Om at være i verden, som jeg er
Min hverdagsheltinde Liselotte, skrev noget forleden om at forlige sig med at se billeder af sit eget ansigt. Det går meget godt i tråd med Johannes tanker om selvkærlighed, og minder mig om et projekt, som jeg ikke har fortalt om på bloggen. Nemlig det faktum, at jeg i løbet af de sidste par måneder er holdt op med at gå med makeup. Og helt ærligt, jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt nogen har opdaget det. Jeg har nemlig aldrig brugt den “store palette”, men stadig følt, at jeg burde have makeup på i hverdagen for at være “acceptabel” til at bevæge mig ud i arbejdslivet.
Da jeg var yngre var jeg hårdt plaget af akne, og selvom det er meget bedre nu, så får jeg bare aldrig perfekt hud, uden pletter eller urenheder. Men jeg har forsøgt at skjule akneskader og urenheder bag makeup, fordi det føltes mest “korrekt”.
Men i løbet af foråret begyndte det at føles som om min hud blev værre end normalt, og jeg fik en ide om, at det nok ikke hjalp at putte et lag foundation ovenpå den. Og jeg tænkte, at jeg måske blev mere motiveret til at huske min søvn, vand og frisk luft nok, hvis jeg ikke kunne skjule konsekvenserne af at vælge de forkerte ting i min hverdag.
Og måske, bare måske, blev jeg lidt træt af at være tvunget til at bruge tid på at dække mig til, ændre hvordan jeg ser ud, og ikke bare møde verden, som jeg nu engang ser ud – som en mand kan tillade sig at gøre – ja, lidt rødstrømpe ud af sidebenet lige der 🙂
Så jeg trappede ned, og droppede til sidste makeuppen helt. Og jeg tror faktisk ikke, at nogen har opdaget forskellen. Men på en måde, så har jeg snydt lidt, for på en måde føles det nemmere at droppe makeup om sommeren, fordi huden naturligt ser mere jævn og sund ud, når den er lidt solbrændt. Så nu må vi om fortsættet holder, når vinterblegheden sætter ind 🙂 Men jeg håber, at det holder, for jeg kan godt lide tanken om bare at være i verden, som jeg nu engang ser ud.
God aften derude.
-0-
10 kommentarer
Liselotte
Hverdagsheltinde! Jeg voksede lige adskillige centimeter der. Tak 🙂
Jeg er heller ikke – og har aldrig været – en, der bruger særlig meget makeup. Faktisk er jeg eklatant ringe til den disciplin, fordi det aldrig har interesseret mig. Lidt mascara og så afsted. Derfor er det heller ikke svært at optræde uden, men jeg tager nu stadig mascara på, når jeg skal møde andre i hverdagen. Måske skulle jeg lade være 🙂
Jane
Selv tak for timevis af inspiration i ord- og billedform 🙂 Og for at smitte med strikkeglæde 🙂 God aften til jer i det nordjyske.
Anna Erlandsen
Hej
Jeg læser interesseret med på din blog, og lige netop dette indlæg kan jeg relatere så meget til.
Er heller ikke udstyret med den perfekte hud, og har aldrig brugt meget make-up. Foundation har jeg aldrig kunnet leve med.
Men da jeg for snart to år siden var ude for at mine øje var et par dage om at komme over en aften med øjen-make-up besluttede jeg mig til at det skulle være løgn.
Al make-up røg ud, og jeg har ikke savnet det et minut siden.
Glad for at andre har det som mig og nægter at ligge under for hvad der er “korrekt”.
Bedste hilsener
Anna
Jane
Tak for din hilsen. Det handler netop om at vælge til og fra, ud fra, hvad der giver mening for dig – og ikke for andre 🙂 Vi bestemmer selv vores korrekt. God aften 🙂
Johanne
Tak for tag.
Jeg kan sagtens følge rødstrømpe tankegangen om at det er øv at kvinder ikke “bare” kan gå uden make-up, når nu det er så accepteret for mænd.
Dejligt du har fundet et ståsted i ikke at gøre det.
Jeg prøver jævnligt at mærke efter, om min glæde for make-up er for mig selv, eller samfundspres.
Jeg føler at det er for mig selv, men jeg er for meget bevidst om patriarkalske normer til at kunne adskille de to ting.
Lidt ligesom at jeg synes mænd med kort hår er flottest; jeg kan ikke adskille om det er natur eller kultur bestemt.
Men så længe at jeg føler at det gir værdi, og at jeg føler jeg gør det for min egen skyld, og er glad derved, så er jeg også okay med at vide, at mine tanker ikke er 100% frie.
Jeg håber dog vi en dag når hen til at make-up (og måske også barbering) bliver et tilvalg for dem som ønsker det m/k fremfor at det svære valg er fravalget.
Ved ikke om mine ramblings gir mening – men jeg synes bare det er spændende at tænke over hvor vores tilbøjeligheder til det ene eller det andet kommer fra.
Hav en dejlig dag
Bente
Hej
Interessant læsning. Jeg har også problemer med make-up – øjnene kan ikke lide det – har aldrig vænnet mig til foundation og er fuldt ud tilfreds med at bruge læbestift. Det virker for mig. Barbering holdt jeg også op med for nogle år siden, da det også gav allergiske reaktioner. Det var ikke et let valg og ikke let at vise det. Sommerens varme gjorde dog, at benene og armhulerne måtte have luft :-), så nu er ‘regnskoven’ udstillet. Jeg har fire døtre og er glad for, at de har fulgt efter. Det er meget befriende. Hvorfor skal man bruge tid og penge (og samtidig lide) fordi ‘alle andre’ synes, at man skal barbere sig eller gå med make-up. Det bør, som det også nævnes her, være et tilvalg for dem, der ønsker det. Samtidig er det vel bedre for miljøet.
Jane
Hej Bente. Tak for din hilsen 🙂 Dejligt, at du kan være et godt eksempel for dine piger. Jeg har selv drenge, men gør meget ud af ikke at tale dårlig om min krop foran dem, og at lære dem at respektere andre kroppe, som de er, og forvente samme respekt for egen krop. Og særligt vise, at træning/bevægelse er en vigtig og dejlig del af livet. Og ikke et spørgsmål om vægt eller kalorier. God aften 🙂
Jane
Selv tak for at starte en spændende debat. Og enig, mit budskab er netop frihed til, at alle kan se ud som de gør/har lyst til, og at vi kan fokusere bare en lille smule mindre på udseende og mere på handlinger 🙂 God aften.
Malene
Hej Jane,
Dejligt indlæg! Jeg kæmper selv med lidt uren hud trods en snart temmelig voksen alder. Har prøvet alverdens meget dyre/meget økologiske serier, men intet har rigtig virket, og jeg har altid stået lidt tilbage med følelsen om alle disse “kemikalier” nu egentlig overhovedet var godt for mig og min hud. Burde den ikke selv kunne finde ud af det? Og også kunne opretholde en fornuftig fugtbalance når nu søvn, kost og regelmæssig motion og træning går meget godt?
Heldigvis så jeg en reklame for LactoClear, der kørte med et tilbud på deres introsæt/rejsestørrelser. Jeg har kigget på det før, men syntes ærlig talt det var for dyrt – men tilbuddet på 99,- var alligevel fristende. Jeg kunne på forhånd lide deres anderledes tilgang til at bekæmpe urenheder og den tilsyneladende meget milde behandling af huden. OG HOLD NU OP, hvor det bare virker! Der var til en måned i introsættet og dén måned gav mig selvtillid nok til for første gang siden jeg var 12-13 år at gå ud blandt andre mennesker helt uden foundation og concealer. Nu har jeg købt et helt stort sæt, og min hud har det så godt. Jeg har stadig ar, som det nok kommer til at tage nogle år at blive kvit, men selve hudens struktur og udseende er så markant forbedret at jeg næsten bliver overrasket hver morgen. Det hele er meget mildt og føles som “uden hokuspokus”. Måske du trods købestop kan overveje det? Jeg synes i hvert fald det er alle pengene værd trods en intention om at begrænse mit forbrug.
Jane
Tak for anbefaling. Jeg står faktisk og mangler en ny rensemælk, så jeg vil tage dit råd og prøve sådan en prøvepakke. Men først til september 🙂 Rigtig god aften til dig 🙂