Frugal Friday
Det er tid til endnu en omgang Frugal Friday her på kanalen.
I denne uge har vi/jeg:
- Spist rester, hver-eneste-dag. Og det er hverken sørgeligt, tørt eller sølle. Det er oksecuvette med ovnkartofler og grøntsager denne ene dag, biksemad den næste og kartoffelsalat og frikadeller den næste. Alt sammen mad, som jeg slipper for at planlægge, handle ind til eller betale, og som ellers ville være blevet smidt ud(!). Ah, men altså…. Det gør mig så glad på alle niveauer.
- Ikke købt andet end lidt mad, primært mælk, havregryn og lidt frugt og grønt til at supplere op jf. ovenfor. Vi mangler intet, så vi køber intet. Lørdag skal vi til fødselsdag, så der skal købes en gave i den anledning. Men søndag = cykeltur med drengene i den lokale skov, hvilket er en ganske gratis fornøjelse. Så det har absolut været en billig uge.
- Fået lappet et hul i vores sofa. Vi endte med at betale os fra opgaven, da der ligger et socialt værksted tæt på hvor vi bor, så vi sparede noget tid og støttede op om et godt initiativ samtidig. Win-win. Sofaen er købt via dba.dk for snart tre år siden, og den har allerede en del år på bagen, men vi er så glade for den og vil gerne smide lidt penge efter, at den kan holde i mange år endnu ?
- Fundet vej til tilbage på fuldt sukkerstop. Seks dage indtil videre (men hvem tæller :)), hvilket betyder at jeg ikke har spist resten af drengenes fredagsslik fra sidste uge, hvilket igen betyder, at vi ikke skal ud og købe nyt til denne fredag. Små wins gælder også. Og samtidig har jeg ”tabt” et kg (garanteret væske), fået pænere hud og et markant bedre humør. Virkninger, som ikke kan gøres op i penge, men som betyder meget for mig.
- Gennemgået storebrors tøj og lagt en bunke væk, som er blevet for småt, og glædet mig ved tanken om, at det kan findes frem igen om et år eller to til lillebror.
- Cyklet hver dag på arbejde, været tilfreds med min lille, men totalt yndlings genbrugs/slowfashion garderobe og slukket lyset i de dele af huset, hvor vi ikke opholder os. Ja ja, alle bække små og alt det der 🙂
God fredag derude.
-0-
2 kommentarer
Tina Madsen
Hej Jane,
Holder meget af dine frugal fridays. Det er også min indgangsvinkel til et mere nøjsom og bæredygtig hverdag.
Jeg husker et indlæg hvor der var linket til nogle ure, men jeg kan ikke finde det. Hvad er navnet på det ure-mærke? God weekend.
Vh. Tina
Jane
Hej Tina. Tak for dine fine ord. Jeg kan simpelthen ikke komme på, at jeg skulle have skrevet om et ur. Det ville ligge mig fjernt. Mit eneste ur er arvet fra min farmor, og det går ikke, fordi jeg ikke gider trække det op. Som lillebror siger, så er det bare til pynt 🙂 Så det har nok været et andet sted. Kh Jane