Privatøkonomi

Om at stå af forbrugsræset og om shoppe-detox

Black Friday nærmer sig, og dermed startskuddet til et to måneder langt forbrugsorgie, med både Black Friday, december (fordi, nåh ja, december) og så lige januarudsalget, som man også lige skal have med. Tidligere ville jeg også kigge igennem nyhedsbreve og reklamer og bilde mig selv ind, at jeg jo sparede en masse penge, særligt hvis jeg nøjedes med at købe det, som jeg havde brug for – hvilket ikke skete i virkeligheden.

I mit første år med købestop var januar særlig svær, fordi jeg følte, at jeg snød mig selv ved ikke at gå på udsalgsjagt, og finde de “gode tilbud”. Men januar kom og gik, og jeg overlevede uden. Og de næste par udsalg var nemmere. Særligt fordi jeg opdagede, at jeg faktisk ikke manglede noget – tværtimod – jo længere mit købestop har været igang – jo færre stykker tøj er der tilbage i skabet. Og ikke kun fordi det bliver slidt op, men jeg har vænnet mig til kun at gå med mine favoritter, og har nul-tolerance overfor tøj som jeg ikke føler mig godt tilpas i.

Nu når jeg mangler noget, så kigger jeg først om jeg kan skaffe det som genbrug, derefter om jeg kan lave det selv, og som allersidste udvej, så går jeg ud og køber det jeg mangler fra nyt. Men mit forbrugsfokus er ændret, så nu tænker jeg først på at købe noget, når et reelt behov opstår, hvis eksempelvis, drengene mangler vinterstøvler eller mine jeans ikke kan lappes sammen længere 🙂 Så forbrug er ikke længere et fokuspunkt eller underholdning, men en tjans på højde med at børste tænder eller gøre rent.

Jeg kan virkelig opfordre til at sætte alt unødvendigt forbrug på pause, blot en enkelt måned, og se hvilke indsigter det kan give dig. Vi er nogle stykker i facebook-gruppen, som holder købe-pause i november, for at gennemgå en form for detox før december starter 🙂

Og nej, tanken er ikke, at man slet ikke må bruge penge, hvis børnenes sko har huller, så bare ud og køb nogle andre, men prøv at droppe al shopping “for sjov” og se hvordan dit mindset og din økonomi har det bagefter. Du kan jo altid indhente den tabte shopping i december 🙂

-0-

 

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Relateret indhold

7 kommentarer

  • Besvar
    Gitte
    8. november 2017 at 8:20

    Dejligt indlæg Jane.
    Hvad gør I mht kalendergaver og julegaver til børnene og hinanden ?
    Her er der pakkekalender til børnene på hhv 12,11 og snart 6 år. Det er en god blanding af ting de kan bruge/har brug for og lidt spiselige sager ind imellem.
    Julegaver : den mellemste ønsker sig kun få ting og helst oplevelser; hvilket udfordre den øvrige familie 😂Jeg synes det er skønt, han har altid haft det sådan og har ikke noget fyld på sit værelse da han heller vil bruge sin tid på andet en oprydning 😝
    Mindste ønsker sig alt , dog pt mest et fodbad og gavekort til bio 👍
    Teenageren er lidt sværer at ” guide”, da hun efterhånden har en klar holdning til hvad hun mangler . Dog er hun meget lidt men godt-agtig. Hun har selv sparet sammen til de CK trøjer hun lige har købt, og bruger stort set ikke andet.

    • Besvar
      Jane
      13. november 2017 at 18:33

      Tak Gitte. Vi (nissen) kommer med en gave til drengene hele december. Det er enten noget spiseligt (chokolade), noget der kan bruges op (tøj, skoleting, kreating) eller dims (bolde, puslespil, fjollede figurer osv). Vi plejer at holde et lavt budget og kommer fint igennem december uden, at de får alt for meget skrammel. Mht. julegaver så får de ret standard gaver, lego, spil. Til hinanden giver vi en fællesgave, hvis det giver mening fx gav vi hinanden en robotstøvsuger det ene år (ren luksus) eller også finder vi på noget. Vi prøver generelt at købe lidt, men godt og holde fast i et budget. Jeg har generelt lidt svært ved at finde på gaveønsker, og droppede gerne gave-delen af julen, men lever jo også i den virkelige verden, så det har jeg ingen planer om 🙂

  • Besvar
    Gitte
    8. november 2017 at 8:21

    Det gik lidt hurtigt, så har droppet kommasætning i dag 😂😂🤣

  • Besvar
    Katrine
    8. november 2017 at 13:37

    Dejligt indlæg. Jeg sagde så sent som i sidste uge til min kæreste, at NU gad jeg simpelthen ikke købe mere. Jeg er SÅ træt af at købe ind, handle, forbruge, bruge penge – you name it. Jeg holder derfor købestop. Vi startede med at aftale måneden ud, men jeg er bare så kvalm over hvor meget jeg henter hjem, som aldrig bliver brugt, men bare samler støv. Jeg har ellers meget fokus på at købe bæredygtigt, genbrug osv. Men alligevel sniger der sig ting og sager ind i vores hjem, som jeg bare skal rydde op på eller forholde mig til. Så NU holder jeg en lang pause. Julegaver har vi aftalt at vi først snakker om i december 🙂
    Alle indkøb i november står min kæreste for, og det har allerede lettet meget inde i mig. Jeg vil til at have afmeldt nyhedsbreve osv. i min mailboks, for lige nu orker jeg ikke forholde mig til det. Novemeber bliver en skøn måned, og mon ikke jeg fortsætter nogle måneder frem. Jeg glæder mig i hvert fald.
    Kh Katrine

    • Besvar
      Jane
      13. november 2017 at 18:26

      Taaak. Og helt enig – det kan hurtigt føles lidt kvalmt når forbrugerismen tager over 🙂 Her er det også kæresten, der primært handler, han er meget bedre til at holde sig til sedlen 🙂 Kh

  • Besvar
    Pia
    8. november 2017 at 20:22

    Kan kun give dig ret! Jeg tog 21 dage med købestop i september, og har kun købt et stykke tøj siden (en erstatning for den nederdel, der skulle have være købt et nummer større ;0)). Det har betydet en stor ændring i min tankegang, men det var noget af en øjenåbner, hvor indgroet min tankegang var – som du nævner føler man at man går glip af noget, og det er jo vanvittigt :0|

    • Besvar
      Jane
      13. november 2017 at 18:23

      Det gør simpelthen sådan en forskel, at alle burde prøve det. Man bliver bedre til at se klart hvad man egentlig har brug for 🙂

    Skriv en kommentar