Frugal Friday
Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.
I de sidste par uger har vi:
- Skruet en tand mere ned på kødet ovenpå julens madorgie. Jeg formåede at lave en mean “kødsovs” med røde linser og væltet køleskab – der var mad til tre dage – først wraps, senere pasta og “kødsovs” og nu ligger der en rest i fryseren, der skal blive til en indisk ret næste uge (tilsæt kokosmælk tada). Det er seriøst billigt, nemt og god samvittighed i et fint lille kinderæg af wins.
- Lappet et hullet knæ på et par af lillebrors yndlingsbukser, så burde de kunne holde indtil benene vokser det sidste ubarmhjertige stykke og de ikke kan bruges (af lillebror) mere.
- Fundet en afløser til min skuldertaske, som nærmest ikke kunne hænge sammen mere. Jeg fandt præcis den samme – blot i bedre stand – i den lokale genbrug til 16 (!)kr. Universet leverer hver-eneste-gang 🙂
- Været til kobberbryllup – i fint tøj fra skabet. Det er længe siden, at en ny fest var anledning til at købe nyt tøj – vi har jo så meget fint allerede.
- 2/4 af hjemmets beboere har været småskidte, så aftensmaden er blevet nedskaleret, så alle kunne være med. Den eneste aften dømte vi “morgenmad-til-aftensmad” og spiste havregryn, müsli og frisk frugt. Drengene elsker, når det sker og forældrene elsker den nemme madlavning 🙂
- Yndlingspigerne på Grønland har fødselsdag til marts, så jeg har stået på hovedet i garnresterne og strikket to kjoler til dem (billedet ovenfor). Det er på ingen måde en spareøvelse, da jeg elsker at strikke og de elsker at bruge strik, men det føles rart at få brugt garnresterne til noget, som skaber så stor glæde.
- Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder at skabene stadig bugner af slik fra jul/nytår. Det er efterhånden tydeligt, at min vane med at småsnacke slik i løbet af ugen har været en dyr fornøjelse, når der konstant skulle købes nyt fredagsslik. Ups.
Denne fredag er også lidt særlig fordi jeg har åbnet for nye medlemmer til Janes Dagligstue. Planen er at åbne for nye medlemmer en gang om måneden, så de kan nå at være med til at vælge temaet til næste måned. Medlemsklubben er stadig et nyt projekt, og det er skægt at være med til at starte noget helt nyt op. Jeg er virkelig spændt på, hvilket emne medlemmerne vælger til februar måned 🙂
God fredag derude.
-0-
Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.