F…, det er mig, der er den voksne

Den sidste uges tid har jeg været presset på tid og overskud. Hvilket naturligvis ofte hænger sammen. Vi har holdt tre (!) fødselsdage for lillebror, jeg prøver at blive ferieklar på arbejde og samtidig lægger jeg sidste hånd på en ny strikkeopskrift og på mit nye kickstart-forløb. Alle mine hverdagshacks kan ikke redde mig fra at have bare lidt for meget om ørerne i denne tid. Bevares, det hjælper fint at skrive tingene ned og så gøre én ting ad gangen, men det skaber ikke ekstra tid ud af den blå luft.

Desværre, påvirker følelsen af at have for lidt tid, mig på den måde at jeg dropper løbeturen, spiser for meget sukker og bliver i skidt humør. Og allerværst, så bliver min lunte overfor drengene kort, og selvom jeg ikke vinder nogle pædagogiske første præmier normalt, så er jeg generelt stolt af mit moderskab og min evne til at tale pænt til mine drenge, se dem og være ærlig i mit forhold til dem.

Fast forward til i går eftermiddag, hvor Jane-tre-år-gammel siger følgende til mindstebarnet: ”Det må du selv om, så gider jeg i hvert fald ikke hjælpe dig”. Altså jeg kunne næsten have tilføjet ”og du må ikke komme til min fødselsdag” ? Mindstebarnet tager ikke videre notits af sin mor, men i situationen kan jeg så tydeligt mærke det lille barn i min egen mave, som føler sig overset, hundset med og med alt for mange bolde i luften, og jeg får lyst til at tage hende i hånden, og give hende en fridag fra alt voksenheden, til bare at være.

Som kloge Linda skriver, så er det fede ved at blive ældre, at man nemmere kan genkende tegnene på at have påtaget sig for meget og med alderen er det blevet muligt for mig at stoppe bussen før jeg ligger med halsbetændelse og en uges sygemelding af rent underskud. Så jeg skærer til og vælger noget fra, og øver mig i at sige skidt pyt til resten.

For heldigvis, så er det mig, der er den voksne, og jeg har alle muligheder for at tage ansvar for den gode stemning i mit eget liv liv. Så jeg kan hurtigt vende konflikten med mindstebarnet til, at vi fuldt ud er gode venner igen, og jeg husker, at vi er trætte og trænger til en rolig eftermiddag. Både mindstebarnet, moren og Jane-tre-år-gammel.

God dag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.