Om den lille guide til opsparing …
Som jeg delte på instagram forleden, så er min kommende bog nu sendt til forlaget, og er officielt ude af mine hænder. Det har været lidt en joke omkring min første bog, at der ikke er meget lille guide over 150 sider, og det bliver endnu “værre” denne gang, hvor bogen bliver næsten 200 sider. Men hvad kan jeg sige, jeg har mange ord omkring at skabe det gode liv med minimalisme og bevidst forbrug 🙂
Her er et lille udsnit fra Den lille guide til opsparing, om et emne, som nemt kunne få sin egen bog, nemlig pengehistorier:
“Hvad er en pengehistorie
En pengehistorie er en ”sandhed” om penge, som du har fået fortalt eller set udført så mange gange i dit liv, at du har accepteret den som sandheden, og ubevidst handler efter den. Pengehistorier opstår ofte i barndommen, da børns hjerner er særligt modtagelig for det, der sker omkring os. Pengehistorier, der ligger gemt i din underbevidsthed vil potentielt kunne modvirke de gode, fornuftige beslutninger, som du ønsker at tage omkring din privatøkonomi. Ubevidst vil du nemlig handle på en måde, så pengehistorien kan forblive sandheden og verdenen kan blive ved med at være, som du er vant til.
Hvis dine forældre aldrig talte om penge, så lærte du måske, at penge var tabu, og du kan få svært ved at spørge andre til råds omkring penge. Hvis dine forældre derimod skændtes om penge, eller manglen på samme, så lærte du, at snak om penge er farligt og skaber konflikter. Og du vil enten undgå at beholde dine penge, da du tror, at det vil medføre konflikter i dit liv – eller du vil få det til at betyde, at det gælder om aldrig at løbe tør for penge, fordi det kan skabe problemer i familien og du vil have lyst til at samle til bunke.
En pengehistorie, der lyder på, at ”rige mennesker er grådige og rager til sig”, kunne medføre, at du ”spiller lille” i din egen karriere og undgår de muligheder, der viser sig for at tjene mere end du gør nu. En pengehistorie om, at penge betyder tryghed kan medføre, at du bliver alt for længe i et job, som du ikke bryder dig om, fordi du ubevidst foretrækker det velkendte også selvom du ikke trives, fremfor at løbe en risiko med et nyt job, der er ukendt.“
Kender du din egen pengehistorie? Og arbejder den for dig, eller imod dig?
God lørdag derude.
-0-