Økonomi

Mød FIRE-folket #5

Som jeg lovede sidst, så giver jeg denne gang ordet videre til en kvinde, nemlig seje Pernille, som jeg havde den store fornøjelse at være i go´morgen Danmark med før sommerferien. Pernille er en af de få danskere, som jeg kender til, der er gået all in på FIRE og har sagt sit arbejde op. Ret cool.

Hvem er du?

Pernille Wahlgren, 45 år, etnolog, selvstændig, pernillewahlgren.dk og mor til Robert 11 år, og Johannes 9 år. Jeg bor sammen med Kasper som er børnenes far.

Hvor langt er du nået i din FIRE-rejse?

Jeg er økonomisk uafhængig, og kan med min livsfilosofi, som jeg kalder “Lev & tænk enkelt” klare mig resten af livet uden at have et traditionelt job. Kort kan man sige, at Lev & tænk enkelt principperne går ud på at leve helt enkelt uden at overforbruge, og de penge du ikke bruger på overforbrug investerer du så, og de penge, der kommer ind på den måde, skal reinvesteres og altså ikke forbruges. Formålet er ikke at blive materielt rig, men at give dig selv mulighed for at kontrollere dit liv.

Hvad er dit bedste sparetrick?

Komplicerer jeg eller forenkler jeg mit liv med dette køb?”. Dette spørgsmål stiller jeg mig selv flere gange om dagen, og det er dette spørgsmål, som jeg tager alle beslutninger ud fra. Og her må jeg jo være helt ærlig over for mig selv… Så i de fleste tilfælde komplicerer jeg faktisk mit liv ved at købe… Man kan så kritisk stille spørgsmålet: ”Men ville det ikke også berige mit liv?” Men når det overordnede mål er frihed – ja, så er der mange af købene der i virkeligheden giver mindre frihed.

Lad mig komme med et par eksempler: En ny sommerkjole – forenkler den mit liv? Jeg må være ærlig, at sige, at mit mål er mindre tøj. Min drøm og mit mål er, at mit tøjskab kun består af få lækre ting, og at mit skab er overskueligt. Så jeg konkluderer derfor allerede i butikken, at flere kjoler ikke får mig nærmere mit mål – nemlig et overskueligt tøjskab. Og dette er på trods af, at der er en anden del af mig der gerne vil have kjolen… Men jeg vælger at lade være, og derfor er dette spørgsmål mit vigtigste sparetrick.

Hvad sparer du ikke på?

Min frisør og økologisk mad – faktisk føler jeg ikke noget afsavn eller føler at jeg går rundt og sparer. Jeg lever det liv jeg ønsker og køber bare kun de ting jeg kan mærke gør mig rigtig glad. Og alle de andre ting går jeg uden om.

Hvad var din bedste investering?

Min allerbedste investering er, at jeg er sammen med den mand som jeg har børn med og at vi ikke lige (mig bekendt har overvejelser om at flytte fra hinanden,-) Men rent aktiemæssigt er det biotek-aktien Genmab, der udvikler medicin til bl.a. kræftbehandling. Alene de seneste fem år er aktien steget 330 procent.

Hvad er dit bedste investeringsråd?

  • Du skal aldrig købe aktier for lånte penge
  • Betal altid forbrugsrelateret gæld af før du begynder at investere
  • Investér altid langsigtet dvs. 5-10 år
  • Investér kun penge du ikke ”behøver” (du har til tandlægen eller hvis vaskemaskinen går i stykker)
  • Køb og behold
  • Sælg aldrig i panik når markedet falder

Kan alle gå FIRE-vejen?

JA, men jeg ser jo ikke mig selv som en rigtig FIRE-pige, og jeg ønsker aldrig at gå på pension. Men jeg brænder for at fortælle andre, at de ikke behøver at være hard-core økonomer eller aktiestrateger for at klare sig godt på aktiemarkedet og leve mere enkelt. 

Det handler om at kunne styre sit forbrug og passe på de mange små udgifter og som forfatteren til bogen: The Way to Wealth af Benjamin Franklin skriver: ”Pas  på med de små udgifter selv en lille lækage kan sænke det største skib”. Det kræver selvdisciplin, og det er derfor jeg har gjort spørgsmålet komplicerer eller forenkler jeg mit liv med dette til min livsfilosofi – for svaret er i 99% af tilfældene at et givent køb faktisk vil komplicerer mit.

Hvad betyder det gode liv for dig?

Tid er det gode liv for mig, og det vigtigste for mig – Jeg ønsker tid til at leve. Mit primære budskab er, at det er vigtigt, at vi hver især mærker efter og finder ud af, hvad vi rigtig gerne vil med dette dyrebare liv vi har fået. Lykke og glæde er for mig tid til at leve, have nærvær, have frihed, have et enkelt og ukompliceret liv, hvor der sættes pris på de små ting, og de små øjeblikke. Lykke for mig er også at give min viden videre til andre – som så, hvis de har lyst, kan tage den til sig.

Hvordan ser dit liv ud om 5 år?

Jeg, håber faktisk, at det er det samme som nu. Jeg har altid skrevet et nytårskort til mig selv med alt det jeg ønskede for det kommende år. Men nu har jeg ikke så meget mere – det vigtigste er bare, at jeg forsøger at nyde de små ting i livet. Ja, faktisk mener jeg, at det ofte er de mindste ting i livet – der ender med at blive livets største.

Hvad er dit råd til en FIRE-nybegynder, som gerne vil i gang?

  • Kom i gang – de fleste venter på det gode tidspunkt som aldrig kommer…
  • Start i dag – der er aldrig et godt tidspunkt at købe aktier på
  • Start med 500 kr. eller 1000 kr. eller hvor meget du nu kan undvære
  • Som nybegynder vil jeg købe i en passivt forvaltet Indexfond – og ikke en Investeringsforening der er aktivt forvaltet
  • Køb kun det, som du forstår og som du tror bliver fremtiden
  • Sørg altid for stor spredning i dine investeringer

Og sidst men vigtigst – find dig en aktiemakker! Sammen kan I inspirere hinanden og tale meget mere åbent om jeres privatøkonomi og kommende investeringer. En rejse er bedre når I er 2 til at dele.

-0-

Tak til Pernille for at dele sin FIRE-rejse – det er særligt spændende at høre fra een, som faktisk er i mål 🙂 Pernille har brugt sin nye frihed på at lave et online-forløb, hvor du kan lære mere om aktieinvestering, og holder løbende foredrag. Nu vil jeg lukke pc’en og gøre klar til, at mine drenge kommer hjem efter fire dage hos bedsterne. Jeg er så klar til larm og støj igen 🙂

God aften derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

2 kommentarer

  • Irene

    Jeg synes, det er spændende og inspirerende at følge med på din blog og få inspiration til at reducere forbrug og gæld og også læse om de her FIRE-profiler. Jeg synes det kunne være interessant, hvis du skrev om nogle FIRE-mennesker, der ikke var i traditionelle parforhold, enten med eller uden børn. Hvis de altså findes. Du har selv været inde på at du er privilegeret i den forstand at du har været sammen med din kæreste i mange år, og det har haft betydning for bl.a. udgifter til bolig. Det kunne være fedt at læse om, hvordan fraskilte med børn eller solo-mødre, hvor kun en voksen bærer udgifterne, klarer sig. Jeg er selv skilt og har et barn, så ‘to voksne på matriklen’ privilegiet ligger ikke lige for.

  • Camilla

    Tak for gode råd. Må jeg spørge, hvad en passivt forvaltet Indexfond er? Jeg er helt nybegynder ift. investering og overvejer at begynde at gøre det gennem min bank, Merkur. Men går jeg mon så imod Pernilles anbefaling? På forhånd tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.