Frugal Friday

Frugal Friday

Så er vi fremme til fredag, endnu en uge er gået og det er tid til at opremse ugens sparsommeligheder. Dette var også ugen, hvor jeg havde sidste dag på mit arbejde, og det har virkelig været en svær omgang at sige farvel til et job, som jeg virkelig holder af – både opgaver og kolleger – men som bare ikke spillede med den hverdag, som jeg gerne vil skabe for min familie. Men nu har jeg haft sidste dag, og kan endelig se fremad mod det nye, der skal ske 🙂

I denne uge har vi:

  • Spist rester i større grad end normalt, da begge voksne i vores familie har været varierende grader af syg. Når der er minus overskud, så er det skønt at kunne gribe i fryseren efter en lækker rest aftensmad, som suppleret med råkost er et godt bud på en sund aftensmad.
  • Været bagerst i skabet og finde 10(!) par “nye” bukser frem til lillebror, hvis ben indenfor de sidste par uger er vokset 3-4 cm, så alle hans bukser stumpede. Jeg har sagt det mange gange, men det er den reneste form for luksus at have arvetøj fra storebror og fætter liggende. Det er “gratis” og helt uden stress at sørge for næste størrelse på denne måde 🙂
  • Været heldige, at der også lå en flyverdragt i skabet, som lillebror kunne passe, da lynlåsen på hans flyverdragt også gav op i denne uge – det er åbenbart en trend – og vi ikke ville smide penge efter at skifte lynlåsen ud, på en flyverdragt som kun skal bruges en måneds tid mere, og som han ikke kan passe næste år.
  • I forbindelse med jobskiftet, har jeg en måned med dobbeltløn. Det er jo absolut penge, som vi ikke er vant til at få, og de går direkte til afbetaling af banklånet, som får et ordentlig hak nedad. Vi er nu næsten færdige med at betale det af, og jeg har ingen ide om, hvor mange renter vi sparer ved at betale lånet ud 27,5 år før tid, men jeg vil tro, at det er ret mange 🙂
  • Som en lille sjov afskedsgave til min kolleger, strikkede jeg en stempelkandevarmer, fordi varm kaffe er bare vejen frem på de fleste arbejdspladser, og jo mindre kaffe de skal hælde ud, jo bedre 🙂 Jeg havde (naturligvis) rigeligt af restegarn på lager til projektet, og kunne genbruge knapper fra en gammel jakke, så det var et rent lager-oprydningsprojekt 🙂
  • Jeg har ingen mobil i den næste tid, fordi jeg er imellem job-telefoner, og jeg har valgt ikke at bruge penge på at anskaffe mig en brugt mobil, men blot undvære. Det burde være muligt uden ar på liv og sjæl 🙂

Iøvrigt, så går jeg med tanker om at blive lidt skarpere på, hvilke rengøringsmidler vi bruger herhjemme. Da vi fik børn, skiftede vi alt ud til versioner uden parfume, men jeg gad godt bruge lidt tid på at finde mere miljøvenlige versioner. Vi har allerede et ret minimalistisk rengøringsskab, da vi kun bruger opvaskemiddel, universal rengøring, toiletrens, en særlig gulvrens til trægulve og vaskepulver.

Vi bruger ikke særlig midler til spejle osv, og har aldrig brugt skyllemiddel. Men jeg har overvejet at give vaskenødder en chance, jeg er ret vild med at de kan komposteres, når de er “færdige” og jeg har også hørt godt om at bruge eddike i stedet for universal rengøring, men er i tvivl om resultatet. Måske dette mærke også kunne være vejen frem. Har du nogen erfaringer med at skifte rengøringsmidler ud, så hører jeg gerne mere.

God fredag derude.

-0-

Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

17 kommentarer

  • Mette

    Held og lykke med det nye job.
    Vi gør rent i lager eddike, det lugter ikke så godt men det er virkelig effektiv. Blander det ca 50/50 med vand i en sprayflaske. Det bruger jeg både på badeværelset og på de fleste overflader. Hvis det sidder lidt,virker det også fint på det der fedtede der samler dig ovenpå emhætten og de øverste skabe i køkkenet.
    Overvejer også vaskenødder men fatter ikke at de bare skal ind i maskinen sammen med tøjet…så er de der jo også og afgiver sæbe når tøjet skylles…hmm

    • Jane

      Tusind tak 🙂 Hm, jeg tror bare, at jeg kaster mig ud i at prøve et par uger med eddike, og se, hvordan det føles. Og enig mht. vaskenødder – det havde jeg slet ikke tænkt på.

  • britt

    Vi bruger eddike og selv om det ikke lugter super godt er det virkelig effektivt. Et andet middel vi bruger er natron blandet med vand som skrubbe middel, det er super effektivt nemt og billigt.

    jeg bruger desuden æblecider eddike som balsam og det er virkelig fantastisk og mit hår har aldrig været sundere. Jeg går kun i bad en gang om ugen, og dette gør at jeg aldrig har brug for cremer. vasker mig med en haman handske med oliven sæbe eller bruger kaffegrums blandet med oliven olie og honning som skrubbe creme på kroppen. nemt billigt plastik free og sundt.

    • Jane

      Tusind tak for input. Bruger I eddike rent, eller fortyndet? Det lyder også som en dejlig skrubbecreme 🙂 Jeg må indrømme, at jeg virkelig nyder mit daglige bad, og ikke har ambitioner om at skære ned på frekvensen, men jeg er ret bevist om, at et kort bad altid er nok 🙂

  • Mia

    Jeg har prøvet de små sæbebær og er desværre ikke begejstret. Det lyder smart, nemt og dejlig mildt og miljøvenligt. Men det virker altså ikke 🙁 Jeg har fulgt anvisningerne, og tøjet bliver ikke rent. Måske kan de fint bruges til finvask – men ikke til de almindelige maskinfulde med dagligdags tøj. Alle bluser lugtede tydeligt af brug (fx. under armene). Jeg synes ikke, det er pengene værd. Jeg har ikke prøvet at gøre rent i eddike, men bruger det i stedet for skyllemiddel. Og så hælder jeg nogle få dråber æteriske olier i fordi det alligevel er ret dejligt, når vasken dufter lidt friskt. Bare lidt. Glæder mig til at kunne få vasketøjet ud og hænge igen 🙂

    • Jane

      Pokkers. Jeg ville virkelig gerne have, at de virkede. Suk. Og jeg elsker også at kunne hænge vasketøjet ud – hænger det også ud om vinteren – bare af princip, men det bliver ikke tørt af det 🙂

      • Mia

        Jeg kan også finde på at hænge tøjet ud om vinteren. Ikke for at det skal blive tørt, men bare for at det skal dampe af 🙂 I gamle dage hang man tøjet ud i frostvejr for at frysetørre (har jeg læst) så det er måske ikke helt skævt 🙂

        • Jane

          Så er det ikke kun mig 🙂 Det føles også mere friskt, når det har hængt ude, så det er kun regn og sne, som afholder mig fra det 🙂

      • Mia

        Jane, hvis du gerne vil prøve sæbebær må du gerne overtage mine. Jeg har købt 500 g og har brugt 5-10 stk.
        Tænker at det måske sagtens kan fungere hos dig, selv om det ikke gør det her. Måske har det noget med vaskemaskine, vandets hårdhed, valg af vask osv. at gøre. Vil du prøve? K H Mia

  • Anna

    Er altid imponeret af dine frugal five poster – en af dem stikker dog særligt ud – Du skriver at i betaler jeres banklån ud 27.5 år før tid – er det jeres realkreditlån?

    • Jane

      Nej, desværre. Gid det var 🙂 Det er bare vores banklån, altså de 20 procent af huslånet, som vi ikke kunne tage som realkredit. Da vi optog det, havde jeg troet, at det ville tage mellem 5 og 10 år før vi havde betalt det af, men det tog noget kortere tid. Heldigvis 🙂

  • Sabrina/enravnemor.dk

    Jeg elsker simpelthen frugal Friday her på bloggen. Det er meget interessant at høre, hvad du og ikke mindst andre gør for bæredygtighed og for at spare penge i hverdagen. Jeg vil være ret spændt på at høre om din mellem telefoner-plan. Mobildetoxing er på mit sind for tiden.
    Jeg tilslutter mig Mias kommentar. Jeg forsøgte mig også med vaskenødder på et tidspunkt og min erfaring var/er også, at tøjet simpelthen ikke blev rent. Desværre.

  • Sabine

    Ønsker flere indlæg med henblik på børn. Hvordan er hverdagen med børn/spare/økonomi/præge dem på den gode måde osv.
    Synes det var så spændende da du skrev om deres yndlings legetøj, fastelavn osv. Men vil så gerne høre mere om dine tanker om “børn i projektet”, indkøb til dem, så det ikke er for meget eller for lidt, at de ikke føler sig “udenfor” når “de andre får”, hvordan er deres ønskelister, hvordan vil du lære dem om økonomi, hvad gør man for, at de får tilstrækkeligt med “ting” til leg og læring osv.
    Håber det giver mening ? Altså hvordan gør vi vores børn klar på fremtid og fornuft, uden at de får for meget og alt serveret på et sølvfad, og at alle deres økonomiske krav og ønsker er opfyldt, inden de fylder 10 år.

    • Jane

      Kære Sabine. Tusind tak for dine input – jeg har absolut meget på hjerte omkring børn og forbrug – og skal nok dele snart 🙂 God aften. kh jane

  • Katrine Findsen

    Jeg kan anbefale EcoEgg til vask – det er effektivt, miljøvenligt og sparer jer for en masse (plast)affald og slæben vaskepulver hjem. Med supplement af en miljøvenlig pletfjerner, klarer det snildt børnehavetøjet:-)

    • Jane

      Tak for tip. Det ser bare så plastik-fantastik ud. Men det må jeg prøve, for det lyder ikke til at vaskenødderne virker. suk.

  • Jeanette

    Jeg vil gerne sekundere EgoEgg’et. Jeg har brugt et nu i ca. ½ år og er fint tilfreds med resultatet. Jeg bor alene, og med mit forbrug (ca. 2 vaske/uge) er der MANGE vaske tilbage i mit ‘æg’, så de ca. 100 kr. jeg gav for det kommer det til at spare en del kg. vaskepulver & kr.
    Det sætter jo heller ikke sæberester i maskinen, så måske den også holder lidt længere.
    Det er jo lavet af plastik, men man behøver jo kun købe ét, da man kan købe refill af ‘vaskeperlerne’ indeni.

Skriv et svar til Jane Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.