetøj (som “bor” i min side af skabet) var overfyldte. Jeg fik endelig taget mig sammen til at få alt hevet ned fra sengetøjshylden (og de andre hylder hvor sengetøjet uberettiget havde spredt sig til). Og jeg fik samlet to sorte affaldssække med sengetøj, som enten ikke passede sammen, var til overs (hvem har brug for fire sæt til gæstedynerne) eller bare ikke var pænt mere.

Forleden fik jeg endelig købt noget nyt sengetøj, som jeg længe har haft kik på, og de gamle sæt lever slet ikke op til den “nye standard”. Generelt er jeg ikke fan af bare at smide brugbare ting væk, men når noget så simpelt som nyt lækkert sengetøj kan gøre sådan en forskel for humøret, så skidt pyt.

Dag 21. Jeg gik igennem min kasse med strik og sy opskrifter og fik sorteret dem fra, som jeg ikke kan forestille mig nogensinde at bruge. Samtidig fik jeg gennemgået en bunke opskrifter, som jeg har fået af min mormor (og som var strandet i bunken af en skuffe), og jeg beholdt kun dem, som jeg reelt tror, at jeg får brugt, og så det klædehæfte med hendes egne sy-noter. Det vil jeg aldrig smide ud:)

Dag 22. Som de fleste andre krea-tosser har jeg (dog kun én) kasse med kantebånd, elastikker og lignende. Jeg fik kigget kassen igennem og kasseret en masse ting. Tilbage er nu et meget bedre overblik over, hvad jeg egentlig har. Og jeg kan tydeligt se, at selvom mit købestop for stof også gælder for sytilbehør, så mangler jeg intet foreløbigt.

Dag 23 – 25. Dagene er slået sammen fordi jeg over disse dage gennemgik drengenes værelse og fik sorteret en masse væk. Det tog lang tid, fordi det skulle gøres om eftermiddagen og før de blev lagt i seng. Jeg fik fjernet langt mere end de 9 ting som projektet kræver fx gamle tegninger (vi gemmer kun de “bedste”), babylegetøj som dels ryger til genbrug og dels til en sød baby vi kender og en masse ødelagt legetøj. Når nu de har så meget, så kan vi godt skille os af med det som faktisk ikke kan leges med mere.

Dag 26. Jeg havde lokket min søde lillebror til at passe drengene i dag, med det formål endelig at komme i bund med min reparations- og redesign TO DO bunke. 4 timer uforstyrret foran symaskinen, og jeg fik klaret hele bunken. Et enkelt projekt blev ikke som jeg ønskede det, og det røg istedet til genbrug, men nu er det ihvertfald væk fra min dårlige samvittighed. Jeg håber at komme igang med at sy mere nu, hvor barrieren af ufærdige projekter er væk. Ihvertfald slipper jeg for at tænke mere på dem.

En generel “bivirkning” af mit april-oprydningsprojekt har været, at det har tvunget mig til at kigge på nogle af de bunker, der har fået lov til at hobe sig op. Det har givet mig en undskyldning (og et spark i r….) til at få skilt mig af med ting, som for længst burde være rykket videre. Og det endnu bedste er, at det smitter. Helt uden min indvirkning (helt seriøst… ingen brok eller passiv-aggressiv opførsel) gav manden sig i kast med at rydde ud i bunkerne på hans side af skrivebordet. Hurra.

2 kommentarer

  • Astrid/Die HausFrau

    Jeg er så imponeret… Jeg har virkelig svært ved at skilde mig af med mine ting og især i så effektiv en grad som du. Men jeg tænker også, at det give så meget mening – især op til en flytning!

    • projecthandmade2014

      Tak søde Astrid, oprydningen giver virkelig meget mening for mig lige nu, netop for kun at tage det med til vores nye hus som vi reelt har brug for 🙂 herunder naturligvis en masse garn 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.