Evaluering af købestop i november
Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.
I slutningen af oktober, delte jeg i verdens bedste facebook-gruppe, at jeg ville holde købestop i november, men jeg tror slet ikke, at jeg har skrevet om det herinde. Der har nu heller ikke været så meget at fortælle, da det faktisk et gået stort set efter planen. Jeg inviterede mine drenge ud og spise sushi (700kr), og købte nye solbriller (150kr), da de gamle gik fra hinanden. De gamle solbriller var fra før mit købestop startede i 2014, så jeg kan fint leve med at købe et par helt nye. De skal nok blive slidt op 🙂 Vanen tro kiggede jeg naturligvis først i genbrugsbikse og dba.dk, men jeg kunne ikke finde nogle, som jeg kunne lide, så det blev til et sjældent nykøb.
På familiefronten, der købte vi nye sko til drengene, som begge havde præsteret at slide dem helt i bund, og et par lange træningsbukser til dem begge. Bukserne er til vinter-gymnastik, cykelture og træning generelt, og er allerede yndlings. En fordel ved sjældent at købe nyt til drengene (eller os selv) er, at de faktisk værdsætter når de får nyt. Og taknemmelighed er som bekendt en direkte vej til et bedre og grønnere liv 🙂
Ved at holde købestop i november, blev jeg endnu en gang opmærksom på, at genbrugsbutikkerne er min nemesis. Det er de eneste butikker, hvor jeg skal tage mig sammen til ikke at gå ind, af fare for at falde over noget, som jeg tror at jeg mangler. Og genbrugskøb virker på en måde som gratis rent miljømæssigt, da jeg ikke skaber efterspørgsel på flere nye ting ved at købe genbrug, men problemet er, at jeg får købt ting med hjem til “hvad-nu-hvis”. Og det giver ikke meget mening konstant at arbejde for at rydde ud i overfloden, hvis jeg så slæber flere (overflødige) ting med hjem. Så det skal jeg lige huske 🙂
Og nu står vi på kanten af december, som kan være et forbrugsræs uden lige, eller en måned, hvor vi giver plads til anti-hverdag og ekstra hygge med drengene. Jeg er ikke den store juler, men det er nemmere at nyde december, når vi fra start af forventningsafstemmer, hvad der betyder jul for vores familie. Julehygge for mig er ikke ensbetydende med kæmpegaver og overflod af mad – men det havde du nok allerede regnet ud 🙂 Men resten af familien vil gerne have mere julepynt, pakkekalender og juletræ, og der følger jeg naturligvis trop.
Iøvrigt, hvis du vil have inspiration til en mere bæredygtig jul, så har SustainDaily-pigerne lavet et fint magasin med fokus på en mere rolig jul, uden overflod og spild. Men ellers er mit råd, som altid, brug det du allerede har, julepynten fra sidste år, kan sagtens klare et år mere, skru ned for gaverne, køb gerne genbrug og læg en plan for ikke at smide mad ud i julen.
God fredag derude.
4 kommentarer
Stine
Jeg har lige opdaget, at jeg faktisk har haft købestop i hele november, helt uden at opdage det 🙂 udover at jeg selvfølgelig har købt mad, er det eneste jeg har brugt penge på, nye tandbørstehoevder til min el-tandbørste. -og jeg tænker at det er den ting i verden, hvor vi alle sammen kan blive enige om, at det er okay at købe fra nyt, i stedet for at tjekke genbrug ud først 🙂 ha ha ha.
Jeg har faktisk besluttet mig for at hoppe på “et år med købestop”-vognen, nu har jeg jo ligesom taget hul på det… undtaget er for mig jule-og fødselsdagsgaver til mine børn og mand, da jeg ikke vil trække noget ned over hovedet på dem…
Jane
Hehe, sådan kan vaneskift også bare komme snigende helt af sig selv 🙂 Knæk og bræk med at fortsætte de gode takter 🙂
Ane-Grehe
Sushi for kr 700 det svarer jo til en hel uges middagsmad, det er helt vildt i mine ører.
Jane
Det koster det for fire personer på running sushi hos vores yndlingssted. Det er også en luksus, men en luksus, som jeg har råd til og prioriterer fremfor andre ting 🙂