Test

  • Test

    Drømme om selvforsyning på 229 kvm

    Indlægget indeholder affiliate links. Det betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis du kan bruge anbefalingen og følger linket.

    Jeg drømmer om forår, lunere vejr og små grønne skud, der spirer i min lille-bitte køkkenhave. Det kom virkelig bag på mig sidste år, hvor meget grønt vi reelt kunne bære fra haven, direkte ind i køkkenet og sætte på bordet. Og det var en særlig positiv overraskelse, hvor meget plastik-indpakket salat vi slap fra at købe, bare ved at lægge en minimal indsats og blot ved hjælp af en ganske lille smule jord, i mine fine højbede. Det gav mig lyst til at prøve at vride endnu mere mad ud af vores få kvadratmeter have. Så jeg vil prøve at udnytte pladsen bedre i år, og sørge for at så løbende, så vi ikke endnu engang pludselig står med mere salat end vi kan spise.

    Og jeg vil også gerne kunne høste lidt tidligere i år, så jeg har store planer om at forspire lidt indenfor, før vi slipper planterne løs i det fri. Og det er planen, at haven skal udvides med et lille drivhus, så vi også kan høste tomater og agurk. Som sidste år, vil jeg igen fokusere på kun at så planter, som vi har en chance for at få brugt. Jeg ser ingen grund til at rykke madspildet til køkkenhaven ved at dyrke mad, der blot ryger direkte i komposten. Så vi skal have forskellige slags salat, spinat, radisser, krydderurter, jordbær og squash.

    Med en lille have, er vi nødt til at tænke kreativt for at få plads til lidt køkkenhave, og som det kan ses på billedet ovenfor, så er højbedene placeret et sted, hvor der før blot var pyntesten og spildplads. Og rent tilfældigt, så står de på en sådan måde i forhold til huset, at der er sol på dem hele dagen. Højbedene er ca. 60 cm * 3 meter, og er lavet af min superseje storebror, og han har lovet, at de bliver endnu pænere med alderen 🙂

    Jeg har været på biblioteket og låne bøger om permakultur og selvforsyning i små haver, og glæder mig til at blive lidt klogere på emnet, men hvis vi også skulle dyrke kartofler i vores have, så ville jeg være nødt til også at inddrage den lille græsplæne og som børnefamilie er det ikke en reel mulighed. Men måske vi skal prøve at dyrke lidt kartofler i krukker, bare for at prøve det lidt.

    Egentlig drømmer jeg også om høns, bare 3-4 stykker til at spise vores madrester og give æg retur. Men der er kæresten ikke helt overbevist, så den ide er sat lidt på standby indtil videre.

    Drømmer du grønne drømme?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin