Taknemmelighed

De sidste to dage havde jeg prøvet at fange mormor på telefonen. Og efterhånden som antallet af mistede opkald voksede på min mobil, steg min puls tilsvarende. Sandheden er, at selvom jeg føler mig tæt på hende, og det er nemt at holde kontakt via telefonen, så er det to timers kørsel til at besøge hende fysisk og det betyder, at jeg ikke lige kan kigge forbi for at tjekke om alt er okay. Heldigvis, så bor hendes søn, min morbror lige ved siden af hende, så jeg har altid en nødlinje til at tjekke om hun har det godt.

Femte og sidste opkald til mormor – før jeg havde lovet mig selv at sladre til min morbror – så tog hun telefonen. Og kunne berette, at hun blot har brugt de sidste par dage mest udenfor. Og har klippet indersiden af hækken, så den er vinterklar. Med en hækkesaks, uden strøm. Hun er hundrede og et 🙂

Jeg blev så lettet, da hun tog telefonen, at jeg næsten græd. Men vender frygten til glæde for, at vi endnu engang kan tale sammen. Om ugens oplevelser, dagens måltider, sæsonens æblehøst og bekæmpelse af madspild 🙂 Jeg er så taknemmelig for at kunne tage telefonen og høre hendes stemme, endnu engang. Det tager jeg ikke for givet. Ikke det mindste.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram, på podcast eller i verdens bedste facebook-gruppe.