Mini Money Detox
I anledningen af januar har jeg valgt at genudsende mit indlæg om Mini Money Detox. Jeg kan slet ikke anbefale nok at tage en periode med købestop for at nulstille forbruget ovenpå julen 🙂
Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at jeg er lidt af en privatøkonomi-nørd, og hvis det slet ikke er noget for dig, så spring gerne dette indlæg over. Men hvis du også har lyst til at få lidt større økonomisk overskud i hverdagen, eller bare grine lidt af min ekstreme tilgang til min egen privatøkonomi, så læs gerne videre i disse fem skridt mod en mini money detox.
- Tag en måned med fuldt købestop. Eneste tilladte køb er dem, som holder dig i live. Det vil sige mad. Og kun i det omfang du ikke kan overleve via mad lavet af ting, som du allerede har i køleskabet/skabet/fryseren. Læg dit dankort fra dig, når du går ud af huset, hvis det er nødvendigt for at du ikke ”kommer til” at købe den sædvanlige togo-kaffe, avis, busbillet (du må gå eller cykle), is, kage, eller hvad der nu engang er dit sædvanlige shoppefix. Mit eget shoppefix er ture i genbrugsbutikker, hvor jeg snuser rundt efter ting eller tøj, som jeg ikke kan ”leve uden”. Hvis jeg skal overholde et fuldt købestop skal jeg holde mig væk fra genbrugsbutikkerne. (edit: Jeg er venligt blevet gjort opmærksom på, at den sidste sætning kan forstås som om, at jeg genbrugs-shopper når jeg holder købestop – sætningen skulle forstås som – at jeg netop skal holde mig væk fra genbrugsbutikker når jeg har købestop – for ikke at blive fristet over evne 🙂
- Brug et par aftener til at gennemgå dit klædeskab, køkkenskab, skur eller kælder efter ting, som du alligevel ikke bruger, og som du kan sælge. De fleste hjem har mere end ét fejlkøb liggende, som kan indbringe et ikke-ubetydeligt beløb. Samtidig sender du et signal til dig selv om at prøve at undgå fejlkøb, eller huske at få bytte tøj eller sko i tide, hvis du alligevel ikke kan passe det. Du vil opdage, at når du har brugt tid på at sælge et fejlkøb igen, så er der større chance for, at du ikke næste gang er lige så tilbøjelig til at lave impulskøb. Det er også ret tydeligt, hvor hurtigt ting mister deres værdi ligeså snart de er brugte, selvom de er i perfekt stand. Denne erkendelse kan også opfordre til at købe brugt en anden gang, da det bliver meget tydeligt, at man kan få de fleste ting i rigtig god stand og til næsten ingen penge.
- Få et fuldt overblik over hvor mange penge du egentlig har liggende i dit hjem. Saml alle kontanter sammen, også eventuelle gavekort og tilgodebeviser, og det plus du (måske) har på din bankkonto. Få så vidt muligt sat kontanterne ind på kontoen, så du har dem samlet. Læg gavekort og tilgodebeviser i en skål eller en kuvert til brug senere. Når din købestopsmåned er gået skal du sørge for at være opmærksom på, hvilke nødvendige køb du kan anvende dem til. Det gælder om at få dem brug før de udløber eller bliver væk, men kun på køb, som er nødvendige, så det kræver lidt omtanke. Jeg opfordrer naturligvis ikke til blot at købe for at købe ? Ved at samle kontanter og gavekort sammen og få et overblik over dem, sender du et signal til dig selv om, at alle pengene tæller, og sørger for at gavekort og tilgodebeviser ikke bare bliver til ingenting fordi du ikke har fokus på dem.
- Skab et fuldt overblik over din gæld. Hvad er dit samlede tal, når du lægger banklån, klatgæld, forbrugsgæld, sulån og boliglån sammen? Måske er det nul, og så rykker du bare videre til næste punkt. Hvis tallet er mere end nul, og du gerne vil betale det af hurtigt, så kan jeg anbefale Dave Ramseys snebold-metode, hvilken går ud på, at du laver en liste over de forskellige gældsposter, med den mindste øverst og den højeste nederst. Herefter begynder du at betale gældsposterne af ved at betale den mindste post af først, og så ellers bevæge dig stille og roligt ned af listen. Den sidste post er formodentlig din boliggæld, så det kan godt tage sin tid, men der er ingen grund til at tænke, at et 30 årig lån absolut skal betales af på 30 år. Det er faktisk tilladt at betale det af før tid, og spare en stor del af renterne på den måde.
- Når din købestopsmåned er gået, skal du lave et budget over de penge, som du skal bruge hver måned. Der skal være taget højde for alle udgifter, og også være plads til at gøre de ting, som du synes er sjovt. Det vigtigste er, at alle de penge der kommer ind har en fast opgave at tage sig af i dit budget. Enten til husleje, mad, sjov eller afbetaling af gæld. Når budgettet er lavet, skal du se det som skrevet i sten, og kun reelle nødsituationer kan ændre fordelingen mellem posterne. Budgettet vil være dit kompas på din videre vej mod en endnu større Money Detox, hvis du har mod på det senere ?
-0-
10 kommentarer
Liselotte
Ad 1. Det er nogenlunde det mest mærkelige forslag, som jeg nogensinde har set: Man må ikke transportere sig på arbejde med offentlig transport (tror du alle bor i cykelafstand til deres arbejde …), men man må godt købe genbrugstøj?! Helt ærligt …
Jane
Hej Liselotte. Tak for din kommentar – du har æren af at have postet den første semi-negative kommentar på min blog siden jeg startede den i 2014 🙂 Jeg har tilføjet tekst i ad.1 for at gøre det helt tydeligt, at det som jeg naturligvis mente var, at jeg netop skal holde mig væk fra genbrugsbutikker for ikke at bryde købestoppet ved at købe genbrugstøj 🙂 Og mon ikke de fleste godt kan regne ud, at jeg ikke forventer, at folk der bor 30km væk fra deres arbejde går eller cykler 🙂 🙂 🙂
Pia
Jeg har prøvet 21 dage blot med købestop af tøj, og det var lidt skræmmende at få øjnene op for min tankegang. Ikke at jeg hverken købte meget eller dyrt tøj, men hold nu op, hvor gik turen ofte forbi en butik, blot for lige at se om der skulle være et godt kup. Det har virkelig ændret min tankegang, og det er jeg rigtig glad for i dag, så jeg kan bestemt anbefale at prøve det af … Så kan man jo altid justere et købestop, så det passer ind i ens hverdag ;0)
Jane
Hej Pia. Tak for din kommentar 🙂 Jeg tror faktisk sagtens, at 2-3 ugers købestop kan give det indblik i egne forbrugsmønstre, som kan sætte gang i et mere bevist forbrug. Dejligt at du har fået udbytte af dit eget 🙂
Ann
Jeg synes din blog er fed! Fornuftige tanker – gid flere tænkte dem. Og hvad angår virkelig negative kommentarer, som jeg kan se at du modtager, så er jeg sikker på at din livsfilosofi giver dig overskud til at ryste dem af dig.
De bedste hilsner fra Ann
Jane
Hej Ann. Tak for dine søde ord – det er faktisk den eneste negative kommentar jeg endnu har fået – har pralet af at have de sødeste læsere i verden, men der skal naturligvis være plads til alle her på bloggen – og det er fair, at ikke alle synes, at jeg er the shit 🙂 God aften 🙂
Christina
Jeg troede, at jeg var den eneste der var lidt crazy og lavede månedsbudgetter 😉 Jeg skriver alt ned som jeg skal bruge, sørger for at have lidt til diverse og når det er gjort overfører jeg det resterende beløb til mon opsparing. På den måde står der kun de penge jeg må bruge på min konto og jeg skal virkelig overveje nøje om køb udover det på listen er okay ? Min kæreste synes jeg er åndssvag!
Jane
Jeg synes du er smart :):):)
Maria // FamilieFinanser
Hej Jane. Super god ide. Jeg havde ikke stødt på hverken din blog eller verdens bedste facebookgruppe, da indlægget her blev skrevet, så tak for re-run ? Jeg skal helt sikkert have kigget på gavekort og deslige.
Hvordan fungerer moneydetox i forhold til din mand, er han med eller har i seperat konto? Kh Maria // FamilieFinanser
Jane
Velkommen til 🙂 I familien er vi enige om at leve nøjsomt, men har forskellige behov/hobbyer, så vi har fællesøkonomi, men egne konti med “lommepenge”, som den anden ikke kan/skal blande sig i 🙂