Frugal Friday
- De sidste par uger har vi arbejdet på at komme lidt i bund i fryseren, men er ikke kommet tættere på bunden, på trods af, at vi har spist en del lækre reste-måltider. Jeg har nemlig købt lidt mad med gule mærker i netto og så har manden igen fået mad med hjem fra arbejde, hvor de har stor fokus på ikke at spilde mad – og vi siger ikke nej til gratis aftensmad 🙂 Så vi spiser videre 🙂
- Jeg fik stof i fødselsdagsgave, og har syet nederdelen på billedet ovenfor, som jeg tror bliver et stort hit til sommer. Toppen på billedet er også hjemmesyet – og sættet har en samlet pris på cirka 90 kroner – så jeg vil gerne fastholde min påstand om, at det ikke behøves at være dyrt at sy sit eget tøj.
- Da symaskinen alligevel var fremme, fik jeg lappet een af storebrors bluser og bukser. Det er et evighedsprojekt at følge med i forhold til at lappe på drengenes tøj – men ved at tage det løbende og ikke lade projekterne hobe sig op – så føles det ikke så slemt 🙂
- Som jeg har beskrevet tidligere, så vasker jeg kun een gang om ugen (3-5 maskiner), og forsøger altid at fange en solskinsdag, da jeg tørrer det meste af tøjet med vind- og solkraft. Det er kun strømper, undertøj, håndklæder og klude, som ryger i tørretumbleren, som derfor kun kører en enkelt gang om ugen. Det sparer strøm og slider mindre på tøjet, hvis så meget som muligt bliver lufttørret.
- Min søde familie lyttede til mig, og fik mig igennem min fødseldag uden en gaveregn af ubrugelige dimser 🙂 Til gengæld fik jeg et drivhus, cykeljakke, frisørtur, en hindbærbusk og gavekort til matas. Ren luksus. Og af mine småsøskende fik jeg, som ønsket, at vi alle tre tager til Lolland og besøger vores dejlige mormor. Jeg kan næsten ikke komme på noget jeg hellere vil bruge en weekend på 🙂
- Af andre gratis glæder kan jeg nævne, at jeg var inviteret til reception i søndags, hvor min seje lillebror og hans kollega fremviste den tv-serie, som de selv har skrevet, instrueret og spillet i – det er sjovt, pinligt og så rørende fin en serie. Og den kan ses ganske gratis her.
- Iøvrigt, så er jeg pt. på femte dag af min sukkerpause, hvilket har gjort at drengenes fredagsslik rent faktisk har overlevet fra sidste fredag, og vi ikke behøvede købe nyt igen-igen. Det er jo også en slags besparelse. Det er stadig lidt svært at holde – men det går allerede bedre 🙂
Har du set mine anbefalinger til bæredygtige gaver til mors dag? Det billigste og mest bæredygtige vil være et kram og et dybtfølt tak – men hvis det ikke helt er nok – så kan du finde inspiration her.
God fredag derude 🙂