DIY

DIY – hjemmestrikkede (hippie-)karklude

Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

Jeg brugte et par timer i påske-dagene på at fylde op i skuffen med hjemmestrikkede karklude, som er en af mine DIY-favoritter. De holder godt i brug, og er et hurtigt strikkeprojekt, som er godt at have “med-på-tur” fordi det er nemt at være selskabelig samtidig med, at man strikker dem. Jeg skal helst have et strikketøj med mig hele tiden, da jeg nemt bliver rastløs og føler, at jeg spilder tiden, hvis jeg bare sidder stille. Det er også grunden til, at jeg meget sjældent ser fjernsyn, det er simpelthen for inaktivt 🙂

Karkludene på billedet er strikket i olines øko-bomuld fra garnudsalg.dk. Det er første gang, at jeg bruger det garn og jeg fik nøjagtigt fire klude ud af to nøgler. Så samlet pris for fire klude er 14 kroner. Det er selvfølgelig kun, hvis man ikke regner min arbejdstid med, men det er der ikke nogen strikkere, som gør 🙂

Du kan også bruge Paris Recycled Denim fra drops – det er et bomuldsgarn, der er lavet af gamle jeans – det er lige efter mit hjerte at få vredet det sidste ud af ressourcerne og ikke bare lade dem gå til spilde 🙂 Der vil nok være mange, som mener, at det er lige lovligt hippie-agtigt at strikke sine egne karklude, til dem kan jeg bare sige, at de skulle se mine hjemmesyede viskestykker af genbrugsduge. #hippiealltheway

Fremgangsmåde

Olines garn skal lægges dobbelt, og garnet fra drops skal strikkes med enkelttråd.

Slå 34 masker op på pind str. 4,5 mm.

Strik perlestrik (en ret/en vrang over en vrang/en ret) frem og tilbage på pinden, indtil kluden er kvadratisk.

Luk maskerne løst af.

Husk at lægge kludene i blød i 24 timer, før du vasker dem og tager dem i brug.

God strikkelyst 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

Relateret indhold

9 kommentarer

  • Besvar
    Lisbeth Due
    31. marts 2018 at 21:05

    Er det ikke en skrøne, at de skal ligge i blød?🤔

    • Besvar
      Jane
      1. april 2018 at 12:58

      Det troede jeg også – indtil jeg ikke gjorde det – og de ikke sugede særligt godt. Så deeeet 🙂

  • Besvar
    Pia
    1. april 2018 at 12:41

    Hvor er de fine :0) Ja, klude og mini køkkenhåndklæder kan man altid lige finde overskud til at strikke. Tror at jeg selv vil i gang igen, for mine er ved at være lidt slidte…
    Jeg fandt også genbrugs garn i min lokale garnbutik (kan ikke længere huske hvad det var lavet af), perfekt til lige netop dette projekt. Dejligt at se, at recyclegarn er ved at vinde ind flere steder!
    God påske 🙂

    • Besvar
      Jane
      1. april 2018 at 13:02

      God ide 🙂 Og god påske 🙂

  • Besvar
    Mai
    2. april 2018 at 10:25

    Jeg har fået fine hjemmestrikkede karklude i gave. Det er dejlige klude, og fordi de bliver lidt større i brug, ville de også kunne gøre fyldest som gæste- eller køkkenhåndklæder, hvis bare de havde et knaphul i det ene hjørne. Jeg kan derfor anbefale, at man på en af de første pinde (f. eks. anden retsidepind) laver man et omslag mellem anden og tredje maske. (Et omslag vil sige, at man lægger garnet over højre pind og strikker videre). Når man så kommer tilbage til det sted på næste pind/vrangsidepind, strikker man omslaget, hvilket resulterer i et knaphul og en ekstra maske. For at der ikke skal gå kuk i mønsteret, skal der derfor fjernes en maske efterfølgende. Derfor strikker man de næste to masker sammen til én ret eller vrang, som det nu passer med mønsteret. Hvis man nu allerede er godt i gang med sin karklud , kan man selvfølgelig også lave et knaphul i slutningen af arbejdet. God påske.

  • Besvar
    Kristine
    9. april 2018 at 12:44

    Frem for at bruge nyt garn – recycled eller ej – er der mere mening i at lave (kar)klude af slidte tekstiler, men hvis du insisterer på at strikke af nyt garn, så vælg da noget tyndere/undlad dobbelt garn, da det vil belaste kloden mindre, da der ikke skal bruges så meget vand og energi ved vask.
    Hvorfra ved du at bomuldsgarnet Oline fra garnudsalg.dk er økologisk? Jeg kan ikke se det på hjemmesiden. Garnudsalg.dk reklamerer med, at bomuldsgarnet Oline er oekotex 100 certificeret, men det er ikke muligt at finde certificeringsnr. på hverken garn, hjemmeside eller få det oplyst telefonisk, så jeg tillader mig at have min tvivl, når firmaet IKKE vil levere dokumentation for påstanden/certificeringsnr., der kan checkes.
    Mvh. og fortsat god vind med dit projekt

    • Besvar
      Jane
      9. april 2018 at 17:13

      Har du prøvet at strikke/sy karklude af slidte tekstiler, så hører jeg gerne dine erfaringer. Jeg bruger netop dobbelt-tråd, så karkluden holder bedre i brug, det giver bedst mening i længden for mig. Jeg stoler som udgangspunkt på de oplysninger, som jeg får fra en virksomhed – har vi ikke et offentligt tilsyn, der holder øje med at de ikke giver falske oplysninger? Men point for at være grundig 🙂 God aften.

      • Besvar
        Kristine
        10. april 2018 at 16:30

        Tykkelse på karklude er åbenbart en smagssag🙂, selv synes jeg, at enkelt tråd 8/4 bomuld og pind 3 er passende.
        Brugbare dele af slidte/kasserede håndklæder, T-shirts, sweatshirts og lignende materialer (det behøver ikke være 100% bomuld, men skal kunne tåle dit valg af vask af klude) lægges evt. i lag, så den ønskede tykkelse opnås. Zigzag eller overlock kanten og sy evt. diagonale sømme for at holde lagene sammen. Vupti så er der en klud.
        Forbrugerombudsmanden er den offentlige institution, men den overvåger ikke alt og alle, så sålænge Forbrugerombudsmanden ikke bliver oplyst om mistanke om urent trav, så sker der ikke noget.
        Jeg bliver mistænksom, når jeg oplever, at en (dansk) virksomhed ikke overholder gældende lovgivning og lader hånt om det, når den bliver gjort opmærksom på overtrædelsen. Garnudsalg.dk overtræder (konsekvent) markedsføringsloven vedr. “Spar x procent” på de varer, der ikke forudgående i en længere periode har været til salg til 100% og jeg kunne blive ved.
        Mon ikke Garnudsalg.dk vil oplyse om, at bomuldsgarnet Oline er økologisk, hvis det faktisk er tilfældet, fremfor kun at oplyse dig om det?
        Mvh.

        • Besvar
          Jane
          12. april 2018 at 18:19

          Ja, det må det være 🙂 Jeg klipper gammelt tøj til klude, og zig-zagger dem og det fungerer fint, men mine karklude skal helst være strikkede eller have lignende strikket-struktur. ja, det skal ikke være nemt 🙂 Og i forhold til tøjbranchen generelt, så er naturlig skepsis absolut en god ting, og det undrer mig lidt, at du ikke har fået et brugbart svar, da min erfaring med garnudsalg er, at de er meget imødekommende. Men hvis jeg finder ud af mere, så giver jeg lyd herinde.

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.