Frugal Friday
- Vi har brugt den sidste uge af sommerferien til at få færdiggjort en række projekter i huset. Så som at få billeder og lamper sat op (vi har jo også kun boet her i 10 måneder :)). En af projekterne var at få skiftet sofabordet ud, da det gamle ikke passede til de “nye” sofaer. Vi fandt endelig, efter lang tids søgning, da vi åbenbart er meget kræsne når det kommer til sofaborde, et fint hvidt bord i de rette mål på DBA. Og tre dage efter fik vi solgt det gamle bord, til samme pris, så det var et gratis bytte, og også helt CO2-gratis, da ingen nye borde skulle produceres for, at to nye familier fik “nye” møbler.
- Jeg har fået ryddet lidt ekstra op i skuffer og skabe, og har fået solgt lidt ting, og har fået sendt nogle ting til genbrug, som vi ikke skulle bruge mere. Det kommer nok ikke bag på nogen, men jeg slapper virkelig af, når jeg får ryddet op og organiseret.
- Der manglede lidt farver i stuen, og bevæbnet med tre fine nye postkort og rammer som jeg allerede havde liggende, fik jeg hurtigt fixet det. Til den rørende pris af 12kroner.
- Een af ugens mere hyggeligere projekter har været at bygge lego-bord på drengenes værelse. Min kæreste har hacket nogle IKEA-møbler, så der både er en masse kasser til opbevaring, og en stor plade til at bygge en lego-by. Der gik det meste af to dage med at sortere ALT det gamle lego, og bygge en del af tingene op igen, og nu er der igen rigtigt godt gang i lego-legen på værelset. Begge os voksne gik med i byggeriet, og vi fik to virkelig hyggelige regnvejrs-feriedage ud af det.
- Sommerferie betyder flere is, så jeg er begyndt selv at lave saftevandsis med drengene. Tanken var at vi selv skulle lave is af blendet frugt, men for hurtigt at komme igang har vi bare lavet dem med saftevand. Drengene elsker dem, de får markant mindre sukker end med købeis, de er meget billigere end almindelige købeis, og producerer markant mindre emballage. Win-win-win-win 🙂
- Endnu et madprojekt, der sparer os for penge og som skaber stor glæde er, at vi er begyndt at bage rugbrød selv. Vi har arvet surdej og opskrift fra søde naboer, og det er gået godt fra første forsøg. Vi skal finde en måde også at nå bageriet i hverdagen, for vi nægter at gå tilbage til købe-rugbrød igen 🙂
God fredag derude 🙂
7 kommentarer
Elisabeth
Super inspirerende! Har du mon lyst til at vise LEGO-bordet mm.? Herhjemme er vi meget uenige om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at få ryddet op/sorteret i legohelvedet, og der truer snart en fødselsdag med endnu mere LEGO fra bedstemor…
Jane
Hej Elisabeth, jeg sætter billeder op når bordet er helt færdigt. Vi sparede helt vildt med tid + havde nogle rigtig hyggelige byggedage ved at farve-sortere rode-lego-kassen. Det var meget nemmere at holde gejsten for et byggeprojekt, når det ikke tog 1,5 time at finde en enkelt klods 🙂
louise
Har du billeder af lego anordninger? Jeg mangler inspiration
Jane
Jeg sætter billeder på bloggen, når vi er helt færdige med bordets 🙂
Pia
Det kan sagtens nås med brødbagning i hverdagen med lidt øvelse. Vi sætter surdejen over om aftenen, mikser brødet næste morgen og bager det om aftenen efter aftensmaden er lavet færdig. Så kan det stå og køle hele natten og er skærbart næste morgen, mums.
Jeg nyder det ekstra meget, når vi får timet det med et måltid der skal laves i ovnen, for så skal vi ikke bruge energi på at varme den op to gange og vores ovn er meget lang tid om at varme op.
Lisa
Hej,
Vil du dele opskriften på rugbrød? Jeg har prøvet meget forskelligt men aldrig overbevist min kæreste om at gå over til lav-selv-rugbrød 🙂
Jane
Ja det – den er lige her https://projecthandmade.dk/2016/10/20/opskrift-paa-rugbroed/
God aften 🙂