Frugal Friday
Vi er nået til fredag i en lidt anderledes uge. Ungerne er startet skole igen, jeg har ligget syg tre (!) ud af fem arbejdsdage, og så er min bog (endelig) udkommet. Så absolut en uge med op- og nedture. Men nu er det fredag, jeg er på benene igen og bogen begynder at dumpe ind i postkassen hos dem, som har forudbestilt. Det er spændende og nervepirrende på én gang. Og lidt underligt – jeg har nemlig ikke selv har bogen i hænderne endnu. De trykte bøger ligger stadig på forlaget, og jeg har ikke kunne hente dem endnu fordi jeg har ligget syg. Så spørg lige om jeg glæder mig til imorgen, hvor det endelig kan lykkes. Yay.
Men nok om bogen, nu er det tid til at gennemgå de små skridt som vi har taget i løbet af ugen for at spare tid, penge og vores fælles ressourcer. I denne uge har vi:
- Undveget trangen til at købe panik-pizza og istedet lavet en hurtig grøntsagsuppe a la væltet køleskab. Det er det perfekte anti-madspildsmåltid. Der er brugt løg fra lager, en håndfuld kedelige gulerødder og en kvart squash fra vores lille-bitte-have, og i blendet form og med mini-pastaer er det et kæmpe hit (også) for drengene.
- Der er en enkelt portion suppe tilbage, og det bliver min frokost imorgen. Jeg tager gerne en for holdet 🙂
- Gjort penalhusene klar til skolestart. Drengene får ikke nye skriveting bare fordi skoleåret starter, men vi erstatter løbende, hvis de mangler noget. Hvert år køber vi dog en ny omgang farveblyanter til skolestart, og så bliver de gamle rokeret over til det fælles glas med farver, der altid står fremme i køkkenet. Jeg brugte anledningen til at gennemgå alle fællesfarverne, smide de mindste stumper ud og fik spidset resten. Så er vi klar igen.
- Apropos skolestart så kører vi også videre med samme skoletasker og penalhuse. Tanken er, at de får nyt hvis det slides op eller de vokser fra tingene. Jeg ved, at der er delte meninger om dette, men jeg ser ingen grund til at købe nyt “bare fordi”. Men jeg tænkte måske anderledes, hvis mine drenge havde en holdning til det, men de er ganske ikke-materialistiske på det punkt 🙂
- Strikket flere af den nemme babydragt på det sidste (opskriften er gratis her) og har sat dem til salg herovre. Når jeg har brug for at tænke eller slappe, så er det rart at strikke gentagelser, og jeg er nu oppe på 6-7 babydragter, så jeg har virkelig haft brug for at tænke 🙂
- Afleveret to poser til genbrug. Det ville måske være mere sparsommeligt at sælge alt, men jeg vil også gerne bruge min tid effektivt, og nogle gange gælder det bare om at få tingene hurtigt ud i verden, så det kan frigøre plads til noget nyt. Det skaber momentum og energi, og det kan vi godt bruge efter en uge med alt for meget sygdom.
Hvilke bæredygtige, sparetips har du beriget dit liv med denne uge?
God fredag derude.
-0-
3 kommentarer
Gitte
Dejligt at du er ovenpå igen.
Vi køber heller ikke nyt til skolestart, bare fordi. Men skifter også løbende når det slides op.
Jeg har I denne uge haft min første negative oplevelse med tøj købt brugt over nettet.
Jeg har købt nogle trøjer til den ældste af vores drenge, jeg har specifikt spurgt ind til str og stand og lad os bare sige at sælgers beskrivelse slet ikke stemmer med virkeligheden, ikke engang str passer.
Men det er så første gang i alle de år jeg har købt brugt, at jeg har prøvet det.
Vi har fået bragt hjemmelavet pizza til døren af vores søde nabo, den blev til madpakker og aftensmad. Så skønt.
Mille
Her har ugen været en blandet fornøjelse; ungerne er startet – der er købt et notathæfte og 2 skabslåse til formålet. Vi har spist togoodtogomad flere dage. Til gengæld har jeg knækkede jeg 2 tænder på et bolche, var nødt til at købe nye briller og sende min cykel til reparation – heldigvis har jeg en vedligeholdelseskonto for det bliver dyrt? – så kan jeg glæde mig over alt det jeg har sparet☀️
Lisbeth
Jeg kører ud i sensommerlandet i min bus i næste uge, og har derfor besluttet at gå all in på at få spist op fra fryser og div. Gemmer. Det går rigtig godt. Jeg kan så ikke beslutte på forhånd hvad jeg vil spise, men mixer det jeg har. Både middag og aften.
Så har jeg rokeret rundt i et bed i min have, og flyttet overskud til et bed, der driller (tørke). Jeg får kun brug for at købe en plante ind. Jeg har også været i værkstedet og omdanne en lille trææske til opbevaring af mit bambusstel i bussen. Og derved sparet indkøb af ekstra der. Til gengæld ryger planen om at få lavet et insekthotel af den lille kasse. Men i 2 år er det kun blevet ved tankerne, så nu er der ryddet op der.
På strikkeplan er jeg ved at strikke en let top til min mor, i garn jeg forkøbte mig i for et par år siden. Da der kun lige er garn nok, bliver det 3-farvet striber i forskellige blokke. Den er stadig køn, og min 80 årige mor glæder sig til den er færdig❤️