Om børn, skærme og fokus
Jeg ville egentlig have skrevet mere om listen her til aften, men jeg havde en oplevelse idag, som jeg gerne vil dele og høre jeres tanker om. Min mindste dreng havde farvel-fest i børnehaven. En fest, hvor hans fantastiske pædagoger lægger den røde løber ud, pynter op, laver mad og forkæler børnene. Og at dømme ud fra den høje musik, diskolysene og de røde kinder, så havde de haft det super sjovt. Da vi voksne kom for at hente vores trætte unger hjem, så havde de arrangeret fremvisning af en dukke-teater-film, som ældste årgang havde lavet, og som var så sød og sjov.
MEN (kunne du godt se, at der kom et men) undervejs i filmen, som varer godt 15 minutter, så får først een og så over halvdelen af børnene, som var sat i centrum på en madras foran filmfremviseren, hentet mobiltelefoner fra deres forældre, og sad og filmede skærmen, hvor filmen blev vist. Og efter fem minutter, så sad de enten og dimsede med telefonerne, filmede filmen eller rendte forvirret rundt.
Hele seancen blev, hvis man er lidt kritisk omkring brug af skærme, lidt et billede på, hvordan vi viser børn, at verden skal opleves – helst igennem en skærm. Alternativt, så kunne de respektive forældre have sagt nej til brug af mobiler, bedt deres børn om at placere måsene tilbage i madrassen og vise noget respekt for det arbejde, som de selv har været med til lægge i filmen.
Er det mig, som er helt håbløst gammeldags, når jeg havde foretrukket, at ungerne holdt fokus på filmen i de små 15 minutter, som den tog – og om ikke andet – at deres forældre havde hjulpet dem til at holde det fokus?
Vi lever ikke et analogt liv herhjemme, og vores børn har adgang til både ipads, xboks og pc’er – men det er os voksne der bestemmer mængden – og pt. er der helt skærmfrit mandag – torsdag, hvilket har givet dem ro til at lege i stedet for at gå og vente på, hvornår de måtte sidde med hovedet i skærm igen. Og de får ikke lov til at sidde med en skærm blot fordi de skal sidde og vente i få minutter hos frisøren, lægen eller restauranten. Jeg kan godt forstå, at man har lyst til at vælge den nemme løsning og “pause” sit barn med en skærm, for at slippe for uro eller ballade. Men det virker som en kortsigtigt løsning, hvis de så aldrig lærer, at man nogen gange må acceptere lidt ventetid – det kan godt gøre deres skoletid til svær.
Så vi kan måske overveje, hvilke børn der er vi sender videre i skolesystemet, og senere ud i verden, hvis de har fået en “digital sut”, hver gang de skulle vente bare et øjeblik. Og det burde efterhånden være bevist, at mobiltelefoner bare ved deres tilstedeværelse, skader vores evne til at holde fokus og være opmærksom. Så deeet….!
Jeg er helt med på, at vi ikke skal skrue tiden tilbage til, at børnene kunne vælge mellem at hjælpe til i marken eller lege med en pind i jorden. Og jeg mener faktisk, at skærme og al mere eller mindre ny elektronik har en berettigelse og en plads i det samfund, som vi alle er en del af. MEN jeg føler pt. at vi er igang med at frarøve vores egne børn evnen til at fokusere og evnen til at være mentalt tilstede i et øjeblik, uden at skulle aktiveres og måske endda selv finde på noget at lave – og helt skrækkeligt – måske nå at kede sig en lille smule. For det er netop når man keder sig, at hjernen vokser (hvilket mine børn vil hade mig for evigt for at have gjort til et motto – jeps – jeg er DEN mor :)).
Hvad tænker du? Er jeg bare gammel og forstår ingenting? Hvad er din tilgang til børn og skærme?
-0-
6 kommentarer
Helene
Vi er med dig herhjemme – har været omkring en del forskellige løsninger, og efter både frit skærmforbrug for helt fravær i en måneds tid, endte vi på en klippekortsløsning med et klip pr dag svarende til 30 minutters skæretid. Det viste sig dog at give uoverskuelig mange konfliktermed overgangen fra skærm til anden leg – det var simpelthen for svært for ungerne at skulle reaktivere hjernen til at finde ind i en leg igen efter at have siddet med skærmen. Så pt ører vi på 3. måned med kun skærm om fredagen. Der er så til gengæld fri skærm fra vi kommer hjem fra skole til sengetid. Det har gjort at der er meget mere leg resten af dagene, og vi oplever at børnene har meget lettere ved at finde ind i en leg og blive i den – de bruger også meget mere af deres legetøj, og interagerer meget mere. De accepterede lynhurtigt de nye regler, selvom de stadig mener at det er ret strengt at der er nul Ipad og fjernsyn 6 ud af 7 dage. Der er selvfølgelig undtagelser, f.eks. når nogen er syg, ved lange køreture, eller når der er legeaftale, hvor det er svært for barn nr 2 at være med – den har vi ikke fundet en løsning på endnu.
Julie / Hverdagensro
Fantastisk indlæg Jane! Kunne ikke være mere enig, og vi har samme princip herhjemme: skærme hører ikke til i hverdagen, der er DisneySjov fredag, morgenfjernsyn må man gerne se 1 afsnit af yndlingsserien lør/søn – og måske hver 2. weekend er der 20 min iPad til. Alt i alt måske 2 timers skærm på en uge, og ikke fjernsyn i løbet af dagen i weekenden, kun om morgenen eller hvis ønsket, vekslet til et afsnit Bonderøven med mor og far om aftenen.
Det vanvittige i det her er – udover alt det du beskriver – at jeg tit fanger mig selv i at undskylde vores holdning. At underkende mig selv på en “ja vi er jo også lidt gammeldags og strikse lige på det punkt”. Og får ondt i maven over min egen opførsel, for i virkeligheden har jeg lyst til at råbe højere og være mere ærlig om hvad jeg tror de andre forældre gør ved deres børn. Det er ikke et blame-game, men egentlig trist at det er mig der skal føle mig underlig her…
Marlene
Jeg kan ikke være mere enig med dig!!!
Jeg havde en ligende oplevelse sidste weekend, hvor vi tog på stadion og så en fodboldkamp – faktisk en spændende en af slagsen…
Længere henne på tribunen sad en dreng med en iPad og filmede kampen, hvilket jeg også synes er helt tåbeligt, da den sikkert også bliver sendt i tv. Så bliver jeg også lidt gammeldags…
I morgen holder min søn 9års fødselsdag for drengene i sin klasse, og jeg har besluttet, at lave en mobilparkering i entréen når de kommer, for at undgå evt. konflikter og andre trælse situationer…
Rigtig god dag ?
Grethe
Jeg kunne heller ikke være mere enig!
En anden ting, der gang på gang falder mig for brystet, er, når vi er samlet nogle familier med børn, hvor det er vi voksne, der kender hinanden bedst, og børnene måske ikke kender hinanden så godt, eller har ret forskellig alder, så de derfor ikke hurtigt falder ind i en leg. I den situation oplever jeg ofte, at børnene hurtigt spørger efter, eller endda uopfordret får en skærm i hånden. Så er det altså lidt svært at prøve at få sine egne børn forklaret, at det altså er rigtig spændende at lære nye børn at kende og lege med nogen, man ikke plejer at lege med…
Fríða
enig! iövrigt synes jeg de voksne også gör det samme, meget irriterende f.eks. når man er til konsert og halvdelen af salen er oplyst af telefonskærme der optager det der sker på scenen. er det virkelig sådan at folk selv tror på at de skal sætte sig med telefonen når de kommer hjem for at genlytte til konserten? og ligeså når man er til arrangemang hvor börnene viser op teater eller man er i kirken til konfirmation/bryllup etc. og ingen kan nå at nyde at fölge med i det der sker fordi “alle” skal stå op hele tiden for at tage fotos, også selvom der mange gange er en officiel fotograf og alle kan efterfölgende få alle de fotos de önsker sig.
kh.fra Island
Frida
Malena
Super godt indlæg! Vi er netop selv i processen med at finde ud af hvordan skærmtid skal foregå herhjemme. Vi er pt. på 1/2 time om dagen i hverdagene og 1 time i weekenden, men vi voksne oplever netop problemet med at det er svært for ungerne at komme tilbage til at lege selv bagefter, så det skal justeres igen.
Plus den store, som selv har fået en telefon, har svært ved at forstå at det også er skærmtid når han sidder og skriver beskeder via Messenger til familien.. Men som altid spejler han bare far og mor som også desværre bruger for meget tid på telefonen ☹️ Jeg overvejer en elektronik-fri juleferie. For alle i familien ❤️