Et bæredygtigt liv

Om at gøre tingene færdig og spare tid

Som jeg skrev om tilbage i februar, så er det vigtigt for mig, at jeg får gjort mine projekter (i dette tilfælde strikkeprojekter) færdige, før jeg starter på nye. Hvis jeg har får mange ufærdige projekter og løse tråde hængende, så binder det min energi og jeg får sværere ved at tænke kreativt. Jeg øver mig stadig på kun at have ét strikkeprojekt ad gangen, og gøre en opskrift helt færdig, før jeg starter på den næste. Og jeg føler, at det hjælper – jeg får flere ideer til nye designs hver dag, så det har helt sikkert frigjort noget kreativ energi. Til gengæld, så giver det en udfordring i forhold til at give alle de nye design-ideer lov til at “komme til live”, når jeg kun kan arbejde på en opskrift ad gangen.

Og når jeg også gerne vil skrive jævnligt her på bloggen, og har kastet mig ud i at skabe et længere forløb, der skal hjælpe andre med at rydde op og rydde ud, så ved jeg godt, hvad mine aftentimer skal gå med for tiden 🙂 Det er ikke en klagesang, for jeg er vild med at have mange ideer, der kæmper for at komme ud i verden, og jeg ville ikke bytte med nogen. Til gengæld, så har jeg været nødt til at hacke min hverdag lidt for at skabe ekstra tid til alle mine projekter. Og de hacks tænkte jeg, at jeg ville dele her til inspiration.

  1. Jeg ser ikke fjernsyn. Og med fjernsyn så mener jeg både almindelige kanaler, netflix osv. Og det er selvfølgelig ikke den fulde sandhed, for en eller to gange om måneden, så ser jeg en film eller en dokumentar, hvis jeg har lyst eller er syg og ikke orker andet. Men som helt overvejende hovedregel, så sparer jeg 1-4 timer hver aften, som jeg kan bruge på noget andet. Enten strikker jeg, blogger, besvarer mails eller skriver opskrifter, så jeg sidder ofte med hovedet i en skærm alligevel.
  2. Vi sørger for at alt huslige aktiviteter (skrækkeligt begreb) er klaret før drengene sover. Det plejer at se sådan ud, at den ene voksne putter og den anden ordner køkken. Hvis jeg er alene hjemme med drengene, så ordner jeg køkkenet før jeg putter dem. Det vil sige, at når ungerne sover, så er resten af aftenen min egen tid.
  3. Vi har ikke så mange ting i vores hjem, hvilket gør det nemmere at rydde op, gøre rent og finde de ting vi skal bruge. #minimalismerocks
  4. Vi lægger ikke tøj frem eller smører madpakker aftenen før. Rutinen er, at den voksne der vækker drengene også lægger tøj frem til dem. Det kræver ikke mere end få sekunder, når skuffen kun indeholder tøj, som vi ved passer dem og som stort set passer sammen på kryds og tværs. Ingen hokus pokus der. Og madpakken smører vi mens drengene sidder ved køkkenbordet og spiser deres morgenmad stille og roligt. Det sparer tid om aftenen og giver stadig en rolig og rar morgen.
  5. Jeg shopper ikke. Alt mit tøj er hjemmelavet eller genbrug, og jeg anskaffer kun “nyt”, når jeg slidt noget eksisterende op. Det sparer mange lørdage, som jeg før brugte på at finde “noget nyt – bare fordi”.

Har du nogle særlige tidsbesparende hverdagshacks? Så del gerne 🙂

God dag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

2 kommentarer

  • Sabine

    Dejlig læsning som altid. Er lidt nysgerrig i forhold til det med ikke at se tv. Er det hele året rundet? Jeg synes personligt det er nemt på denne årstid, for der er ikke noget interessant i tv (efter min mening) men resten af året, er det mange programmer.
    Dog vil jeg så sige, at jeg synes det er svært at sortere i diverse indhold, og hvad der er værd at se. Der findes så meget dårligt tv. Programmer om sygdom, dårligdom og skandale. Jeg bliver personligt påvirke, og følsom af den slags programmer, så derfor vælger jeg det fra, men føler mig ” forkert” fordi dagens Danmark på så mange måder bygger på oplysning og information. Jeg har nok en ide om, at “alle andre” ser ALT i tv, og det er mig der er mærkelig fordi jeg ikke vil se alt det der bliver bragt i tv. Hvor går grænsen? Hvor skal vi slukke, og hvor skal vi holde os opdateret? Jeg kunne godt undvære tv’et (men det ville ikke møde opbakning herhjemme) synes det er svært at finde en balance i gerne at ville holdes opdateret på det, som er nødvendigt og aktuelt og brugbart, men der er så meget ligegyldigt fylde.

  • Fríða

    jeg ser meget TV, det er min afslapning, MEN ALTID með strikketöjet i hænderne – egentlig strikker jeg ikke ret meget udenfor TV tid.
    kh.fra Island
    Frida

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.