Minimalisme

“Efterårs”-oprydning #3

img_5112

Det kan vel næppe kaldes efterårsoprydning mere, når vi nu er nået ind i december måned, men alligevel er jeg nu nået til næste punkt i min oprydningsplan, nemlig: Køkkenet.

Jeg delte oprydningen op i to omgange, fordelt på to dage. Første omgang gik ud på at få tømt og vasket køleskab og fryser, og gå indholdet hurtigt igennem for at se om der var noget mad, som var blevet glemt derinde. Jeg har opgivet at få fryseren helt tømt, da jeg løbende putter nye rester ned i den, så jeg er gået over til at få brugt det ældste mad først, så det ikke bliver for gammelt, før vi når til det. Det giver også lidt sig selv, da vi kun har en meget lille fryser, så der er ikke plads til så meget af gangen. Køleskabet så helt nyt ud efter en grund rengøring. Note to self, det er helt klart arbejdet værd. Nu bliver jeg glad hver eneste gang jeg åbner køleskabet 🙂

Andet omgang var at gå alle skuffer og skabe i køkkenet igennem, og fjerne de ting, som vi ikke får brugt i hverdagen. Vi har en enkelt skuffe med ting, som kun bliver brugt meget sjældent, så som fødselsdagsflag, æbleskivepande og babybestik, og de ting får selvfølgelig lov til at blive. De ting, som aldrig bliver brugt sender jeg gerne videre ud i verden. Jeg sendte kun ganske få ting videre til genbrug, da jeg fik ryddet rigtig godt ud i køkkentingene i forbindelse med flytningen, og vi bare har de ting, som vi rent faktisk bruger.

Jeg gennemgik også skabet med krydderier, pasta osv, og fandt nogle enkelte ting, som var blevet for gamle. Fremover skal der slet ikke ligge mad på den øverste hylde, da det ligger og gemmer sig, og ender med at blive for gammelt 🙁

-o-

Anden fase af oprydning er at overveje, om der er noget vi mangler i køkkenet, og vi mangler faktisk både flere dybe tallerkener, mere bestik og nye skærebrætter.

Og generelt så mangler jeg lidt ny inspiration til nye retter disse dage, hvor der er gået lidt arbejdstravlhed i hverdagen, hvilket betyder, at vi spiser de samme 5-6 retter hele tiden. Vores søde nabo viste mig forleden, hvordan man laver et par indiske retter, og jeg vil virkelig gerne blive bedre til at lave indisk mad. Det kræver indkøb af nye spændende krydderier, hvilket jeg gerne kaster mig ud i. Og jeg har også haft et par kogebøger på lån fra biblioteket i disse dage, og har besluttet mig for at købe dem. Så der skal lidt nye investeringer til i de næste par dage før dette oprydningspunkt er helt bestået.

Næste oprydningspunkt er toilet- og rengøringsting.

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.