Hippie-hacks

  • Hippie-hacks

    #hippie-hacks – vilde blomster

    En måde at få lidt farver ind i hjemmet, og skabe lidt forandring, uden at købe nye ting, kan være at sætte lidt friske blomster på bordet. Jeg har faktisk lidt svært ved generelt at holde liv i planter, men med afskårne blomster, så er det ikke meningen, at de skal overleve, og så skader det ikke mit grønne-fingre-ego, når de visner 🙂

    MEN, og der er et men, jeg har aldrig brudt mig om at bruge penge på blomster, da det hurtigt bliver en dyr fornøjelse, og så stor glæde giver det mig ikke – det er jo ikke garn 🙂 Og da det efterhånden gik op for mig, at de fleste blomster du kan købe, enten er fløjet (!) til Danmark eller er dyrket i drivhuse og med masser af kunstgødning, så var det rent no-go.

    Men siden vi flyttede på landet har der, i sommertiden, været fri adgang til grøftekanter, hvor der vokser det fineste udvalg af blomster, græsarter og grønne planter. Så de sidste to somre har drengene og jeg jævnligt plukket en lille buket til at sætte på bordet. Udvalget skifter i løbet af sommeren, hvilket bare gør det mere afvekslende at gå på blomsterjagt, fremfor at gå i en butik, hvor der er det samme udvalg året rundt.

    En ekstra dejlig ting ved blomsterne er, at når de er visne kan de bare ryge direkte i komposten, og de har aldrig været pakket ind i papir eller plastik, så det er ren zero waste 🙂

    Jeg har to små vaser, som jeg bruger til blomsterne lidt på skift, de er begge arvet fra familiemedlemmer, som ikke brugte dem mere, så nu har de fået nyt liv på vores spisebord. Når de ikke er i brug, så pynter de på vores reol, så de fylder ikke bare op i et skab et sted, hvor de bliver glemt.

    Johanne har skrevet mere om blomster og bæredygtighed her.

    Hvis du ikke orker, at støve rundt i grøftekanterne, så kan du købe blomster, der er dyrket økologisk hos Vilde Violer. Jeg kender ikke pigerne bag firmaet, men de laver de smukkeste buketter, så deres instagram-profil er også et besøg værd.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Hippie-hacks

    #Hippie-hacks – stofservietter

    Min stakkels familie har efterhånden lagt ryg til en del af mine forsøg på at bringe en mere bæredygtig levevis ind i vores hjem. Min seneste idé har været lidt sværere at overbevise min kæreste om, end de øvrige. Vores regel er, at jeg får 14 dage til at indføre den nye vane, og derefter evaluerer vi, hvordan vanen passer ind i vores hverdag.

    Mit sidste projekt har været, at jeg har udskiftet køkkenrullen med stofservietter. Jeg købte en dug i genbrugen, og syede 16 stofservietter ud af den, ved at klippe dugen i firkanter, og sy et lille ombuk hele vejen rundt på hver serviet. Dugen kostede 15 kroner, så det er en ganske fin pris på cirka 1 krone stykket 🙂

    Tanken er, at når stofservietterne kan genbruges utallige gange, så sparer vi en masse skrald, altså køkkenrullen, som i sagens natur kun kan bruges én gang. Det burde også spare lidt penge, hvis vi slet ikke køber køkkenruller.

    Stofservietterne er placeret på spisebordet, og i de situationer, hvor vi normalt (og det er mange som børnefamilie) ville række ud efter køkkenrullen, så snupper vi blot en stofserviet i stedet for. Det sparer alt mellem 2 og 16 stykker køkkenrulle per måltid, alt efter antallet af gæster, og hvilken mad vi spiser den enkelte dag. Stofservietterne giver ikke ekstra vasketøj, da de ikke fylder særligt meget, og fint passer ind i den ugentlige 60 graders vask, som vi jo alligevel skal sætte igang.

    Min kærestes anke går på, at det er besværligt at bruge stofservietterne (?) og at vi risikerer at løbe tør for servietter (?). Ikke verdens bedste argumenter, så denne gang har jeg ikke accepteret hans indvendinger imod den nye “vane”. Jeg er selv virkelig vild med at bruge stofservietter istedet for papir 🙂 Så indtil videre bliver stofservietterne på bordet – og jeg har gemt køkkenrullen for resten af familien 🙂

    Kunne du undvære køkkenrullen?

    God weekend derude 🙂