Om oprydning og hokus pokus
Da jeg “fandt” minimalisme tilbage i 2012, læste jeg en del bøger om emnet, og faldt også over Ryd Op i Dit Rod (fed titel), som også handler om feng shui. En del af denne måde at indrette sig på, handler om at hvert rum i huset deles ind i felter, som repræsenterer en område af dit liv fx helbred, familie eller rejser. Jeg læste afsnittene og afskrev det som ren hokus pokus. Men jeg er alligevel tilhænger af visse punkter af feng shui fx rådet om ikke at hænge ting bag døren – tanken er, at energien ikke kan flyde rigtigt – men jeg tænker nærmere, at det føles sjusket og rodet, hvis en dør ikke kan lukkes rigtigt 🙂 Et andet råd er, at rydde op fordi rod binder energi – og her er jeg helt igennem enig.
Hokus pokus eller ej, så gik det op for mig igår, at jeg havde fået rodet godt og grundigt i mit klædeskab. Det generer i hverdagen, hvis tøjet ikke er nemt at få fat i og jeg mister overblikket over, hvad jeg egentlig har. Samtidig så havde jeg fået placeret en bunke overskudsstrik fra min virksomhed i bunden af mit skab, hvilket konstant mindede mig om, at jeg manglede at få solgt de sidste sweatre, men det er ikke ligefrem årstiden til at sælge strik, så det var en unyttig påmindelse.
Så igår brugte jeg ti minutter på at genoprette orden i skabet, og få lagt overskudsstrikken på plads i et skab, hvor det fint kan ligge og vente på koldere tider. I præcis de ti minutter solgte jeg to opskrifter, og min mor satte penge til nye løbesko ind på min konto. Behøves jeg fortælle, at mit klædeskab står solidt placeret i “penge og velstand” feltet i vores soveværelse. Så deeeeet….
Feng shui virker åbenbart – uanset om man tror på det eller ej 🙂
God aften derude.
3 kommentarer
Johanne
Det er dælme sjovt.
Jeg oplever også nogle gange, at det at jeg bruger mental energi på noget, så sker der noget godt ifbm det… Kan ikke forklare det, men sådan føles det bare nogle gange.
Jane
Det handler vel ret simpelt om, at det som du fokuserer på, det tiltrækker/forstærker du. Det er også lidt hokus pokus 🙂
Louise
Åh jeg kan huske at jeg læste den bog for ca. 15 år siden! Af den grund har jeg aldrig haft noget liggende under sengen 🙂