Et bæredygtigt liv

Genbrugsguld og lidt om at være på rejsefod

Denne mandag var af den mere afslappende slags, da den markerede afslutningen på vores vinterferie og vores uge derfor først rigtig starter imorgen. Den sidste uge har vi været en tur i det kolde og skønne Norge, hvor vi var på vores femte skiferie med drengene. Skiferie er min absolutte yndlingsferietype. Man er ude i den friske luft det meste af dagen, får rørt muskler, som kontorkroppen godt kan glemme eksisterer, tusser rundt i det samme tøj (og uvasket hår) det meste af ugen og kommer langt væk fra alt, hvad der minder om hverdag. Det er skønt.

Det kan også være en dyr fornøjelse, men vi medbringer eget mad – og sædvanlige anti-madspildsfokus – og klarede endnu et år at holde et fornuftigt budget. Når det er sagt, så ville det da klart være billigere at blive hjemme. Men vores gældfriheds-projekt har aldrig handlet om at droppe de ting, som vi elsker, blot om at holde op med at bruge penge på (for os) ligegyldige ting. En uge i det friske, kolde nord med mine drengene er det allerbedste, som jeg kan forestille mig at bruge penge på.

Et andet sted, hvor jeg derimod skærer ind til benet, er mit eget tøjbudget. Hvilket bringer mig til dagens fangst i den lokale genbrugsbiks, hvor jeg slog vejen forbi på en gåtur i solskinnet. Med mig hjem kom den længe ventede afløser til min gamle yndlings-habitjakke, en sort tresser-inspireret jakke med rund hals og lidt diskrete detaljer – fra & other stories, og til den rørende sum af 50 kroner. Og jeg fandt også den fineste oversize, sorte top i 100 procent silke – til 10 kroner. Den skal sys lidt om, men det er jo blot en del af fornøjelsen 🙂

Jeg har før skrevet om genbrugs-shopping, og jeg står virkelig indenfor metoden, både for at mindske ressourcespild og for at spare penge, og over halvdelen af tøjet i mit skab er efterhånden genbrugsfund (den anden halvdel er hjemmelavet) 🙂 Men det kræver absolut lidt tålmodighed at vente på, at de rigtige ting dukker op, og en stærk rygrad, så man ikke køber hele butikken, bare fordi det er billigt. Der er ingen penge sparet, hvis du køber noget med hjem, som du ikke har brug for. Ligegyldigt om det er genbrug eller ej.

Ved at genbrugsshoppe er det også nemmere at springe op og falde ned på, de trends som modeskaberne (?) har besluttet er det rigtige lige nu, men som slet ikke er min smag, eller passer til min krop. I en genbrugsbutik kan du finde “trends” fra de sidste tyve år, og selv vælge, hvilke du kan lide og som passer til dig. Og jeg har heldigvis nået en alder (snart 37), hvor jeg er rørende ligeglad med, om jeg går i det “rigtige” eller ej – og det er ganske rart 🙂

Hav en dejlig mandag aften 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

4 kommentarer

Skriv et svar til Anette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.