Minimalisme

Inspirerende blogs om minimalisme #1

foto (11)

Jeg “opdagede” minimalisme tilbage i 2012, og fandt, at det var en tankegang, som kunne hjælpe mig til at føle mig mere fri. Jeg var på barsel med lillebror, og sad i saksen med en trodsig to-årig og en ganske sur baby, så jeg kunne godt bruge en dosis frihed på det tidspunkt.

Jeg læste en del blogs allerede dengang, som en erstatning for alle de bøger, som jeg læste før jeg fik børn. Det var nemmere at kommitte til at læse et blogindlæg end at prøve at nå at læse lidt i en bog før et af børnene kaldte. De blogs, som jeg læste var primært mor-blogs og det var særligt de mere kreative blogs, der inspirerede mig, da jeg selv var gået lidt igang med at sy og strikke i min første barsel.

Men det var først, da jeg opdagede http://www.theminimalists.com/ og https://zenhabits.net/, at jeg følte, at jeg læste noget, som jeg reelt kunne bruge til noget. Forfatterne bag disse blogs skrev om gældsfrihed, at ændre dårlige vaner til gode og om at bruge minimalisme til at fjerne de ting fra ens liv, som drænede energien og ikke skabte glæde.

Siden da, har jeg brugt min egen version af minimalisme, som kompas for alle mine beslutninger. Både beslutninger om børneopdragelse, vores flytning ud af byen, vores skift til økologi og den måde, som jeg bruger mine penge på, er inspireret af minimalisme. Det generelle tema for mig er: Fokus på at bruge energien (og pengene), der hvor den skaber størst nytte og mest glæde. 

I min jagt på mere lavpraktiske blogs om minimalisme i hverdagen, faldt jeg over http://www.un-fancy.com/ og http://bemorewithless.com/project-333/, som begge skriver om at have en lille, men nøje udvalgt garderobe, og hvad det gør ved hverdagen, når det ikke koster mere end et minuts tankegang at klæde sig på om morgenen.

Det har gjort underværker for min glæde ved mit tøj, at jeg har fjernet alt fyldet fra skabet. Tøjet, der enten var slidt, sad dårligt, var i dårlig kvalitet eller ikke passede til det liv, som jeg lever nu, med to børn og job i et mere uformelt miljø. Samtidig er jeg også begyndt at lave mit eget tøj, hvilket tilfredsstiller mit behov for et kreativt fristed i hverdagen.

Siden dengang er jeg faldt over mange flere blogge, hvor seje mennesker deler erfaringer fra deres egen hverdag omkring blandt andet zero waste, bæredygtigt tøj og sunde madvaner. Dem afslører jeg mere om i de følgende indlæg 🙂

God aften derude.

 

 

 

6 kommentarer

  • Lonni

    Hej Jane.
    Det er lidt sjovt, jeg faldt også over The Minimalists i 2012? Som mor til 3 og var ved at komme mig over en lang stress sygemelding, begyndte jeg at lede efter noget der kunne hjælpe mig ud af hamster hjulet. Jeg vidste jeg skulle stå af, jeg vidste bare ikke hvor! “Slow your home” (blog) hjalp mig virkelig i gang med at rydde ud. Enkel metode, tæl de ting du fjerner fra dit hus! Da jeg ret hurtigt kom til 800 stoppede jeg med at tælle, men fortsatte.
    Nu er jeg mor til 4? og har i mellem tiden fået en kronisk sygdom, der gør at jeg ikke kan arbejde…. Men jeg er lykkelig over, at jeg fandt minimalismen inden, for med en krop der selv bestemmer, så har det virkelig gjort vores alle 6’s hverdag nemmere! Mange af de praktiske ting er blevet lettere, fordi der ikke er meget at rydde op og gøre rent, og det frigiver en masse tid!
    Det giver bare meget mere end et pænt hjem?
    Kan også anbefale Joshua Becker og Leo Babauta?
    Tak for en masse gode ideer og fine billeder på ig.

    Mvh Lonni

    • Jane

      Minimalisme kan nemlig være til fordel for alle, men jeg tror klart at I med en stor familie har ekstra gavn af en mere overskuelig hverdag. Jeg håber, at du har det bedre igen, nu hvor du er ude af hamsterhjulet. KH Jane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.