17 In Frugal Friday

Frugal Friday – a la #boycotengangsprodukter

Dagens indlæg er absolut lidt til den bitchy side, hvilket garanteret er fordi jeg har arbejdet for meget og strikket for lidt denne uge. Jeg beklager på forhånd.

MEN et af de (få) ting, som kan gøre mig virkelig gal, er den udbredte brug af produkter, som kun kan bruges een gang, men som er skabt til at holde, om ikke for evigt, så rigtig lang tid. Eksempelvis når min shampo sælges i en plastikflaske, som kunne holde til dagligt brug i flere år, men indholdet kun holder en måneds tid. Eller når det på min arbejdsplads er besluttet, at det er vigtigt at spare på opvasketid efter morgenmødet fredag morgen, og der derfor hver fredag, 50 uger om året, smides 250 plastik kaffekopper ud. Uden at man overvejer, at de ressourcer der blev brugt til at lave koppen og til at skaffe sig af med skraldet bagefter, kunne spares ved at opvaskemaskinen kører et par omgange mere den dag.

På mange områder kunne det sagtens svare sig at spare pengene på engangsprodukter, og istedet anskaffe sig en mere holdbar løsning. Det kan endda ende med at spare både ressourcer, tid og penge.

Her er et par eksempler fra vores egen hverdag:

  • Drengenes madpakker er pakket ned i madkasser, og madderne er ikke pakket ind i madpapir eller staniol. Istedet er der adskilte rum i madkassen, og hvis en mad skulle “spilde” lidt indhold ud på siden i madkassen, så går det nok af i vask.
  • For at blive i madkasse-kategorien, så får drengene (næsten) aldrig ting med i madkassen, som er pakket ind i engangsemballage, dvs. ingen ostehaps, figenstænger, rosinæsker, små sukkerfyldte yougurtbøtter osv. Istedet er der masser af gode rugbrødmadder (og en daglig nutellamad), grovbolle og masser af skåret frugt og grøntsager og tørret frugt i små bøtter, der kan genbruges.
  • Når jeg bager bruger jeg sjældent bagepapir, men drysser blot lidt mel ud direkte på bagepladen, og alt er fint.
  • Vi bruger (for det meste) klude istedet for køkkenrulle, vi købte kludene da drengene var små, og de blev brugt til hvert måltid dengang, så hen over de sidste syv år har vi sparet store mængder af vådservietter og køkkenrulle, skabt mindre skrald og sparet en masse penge.
  • Jeg er fast tilhænger af bruge en menstruationskop, hvilket har nedbragt mit forbrug af bind til at at købe en pakke af de mindste indlæg ca. hver 4. måned. Hvilket igen sparer skrald og penge. Og har gjort mit liv SÅ meget nemmere, som en lille sidegevinst.
  • Vores tur-madpakker er altid pakket i bøtter, som kan genbruges, og vand og kaffe medbringes i drikkedunke og termokopper.
  • Jeg køber ikke ugeblade eller aviser, men læser begge på nettet eller låner på biblioteket.
  • Vi bruger ikke engangsservice af nogen art.

-0-

Det virker nogengange lidt som om, at vi er blevet blinde overfor alt det skrald, som vi tankeløst producerer i løbet af en dag, og som kunne være undgået, hvis vi blot tænkte os lidt om.

Og jeg ved også, at jeg selv kunne være meget bedre til at skabe mindre skrald i min egen hverdag, så vil I dele jeres bedste tips til at droppe engangsprodukterne?

God fredag derude 🙂

 

You Might Also Like

17 Comments

  • Reply
    Malin
    5. maj 2017 at 20:10

    Ja, du har ret, der er mange ting man kan spare på, og man skal generelt være bedre til at tænke ‘mange bække små’, tror jeg. Jeg er næsten helt holdt op med at købe indkøbsposer, men har altid et par med fra IKEA når jeg køber ind. Ikke kun fordi man sparer penge, men også fordi de er meget bedre både at pakke i og bære. Bagepapir bruger jeg godt nok, men jeg er begyndt på at genbruge det – det kan man altså godt. Blad og bøger køber jeg heller ikke. Hvis jeg køber en bog, så bliver det i genbrug. Kh Malin

  • Reply
    Cecilie BD
    5. maj 2017 at 22:13

    Helt enig med deg – jeg vil ikke betale for noe som straks etterpå blir søppel!
    Bruker samme løsningene som du nevner – bortsett fra mel i stedet for bakepapiret – den var ny for meg!

    Begge sønnene mine har vi hatt i tøybleier. Moderne lommebleier er veldig enkle, og moderne vaskemaskiner likeså! Samme bleiene som vi kjøpte til eldstesønnen er i bruk enda, de holder lenge. Og så er de mye finere enn engangsbleier!

  • Reply
    Pia
    6. maj 2017 at 5:57

    Ja, der er godt nok mange steder man kan sætte ind (også mange flere end vi lige har tænkt). Jeg troede egentligt at vi var ret godt med, men jeg kan godt se, at jeg “kun” har tænkt på de typiske ting, som madkasser, glasbeholdere med låg til madrester mm. Der er stof til eftertanke på en lørdag ;0) Jeg genbruger bageparpiret, men vil gerne prøve med melet – hvor meget drysser du på?

  • Reply
    Anne Kathrine
    6. maj 2017 at 7:51

    Jeg var på Aarhus Central Food Market forleden, som er et nyt sted lidt ala Torvehallerne møder Copenhagen Street Food. Og der slog det mig, hvor grænseløst store mængder service, der blev brugt. Nuvel, en del var af bambus og i bionedbrydeligt træfiber, men det er simpelthen ikke godt nok! Jeg begriber ikke, at man ikke på sådan et sted laver en fælles serviceordning, i det mindste på bestikket, for det er jo ekstreme mængder der går til.
    I Aarhus er vi ved at være rigtigt godt kørende på affaldssorterings-fronten, men det ærgrer mig når genanvendelse af affald bliver en undskyldning for at det er OK at alting er pakket ind i store mængder plastik – og især når et sted som ACFM ikke har sorteringsmuligheder opstillet..

    • Reply
      Emma
      6. maj 2017 at 8:21

      Jeg tænkte på præcis det samme, da jeg var der! En ordning med central opvask må da kunne svare sig også økonomisk med de store mængder emballage, der ryger gennem systemet i løbet af dagene. Men måske ville stadeholderne se det som noget dårligt at have det samme service som de andre? Meget af det er jo også fyldt med reklamer/logoer/brandet.

  • Reply
    Katrine
    6. maj 2017 at 8:45

    Jeg er også kæmpefan af Divacuppen, hold nu fast hvor er det bare nemt og bekvemt, særligt når jeg dyrker sport. Genialt! Alle piger og kvinder burde have sådan en.
    Herhjemme bruger vi udelukkende stofservietter, både til hverdag og fest. Alle gæster siger at det føles luksusagtigt og flere af dem er endda selv begyndt at købe nogle. Jeg har forskellige nuancer af blå, så de er lette at vaske sammen, men samtidig er forskellige alt efter duge osv.
    Stofposer er en selvfølgelighed hos os.
    Det nyeste jeg er begyndt med er at høste blomsterfrø, når stauder og blomster afblomstrer. Hold nu op hvor er det nemt og min have bliver mere bæredygtig og smuk 🙂

  • Reply
    Monika
    6. maj 2017 at 9:19

    Mine bedste tips er at altid tage stofpose med i butikken, både til varerne men også til grøntsager etc istedet for dem man kan tage i butikken der er af plastik.
    Vedr. min egen hygiejne bruger jeg kun menskop og stofbind, hjemmesyede så får jeg også brugt stofresterne mine.
    Jeg har lyst til at lave stofstykker MF bivoks smeltet ind i til at bruge istedet for plastikfilm over skåle etc. og til at have min madpakke i. Jeg er ingen fan af madkasse til mig selv da min taske altid er fuld af alt andet. Så plads er afgørende.
    Vi burde begynde at bruge tørrepapir af stof og ikke engangs af papir, men jeg vægrer mig lidt til at prøve. Måske det er mit neste projekt?
    Go Lørdag Jane!

    • Reply
      Jane
      1. juni 2017 at 20:31

      Tak for en masse gode tips:) Jeg tror nok min grænse går ved toiletpapir – men man ved jo aldrig 🙂 Hav en god aften 🙂

  • Reply
    Johanne
    7. maj 2017 at 5:40

    Jeg ærger mig også over hvor meget der bruges. Jeg er nu startet på en arbejdsplads hvor engangs service er banlyst, men tilgengæld synes de at alt slik og snacks der er enkelt indpakket er “cute” og vandflasker foretrækkes til vigtige møder fordi det føles mere “luksus”
    På den måde har vi jo også en syg skævvridning ift opfattelsen af emballage.

    • Reply
      Jane
      1. juni 2017 at 20:31

      Ja, det er helt skævt, og så endnu på en (formodentlig) grøn arbejdsplads….

  • Reply
    Lea
    8. maj 2017 at 4:26

    Jeg er også stor fan af menstruationskop. Jeg har købt et par stofbind til de dage, hvor det er smartere, og har ikke brugt plastikbind siden. Måske kan det være inspiration til næste udskiftning af engangsting?

  • Reply
    Grethe
    9. maj 2017 at 8:09

    Jeg har klippet en gammel blød bomuldst-shit op i små firkanter, som jeg bruger i stedet for vatrondeller til at rense make-up af med. Det er meget blødere! Efter brug kommer de i en vaskepose, som kommer med en kogevask, når det passer. (Det er lidt vigtigt med vaskeposen, har jeg fundet ud af – ellers kan de små stofstykker nemlig sætte sig fast i maskinen, når vandet skal pumpes ud…)
    Vi burger også klude i stedet for køkkenrulle og jeg har fået en stor stak gamle bløde lommetørklæder i stedet for kleenex. Det pudsige er, at huden under næsen ikke bliver rød i nær samme grad nu.

  • Reply
    Emilie
    9. maj 2017 at 11:44

    Tak for at dele dine tips til at minimere skrald! Jeg er altid på udkig efter nye idéer.

    Jeg bruger altid en stofmulepose, når jeg køber ind, så jeg undgår at skulle købe plastikposer. Og så er jeg ved at arbejde på at få fat i nogle stofnet, som skal bruges, når jeg køber frugt og grønt i løsvægt i stedet for at bruge de der små plastikposer, som altid ligger i grøntafdelingen.

    Som flere andre er jeg også ret glad for menstruationskoppen. Når den sidder rigtigt, kan jeg faktisk næsten helt glemme, at den er der(!). Man sparer virkelig mange penge og skrald med sådan en.

    Og så kan jeg anbefale at bruge bivokswrap til indpakning af mad i stedet for vitawrap eller staniol. Hvis du ikke har hørt om det, så søg evt. på Bee’s Wrap eller Abeego.

  • Reply
    Christina
    25. maj 2017 at 17:21

    Jeg synes når det kommer til ens egen husholdning så er det mere enkelt at forholde sig til at minimere sit emballage affald. Det er mest ude i verden at det er svært! Jeg går nærmest ned, når jeg er til en fest, hvor der er indkøbt plastik krus og bestik. Jeg har lyst til at skrige til folk, at de skal lade være, men det lytter de nu ikke rigtig til, har jeg erfaret( heller ikke hvis jeg lader være med at skrige :). Der er også alt det snack og take away og coffee to go skrald, som der er meget af, og som også ligger på gader og stræder. “what to do?” Måske skulle man stoppe med at købe snacks, når man var nogle steder, det har jeg selv tænkt over, at jeg ville prøve at gøre!

    • Reply
      Jane
      1. juni 2017 at 20:19

      Helt enig – jeg kan også virkelig være ganske anstrengende at høre på – men jeg spørger tit om der ikke var en bedre løsning en plastikkopper eller plastiktallerkener. Det er de færreste situationer, hvor det virkelig er nødvendigt. Jeg vælger aktivt steder fra, hvor der er for meget emballage-spild – men der er også tidspunkter, hvor det er vigtigere at få noget hurtig mad – så jeg er ABSOLUT ikke perfekt heller.

  • Reply
    Lisa
    8. maj 2018 at 11:19

    Jeg bruger rødbedeglas og syltetøjsglas til ALT. Til takeaway kaffe, iste, vand, til madpakke, til madrester, til ekstra drikkeglas når vi har mange gæster, til hjemmesyltede grøntsager, hjemmelavet mayo og pesto osv. Til opbevaring af frø og kerner, sukker, slik, krydderier, skruer, nøgler, blyanter og små dimser på mine børns værelser osv. Plejer at genbruge bagepapiret til det går i stykker, men vil prøve med mel næste gang, tak for tippet 🙂

  • Reply
    Henriette
    28. juni 2018 at 6:43

    Det er en spændende proces, det der med at udrydde engangsprodukter. Vi arbejder os lige så stille i den retning, men med små skridt. Jeg forsøgte at gøre alt på en gang og så knækkede jeg nakken. MEN – klude i stedet for køkkenrulle (vi har ikke købt køkkenrulle i 1½ måned nu – og tidligere købte vi en pakke med 4 ruller hver anden uge). Stofservietter i stedet for papir. Min søster har hæklet vatrondeller i rester af bomuldsgarn til mig. Jeg bruger stofbind og cup og har gjort det siden jeg fødte mit yngste barn – hun er 5 år. Vi får leveret varer fra nemlig og de er ikke ret gode til at minimere emballage, men vi bruger de store poser som affaldsposer og har således ikke købt affaldsposer siden vi begyndte at få varer fra dem. Papirsposerne som enkeltfrugt leveres i bruger vi f.eks. når skolebarnet skal på tur og derfor har brug for at madpakken fylder og vejer mindst muligt. Når vi handler i supermarkeder bruger vi stofnet til indkøbene og hjemmesyede poser i gennemsigtigt stof til løsfrugt. Jeg har udfaset gavepapir og bruger i stedet gamle tørklæder og stofstykkker til indpakning – og til børnenes pakkekalendre har jeg syet stofposer i alle mulige størrelser, som gaven lægges i hvorefter den ryger i julesokken. Og apropos pakkekalendre er jeg begyndt at samle småting ind til gaver allerede nu. Det gør det nemmere at købe noget, de faktisk har brug for (gode farveblyanter, strømper o.li.), noget af høj kvalitet (godt julepynt til værelset, lækkert syrefrit tegnepapir osv) og brugte ting – f.eks. fandt jeg for nylig en lille kat i porcelæn i en genbrugsforretning og jeg ved at mit yngste barn vil elske den.
    Vi er ved at udfase shampoo mm i flydende form for at gå over til barer fra Friendly. De indeholder ikke mikroplast og de er pakket i papæsker af genbrugspapir. Vi har investeret i 6 voksduge, som vi bruger ifm. fødselsdage i stedet for papirduge – og jeg er (mine børn har vist, 7-9-13, ikke opdaget det endnu) holdt op med at købe balloner, sugerør etc. til deres fødselsdage. Jeg lurer på at købe genbrugelige sugerør som det næste, fordi ungerne stadig synes det er ekstra fancy.

    Jeg ville dog ønske, at det var nemmere at undgå engangsemballage ude af huset. Jeg prøver, men det er altså vanskeligt nogle gange. F.eks. drikker jeg stort set aldrig to go-kaffe, men sidst jeg gjorde var jeg forberedt og havde min egen termokop med. Den passede så bare ikke i maskinen på motorvejstanken, så det hjalp ikke. Æv!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.