Frugal Friday

Frugal Friday

Hermed ugens sparsommelige indslag. Del gerne, hvis du har noget at tilføje 🙂

  • Vi talte om at erstatte vores hovedpuder, som efterhånden så lidt nussede ud. Men genovervejede og gav dem i stedet en tur i vaskemaskinen og de blev så gode som nye igen, så vi sparede pengene i denne omgang.
  • Vores gamle vaskemaskine begyndte at sige mærkelige lyde denne uge, og vi prøver at fixe den selv og plan B vil være at købe en ”ny” brugt på den blå avis. Det er efterhånden meget sjældent, at vores første indskydelse er at købe nyt.
  • Vi spiste rester tre dage og rugbrød to dage denne uge, så absolut en billig mad-uge. Til gengæld skal vi ud og spise alle fire på lørdag, så det skal nok gå op i sidste ende. Vi har et gavekort til stedet, som dækker cirka en tredjedel af regningen, og har også nogle kontanter liggende, som skal bruges fremfor at ligge og flyde, så formodentlig kan dankortet blive i lommen 🙂
  • Trampolinen blev sat op sidste weekend, og de fleste eftermiddage foregår nu i hop. Trampolinen er købt fra ny, og vi gik all in på et mærke, som potentielt vil kunne holde hele vores ”trampolin-tid” ud, måske med lidt udskiftning af reservedele. Det var en dyr engangsudskrivning, men det vil aldrig kunne være vejen for os at købe en billig bilka-model, som skal skiftes ud hvert andet år. Det er næppe økonomisk i længden, og et kæmpe spild af ressourcer.
  • Det lidt lunere vejr har åbnet op for at bruge forårsjakker igen, og begge drenge kan passe den fra sidste år. Og hvis de skulle finde på at vokse lidt i løbet af de næste seks måneder, så ligger næste størrelse – genbrugsfund – klar til dem i skabet 😊 Det samme gælder for deres regntøj. Vi kan godt mærke, at de begge bliver længere i de samme størrelser i forhold til da de var små – til gengæld så vokser de i ryk og fødderne med ukrudtshast 😊
  • Endelig returneret en cykelhjelm, som vi købte til storebror til hans fødselsdag og som ikke passede. Pengene er gået tilbage på kontoen, og vi kan igen sætte jagten ind efter en hjelm til ham. Cykelhjelme, barnesæder og fodtøj er noget af det eneste, som vi ikke køber brugt, da vi sætter sikkerhed højere end sparsommelighed 🙂
  • Jeg fik solgt en del strik sidste uge, og gik også garnskabet igennem og fandt en bunke garn, som har ligget længe og af forskellige årsager bare ikke talte til mig. Nu er det solgt, og en anden kan have glæde af det. Til gengæld kan jeg bedre overskue beholdningen i garnskabet, og har fået lidt ekstra penge på kontoen. Så rent win-win.

God weekend derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.