Frugal Friday

Frugal friday

Grundet stor efterspørgsel (fra mindst tre personer), genopliver jeg nu Frugal Friday her på bloggen, så derfor ….

Frugal friday-indlægene er min (semi-)ugentlig opremsning af de små og store valg vi har foretaget i løbet af ugen og som, på den ene eller anden måde, har sparet på ressourcerne. Enten de fælles ressourcer i form af vores miljømæssige aftryk, eller ressourcer i form af tid, penge og energi i vores egen lille familie.

I den sidste tid har vi/jeg:

  • Opdaget, at vi har betalt trænings-abonnement for vores store dreng, selvom han ikke længere bruger det. OG jeg skal lige huske at sige, at han selv fortalte os, at vi godt kunne melde det fra igen. Det er flere måneder siden, så pengene lige siden er røget direkte ud af vinduet. Godt så, ingen perfektion her. Abonnementet er nu afmeldt.
  • Som lovet i sidste podcast, endelig fået ryddet op i hjørneskabet i køkkenet. Primært viste det sig, at jeg havde glemt for mange glas, og dem uden låg er nu røget videre til storskrald. Ellers var der ikke noget der skulle videre, men det er nu sat bedre, så der er plads til min elskede panini-grill, så den ikke skal stå fremme. Og der gemte sig pant for 40kroner, så det var en fin belønning for oprydningen.
  • Fået et skattet råd fra en god veninde om at lægge peberfrugt i køleskabet. Vi har ellers haft dem liggende i vindueskarmen og de blev nemt dårlige. Rådet er hermed givet videre.
  • Afleveret en stor pose tøj til den lokale genbrug. Både noget som drengene var vokset fra, men også noget arvetøj, som jeg havde gemt igennem tiden, men som hundrede procent aldrig bliver noget drengene tager på. Det er nemt at få gemt for meget, og så mister jeg overblikket og risikerer, at intet bliver brugt. Så hellere få noget af det ud i verden, hvor andre kan få glæde af det.
  • Med glæde opdaget, at jeg havde gemt 3-4 IKEA-poser med babytøj til det første års tid, hvilket nu er i brug af min lille nye nevø. Det meste af tøjet er købt brugt til mine drenge, men jeg elsker muligheden for at give min søster muligheden for ikke at starte helt forfra i hver størrelse. Og det er skønt at se tøjet blive brugt endnu engang.
  • Modtaget bibliotekspenge. Det er ikke alle der ved det, men forfattere får betaling når deres bøger står på bibliotekerne. Den udbetales årligt. Så hvis du ikke har råd til at købe mine bøger, eller bare gerne vil bruge biblioteket eller e-reolen, så får jeg stadig en lille betaling for mit arbejde. Jeg bruger selv mit lokale bibliotek minimum engang om ugen. Elsker muligheden for at testlæse bøger før jeg køber de bedste.
  • Haft stor lyst til at købe en ny kalender. Mange bolde i luften er nemmere, når der skrives ned undervejs. Men jeg valgte at beholde den notesbog jeg allerede bruger og selv lave kalenderblade til den. Så får jeg brugt den op, og det føles også rigtigt rart.
  • Sået en gammel frøblanding ud i en tom krukke, sået spinat og importeret rucola salat fra min mor, hvor det gror som ukrudt. Samlet giver det os en masse bladgrønt, der kan hentes i haven til frokost og aftensmad. Derudover har jeg hindbærbuske, lidt jordbær, squash og selvsåede tomater, som måske – måske ikke – overlever at jeg rykkede dem til terrassen. Det er langt fra selvforsyning, men jeg elsker at kunne hente lidt spiseligt i haven, og det lærer drengene at man kan dyrke sin egen mad. Det er en fin viden at have med sig.

Som et nyt forsøg, så vil jeg lave frugal friday indlæg både på skrift og som podcast, så du vil snart kunne lytte med her. Jeg tester lige om det bliver for meget arbejde, så lad mig endelig vide om du kan bruge begge formater 🙂

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.

4 kommentarer

  • Inge

    Jeg synes det er dejligt at du er tilbage på skrift, så jeg kan læse det her på terrassen til fuglefløjt (og ikke andre lyde). Jeg elsker at ting er på skrift og ikke kun på podcast eller video, hvor støjen så overdøver stilheden.
    Jeg hører også gerne podcast, men det vil være i bilen eller andre tidspunkter, hvor stilheden ikke kan/skal nydes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.