DIY,  Et bæredygtigt liv,  Hippie-hacks

Gendyrk din basilikum #hippie-hacks

Jeg er egentlig ikke den store forbruger af krydderurter, men jeg er ret begejstret for basilikum, både på salater og på mine rugbrødsmadder. Så vi har ofte en basilikumplante stående i vindueskarmen i køkkenet. Men planten overlevede sjældent særligt længe, hvilket skyldes, at der hverken er plads eller næring nok i den potte, som følger med. Så jeg har opdaget et par hacks, der kan få planterne til at leve længere og vokse, så en enkelt købe-plante kan give basilikum nok til hele sommeren.

Del planten op

Købeplanten består af 8-12 stilke, som hver især har potentiale til at vokse sig til en stor plante. Så hvis du har en større krukke eller et højbed, så skil forsigtigt stilkene ad og sæt dem med god afstand. Vand godt de første dage, og glæd dig til masser af basilikum hele sommeren.

Sæt stilke i vand

Hvis man sætter afklippede stilke i vand i en uges tid, så får de nye rødder og vokser fint videre, hvis de plantes i ny jord. Så jeg klippede tre stilke af planten og delte resten op, og satte ud i højbedet, så nu har jeg både basilikum, der vokser fint inde og ude, og jeg regner med at tage et par planter ind, når det bliver koldere og se hvor længe jeg kan holde liv i den samme plante indenfor. Og ja, jeg kunne nøjes med at have planterne udenfor, men jeg har erkendt, at jeg er bedre til at få lidt grønt på min frokost, når jeg ikke skal bevæge mig ud af døren. Dovenskaben længe leve 🙂

I samme tema, så har jeg også arvet to stiklinger af en grøn plante (som jeg ikke kender navnet på) af min mormor. Efter to uger i vand, havde de fået fine rødder og de er nu plantet over i ny jord, og hvis de overlever, så har jeg fået nye grønne planter til huset helt gratis. Jeg havde nemlig allerede urtepotteskjulere og jord på lager 🙂

Bruger du også gendyrk og stiklinger til at få mere grønt ind i huset helt gratis?

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

3 kommentarer

  • DorteS

    Tager jævnligt stiklinger af alting her i huset (med forskellige resultater dog). Og har en regulær børnehave af planter, som skal bruges til værtindegave, når de bliver store nok. Så skal de bare have en pæn potte fra genbrugsen og vupti, så har jeg noget med uden at have brugt 150 kr hver gang.

  • Liselotte

    Man kan gøre det med masser af planter. Mynte slår også nemt rødder I vand.
    Og frugtbuske som ribs, solbær og stikkelsbær. Her skal man bare træde en gren ned I Jorden, lægge en sten ovenpå, og I løbet af kort tid slår grenen rødder, kan klippes af og plantes et nyt sted.

Skriv et svar til DorteS Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.