Minimalisme som default mode

Minimalisme for mig handler ikke om at være god til organisere en overflod af ting på en ny, smart måde, bag hvide flader, så det ser fint ud. Minimalisme for mig handler om jævnligt, kritisk at vurdere om jeg stadig har brug for/føler glæde for de ting, som jeg overgiver mig med. Og hvis svaret er nej, så skal de videre ud i verden. Brugt tøj gives videre, bøger og køkkenting sendes til genbrug og mere værdifulde ting sælges. Og for hver ting, der bevæger sig videre ud i verden føler jeg kun lettelse, og ro omkring mig. Minimalisme er på en måde den utimative materialisme – for jeg finder mig ikke i at eje plastik-crap, der ikke forskønner, ting der ikke virker og jeg beholder kun tøj og sko i mit skab, som er absolutte favoritter. Livet er for kort til andet.

Jeg prøver at give kærligheden til få, nøje udvalgte ting videre til mine børn. Men jeg vil hellere ikke være hysterisk, og ende med at sende dem i den helt modsatte grøft. Så børneværelserne i vores hus er farvestrålende, og med rigelige mængder plastik-fantastisk legetøj. Men jeg forsøger at vise dem, at hvis man jævnligt rydder ud i tingene, så er det nemmere at holde orden og finde sine ting. Hjernevasken er begyndt …

Der er ingen tvivl om, at jeg er til den ekstreme side, når det gælder om at leve med ganske få ting. Minimalisme er klart mit default mode. Hvis jeg er i tvivl, så vil jeg hellere skille mig af med ting, end at beholde dem. Særligt, hvis jeg møder nogen, som bedre kan bruge det end mig. Og hvis jeg boede her alene, kun med mine egne ting, så var det et ganske tomt hus. Jeg ville trives fint på meget lidt plads, sådan nærmest hotel-agtigt ryddeligt. Men jeg er heldigvis ikke alene om at bestemme, og vi har fundet en fin balance, her i vores lille hus. Med plads til både plastik-legetøj, og store mængder cykler og garn 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.