Et bæredygtigt liv

Om at finde balancen

Det er efterhånden et tilbagevendende tema her på bloggen, at jeg arbejder for at finde en balance mellem min tid ved skærmen og min tid i den rigtige verden. Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med de muligheder, som sociale medier giver os for at finde ligesindede, og hvordan det er muligt for fremmede mennesker at finde sammen om en fælles mission, og skabe alliancer på tværs af geografiske og sociale skel. Jeg er fan.

Men modsat er det heller ingen hemmelighed, at jeg selv har svært ved at finde balance mellem at være “på”/konstant søge nye input via skærmen, og at finde tid til dyrke ro og fordybelse. Jeg er overbevist om, at min medietid indeholder meget spildtid og mange overspringshandlinger, og jeg har løbende forsøgt at finde en fornuftig balance. Det fungerer ikke for mig at lukke mig helt ude af loopet. Jeg vil gerne være tilgængelig i facebook-gruppen, og jeg gør mit bedste for at besvare spørgsmål til mine opskrifter indenfor et døgn, så det betyder, at jeg gerne vil “logge-in” et par gange i løbet af døgnet.

Og det er ikke den bevidste tid på sociale medier, som jeg vil til livs, men derimod den hovedløse scrolling, som ikke skaber nogen værdi for nogen, men bare spilder min egen tid. Lige nu tester jeg en ny tilgang, hvor jeg “logger in” tre gange i døgnet, og resten af tiden ligger telefonen i tasken. Dog med lyd på, så folk kan gøre noget så gammeldags som at ringe til mig 🙂 Så må vi se om det er den rette vej.

Har du strategier for dit medie-forbrug, som virker og som du gerne vil dele?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.