Økonomi

Sparsommelighedsmaksimering

I de år, hvor jeg intensivt betalte mit SU-lån ned, samtidig med, at min kæreste og jeg sparede op til at købe bolig, vi havde to små drengene i daginstitution (dyrt) og levede et forholdvist almindeligt børnefamilieliv med bil og ferier (også dyrt), lærte jeg at have fokus på selv små besparelser. Og jeg blev overrasket over, hvor stor en forskel de små besparelser gjorde, hvis det drejede sig om daglige eller ugentlige udgifter.

Lad os sige, at jeg har en vane med at drikke en to go-kaffe hver dag. Og lad os sige, at jeg bor i københavn og sådan en fætter løber op i 40 kroner. Det er bliver til 200 kroner, bare for hverdagene. Hvis jeg så vælger at droppe to go-kaffen og drikker kaffe hjemme eller på arbejde i stedet for, så sparer jeg pludselig 200 kroner pr. uge og godt 10.000 kroner om året. Hvis jeg så samtidig (ja, nu drømmer vi – men følg mig lige) investerer de 10.000 kroner hvert år med 5 procents afkast, så har jeg 120.000 kroner efter 10 år.

Så spørgsmålet er, hvor glad er jeg for min daglige kop to go-kaffe? Hvis den er 120.000 kroner værd hvert tiende år, så behold den endelig, hvis ikke, så burde jeg droppe den 🙂 Det samme gælder ligegyldig take away, kedsomheds-shopping eller andre dårlige forbrugsvaner, der har sneget sig ind i din hverdag.

Denne beregning har gjort, at jeg har fjernet stort set alle mine egne udgifter, det vil sige alle udgifter som ligger ud over familiens behov. Jeg køber stort set kun genbrug, og bruger ikke rigtigt penge i hverdagen.Det er nemlig gået op for mig, at der ikke er noget, som jeg hellere vil eje end at være gældfri/økonomisk uafhængig.

Hvilken vane ville være 120.000 kroner værd for dig at beholde?

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

12 kommentarer

  • Tina Madsen

    Hej Jane,
    Det er så inspirerende at følge dig og især indlæg om privatøkonomi fanger mig. Hvis det er muligt, kunne jeg godt tænke mig at læse et indlæg om privatøkonomien sådan med konkrete tal i forhold til udgifter og indtægter. Hvor meget ad gangen og hvordan har du/I i praksis betalt jeres banklån tilbage så hurtigt. Det synes jeg kunne være inspirerende at læse om. Så kan jeg bedre sætte det i relation til min egen økonomi og handle på det.
    Bedste hilsner
    Tina

    • Jane

      Hej Tina. Tak for din besked. Det vil jeg meget gerne dele – men jeg vil lige overveje hvordan jeg kan gøre det uden at udlevere hele vores økonomi. Det er en hårfin balance 🙂 Men hele vores praktiske tilgang vil jeg ihvertfald gerne dele 🙂 kh jane

  • Tina

    Hej Jane,
    Jeres praktiske tilgang til det lyder fint.
    Bedste hilsner Tina
    PS. Har lige lavet lækker mirabelle marmelade af saftige gule mirabeller. Bliver som abrikos syltetøj. De er modne lige nu og vokser overalt her hvor jeg bor. Ganske gratis frugt.

    • Jane

      Sjovt, det skulle jeg lige til at skrive om – at sanke = gratis frugt rundt omkring i vores lokalmiljø. Jeg leder netop efter opskrifter med brombær og mirabeller. Din lyder så lækker 🙂 God aften.

  • Gitte

    Synes I er så seje ?
    Måske du vil skrive lidt om, hvordan I er nået dertil.
    Altså er det noget I har været enige om fra start, ligger det i jeres opdragelse , er I enige om hvad pengene bruges på, hvordan inddrages børnene osv ?
    Naturligvis uden at det bliver for privat ?

    • Jane

      Tusind tak 🙂 sikke en god ide, det vil jeg tænke over, og prøve at skrive noget om, netop uden at blive for privat 🙂 Tak for ide og god weekend. kh

  • Marie

    Små børn, opsparing og gældsafvikling lyder flot, men hvordan hang det sammen? To fuldtidsjobs og institution fra morgen til lukketid eller hvordan prioriterede I?
    Jeg gør i øvrigt det næsten modsatte: Rykker max SU-lån direkte ind på opsparingen for at bruge det til hus. Det føles lidt vanvittigt, men selv bankrådgiveren indrømmede, at det er en god idé 🙂

    • Jane

      Vi havde to fuldtidsjob, men begge med flextid og max 37 timer. Og så boede vi fem minutter fra mit arbejde og drengenes institution. Vi delte aflevering/hente-tjansen, så drengene var afsted fra 9-15, og det har vores familie fungeret fint ved. Vi har nok bare købt genbrug, lavet madplaner, shoppet minimalist, holdt sommerferie på camping i DK, sjældent spist ude, ikke købt nye biler osvosv. Og så taget aktivt stilling til vores økonomi, så når man langt. God aften 🙂

      • Marie

        Se DET lyder jo slet ikke så tosset! Jeg håber mit liv ser ud på nogenlunde samme måde om et par år. Efter at have været på SU hele mit voksne liv og fået tre børn, stadig på SU, har jeg måske fået det lidt for firkantede indtryk, at alle de “voksne voksne” (som i dem med fuldtidsarbejde) arbejder non-stop fra de vågner til de går i seng 😉 Tak fordi du gør livet med fuldtidsjob lidt mindre skræmmende for den næsten evighedsstuderende her.

        • Jane

          Hehe, jeg kender godt følelsen med de “rigtigt voksne” 🙂 Efter ti år med fuldstidjob, og årene med små børn bag os, så synes jeg faktisk at vi har formået at have en rar hverdag undervejs. Det har garanteret kostet på indtjenings- og karrierefronten, men jeg ville ikke bytte selv den flottest løncheck/titel 🙂 Så bare kom ud i arbejdslivet med godt mod, når du er klar 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.