Madopskrift

Om at klatte pengene væk, og en opskrift på panik-tomatsuppe

Et af de steder, hvor vi virkelig klattede penge væk – små dryp ad gangen – da vi boede i byen, var på take away. Før vi flyttede spiste vi take away en-to gange om ugen. Vi boede tæt på Nordre Frihavnsgade, hvor udvalget var stort og lækkert og vi fortalte os selv, at med små børn og fuldtidsjobs, så fortjente vi at slippe for at lave mad selv 🙂

Men da vi flyttede ud af byen, så flyttede vi også væk fra alle andre muligheder end en virkelig, flad og kedelig pizza (medmindre vi skulle starte bilen og køre efter maden), så fra den ene dag til den anden så forsvandt vores lyst til take away. Nu køber vi de flade, kedelige pizzaer virkelig sjældent, og sushi er blevet en (forholdsvis) sjælden luksus, som vi virkelig ser frem til.

Samtidig, så flyttede vi væk fra at skulle gå forbi tre (!) bagere med trætte børn efter børnehave. I vores nye hood var antallet af steder, hvor ungerne kunne plage sig til lækkerier på vej hjem fra børnehave lig med nul 🙂

Rent praktisk, så har det betydet, at vi sparer omkring 2000 kroner hver måned på take away, snacks på vej hjem fra børnehave, snacks på vej til legeplads og to go kaffe. Et beløb, som sort på hvidt er helt skørt, men også (desværre) fint dokumenteret i de regnskaber, som vi har ført over de sidste seks år, over alle de penge vi bruger. Fordi excel-ark er, hvad der sker, når en jurist og en ingeniør prøver at få overblik over sit forbrug 🙂

Og helt ærligt, så mangler vi ingenting. Ungerne er blevet større, og hverdagen så meget nemmere, at det aldrig virker som en stort issue at skulle lave aftensmad. Og de dage, hvor der er underskud på energien, der spiser vi enten rugbrød eller en panik-ret fra fryseren. En panik-ret kunne være en rest kødsovs, der kan sammen med en dåse hakkede tomater og pasta fra skabet, er super hurtig aftensmad.

En anden rednings-ret er tomatsuppe, som vi næsten altid har ingredienserne til at smække sammen. Med max 10 minutters arbejdsindsats, så er det hurtigere at lave suppen, end at hente pizza 🙂

Panik-tomatsuppe (4 personer)

2 gule løg

4 gulerødder

Evt. 1 fed hvidløg

Smør/olivenolie til stegning

1 liter grøntsags-bouillon

1 dåse hakkede tomater

1-2 dl fløde (jeg bruger det halve af en kvart fløde pr gang – og fryser resten ned til næste gang)

2 d suppehorn/nudler/pasta

Brød

Fremgangsmåde

Hak grøntsagerne groft, og svits i fedtstof i en gryde.

Tilføj bouillon, hakkede tomater, og kog i 15 minutter.

Tilføj fløden, og blend suppen til den er godt cremet.

Tilsæt den ukogte pasta og kop på svag varme, indtil pastaen er færdig.

Spises med ristet rugbrød, eller det brød du nu har liggende 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.