Minimalisme

Motion, træning eller bare bevægelse

Èt af mine mål for 2018 var at få mere bevægelse ind i min hverdag. Mange år med tog-pendling og stillesiddende kontorarbejde havde givet mig ondt i ryggen, og jeg følte ret tydeligt, at grunden var, at jeg bevægede mig for lidt i min hverdag. Efter mit jobskifte er jeg sikret ti kilometers cykeltur hver dag, og det har fuldstændig fjernet alle smerter i ryggen, så mit bud på en løsning var ikke helt ved siden af. Men jeg kan også mærke, at cykelturen ikke rigtigt tæller som motion i samme grad som min gamle cykeltur på 42 kilometer per dag. Så jeg har fundet løbeskoene frem igen. Og er stille og roligt ved at bygge mine ben op til at kunne løbe fem rolige kilometer, i et tempo, hvor jeg kan følge med mig selv.

På dagens korte, men umådelige varme løbetur kom jeg til at tænke på, at løb også handler om frigørelse af gammel energi. Hvis jeg holder en fast løbetræning, så virker min hjerne hurtigere og min grundstemning er markant gladere. Og egentlig så handler det vel om, at når gammel ophobet energi (fedtdepoter) kan blive frigivet og når fordøjelsen virker bedre, så føles kroppen automatisk lettere og mindre forkrampet 🙂

Og løb er den perfekte træningsform for en minimalist. Det kræver minimalt udstyr, alt min tøj er enten 10 år gammelt eller genbrugstøj. Skoene er den oplagte undtagelse. De skal skiftes, når de er slidte for ikke at give skader, men dem jeg har nu er cirka fem år gamle, fordi jeg ikke har slidt så meget på dem (= strikket mere end jeg har løbet). 🙂 Løb er effektivt, jeg træner fra jeg går til jeg kommer hjem, det kræver ingen transport eller ekstra omklædning. Og løb kan være socialt, hvis man løber med flere eller meditativt, hvis man løber alene.

Men allervigtigst, så kan jeg godt lide tanken om, at med løb bliver bevægelse en helt normal del af vores families hverdag. Jeg sætter mig ikke ind i en bil og kører et særligt (ophøjet) sted hen for at træne. Nej, jeg hopper i løbetøjet og bevæger mig ud i naturen for at blive stærkere og hurtigere, så jeg kan løbe fra mine drenge lidt endnu. Og særligt vil jeg gerne vise mine drenge, at jeg løber fordi det er sjovt og fordi jeg kan, og ikke som straf for, hvad jeg spiste i går.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.