Købestop
-
Status efter 6 måneders købestop
Jeg har nu været i gang med mit købestop i over 6 måneder, og det er tid til at gøre status.
I løbet af de sidste 6 måneder har jeg købt følgende fra nyt:
- 1 par sorte jeans (erstatningskøb)
- 1 habitjakke (erstatningskøb)
- 8 undertrøjer (basis)
- 2 bher (basis)
- 1 par sandaler (udenfor købestop)
- 1 par sko (udenfor købestop)
- 1 par varme sko til efteråret (udenfor købestop)
- 3 par strømpebukser (basis)
Ud over disse ting har jeg købt tøj fra genbrugsbutikker til redesign, stof til at sy tøj af og en lille smule garn til helt konkrete strikkeprojekter. Jeg kan se, at mit købestop på tøj også smitter af på mine køb af sko, stof og garn. Og jeg er også meget opmærksom på, at overforbruget ikke blot rykker sig til andre områder.
Jeg er ikke tilfreds med at have købt de sorte jeans, da det viste sig, at de gamle jeans jeg havde blot manglede et bælte før de fungerede igen. Det er ærgeligt at spilde et køb på noget, som viste sig at være unødvendigt, men det må være en del af læreprocessen. Til gengæld er jeg meget glad for mine redesignede genbrugsfund, som er blevet en fast del af min garderobe.
Efterhånden er godt 75 procent af tøjet i mit klædeskab (bortset fra basis) hjemmelavet og det er generelt blevet meget nemmere at blive klar om morgenen. Der er færre valgmuligheder, men alt tøjet i skabet passer mig og jeg har lyst til at have det på.
-
Begyndelsen til selvforsyning og om at sy og strikke sit eget tøj
Tre dage efter, at jeg gik på barsel med mit første barn begyndte jeg at strikke. Først til ham, og siden til mig selv. Absolut med varierende held. Men sidste sommer lykkedes det for første gang at strikke en sweater til mig selv, som jeg hellere ville have på end noget andet. Faktisk er den efterhånden lidt småslidt, og jeg har strikket en sweater mere i samme mønster i grå og sørger for at skifte lidt imellem dem.
Denne min yndlingssweater har inspireret mig til også at lave mine egne opskrifter og jeg har efterhånden en god samling af hjemmestrik. Men jeg manglede bluser til at have på inden under mine cardigans og meget specifikke ønsker om farve og form drog mig til symaskinen og til at lave nogle simple mønstre som kan varieres i det uendelige. Næste projekt var at lave nederdele der kan passe til bluserne, og det lykkedes også med hjælp fra stof med rigelig strech.
Nu står jeg og mangler en sommerjakke, hvilket kræver udviklingen af et nyt mønster, hvilket kræver ekstra tid. Men det jo heldigt nok, når jeg hellere vil bruge tid på at sy end på at shoppe.
-
Hele tre gode grunde til projektet
Tid
Da jeg læste kunne jeg nemt bruge en hel dag på at finde den helt rigtige cardigan (til den rette SU-venlige pris), men med to små børn og et fuldtidsjob med i ligningen, er der aldrig nok tid mere. Og da jeg også gerne vil afsætte tid til de kreative sider i mit liv og generelt til enhver tid vil vælge en aften foran symaskinen end en aften i Magasin, så giver det bedre mening for mig at forsøge at sy det tøj jeg mangler end at lede efter det.Miljø
Det er efterhånden almen viden hvor stor en belastning mode industrien er for miljøet, men det overraskede mig alligevel, at der bruges 2.700 liter vand på at frembringe en t-shirt. Så nytter mit krav om, at alle i husstanden slukker for vandet mens de børste deres tænder alligevel ikke særlig meget i det store vandregnskab.Økonomi
De tre sweatre fra H&M kostede kun 500 kroner, men lagt sammen med alle de andre fejlkøb jeg har lavet gennem tiden, så løber det op. Når jeg tænker på hvor meget tøj, der blot har været på kort besøg i skabet og så er sendt videre til genbrug, så ærgrer det mig at jeg ikke gemte pengene til bedre formål eller endnu bedre, brugte pengene til at komme af med mit SU-lån.I løbet af i år vil jeg gøre et forsøg på at få betalt mit SU-lån af. Jeg vil gerne prøve at være gældfri før vi skal låne flere millioner til mursten engang i fremtiden. Jeg vil sørge for at skabe tid til, at jeg kan sætte mig mere ind i symaskinens muligheder – jeg ved, at den kan sy mere en bare lige ud. Og som en bonus vil jeg vide, at i år bidrager jeg ikke (så meget) til opfyldningen af verdens skraldepladser med tøj, der nærmest ikke har været brugt.