Limbo og Indien tur-retur

Disse dage ventes der. Først og fremmest på, at vi kan flytte, hvilket endelig (!!!) sker den 17. oktober. Så tæt på, og alligevel så langt væk. Vi venter på, at det kan svare sig at pakke. For en af glæderne ved at leve minimalistisk er, at vi ikke har så meget mere, end det vi rent faktisk bruger. Så vi har ikke pakket en eneste flyttekasse endnu. Til gengæld slæber jeg pose efter pose til den lokale genbrug. Flere gamle babyting, endnu flere ubrugte køkkenting og møbler som vi havde stående på loftet. Og jeg sælger (stadig) en masse ting via trendsales og dba.

Men trods vores minimalistiske tendenser, så havde vi stadig forestillet os at pakningen så småt var startet på nuværende tidspunkt. Planen var at pakke langsomt og bruge tiden på at sortere en allersidste gang, og så en gang for alle være færdig med declutteringen. MEN da den ene halvdel af vores forældreteam (min kæreste) netop nu “nyder” fjorten dages uplanlagt arbejdsrejse i Indien, så går de fleste af mine vågne timer med de rent praktiske opgaver, der udgør vores hverdag, og pakningen er udskudt til han kommer hjem. Så der ventes også på at  pakningen og sorteringen reelt kan begynde.

Jeg glæder mig meget til endelig at få pakket lejligheden og kælderen ned, og få flyttet de møbler vi rent faktisk skal have med, og komme rigtigt på plads i huset. Jeg føler mig lidt som en væddeløbshest, som venter på at få lov til at løbe afsted. Jeg har nu brugt over elleve måneder på at forberede flytningen fysisk og mentalt, og jeg er helt klar NU. Så der ventes og tælles ned.