DIY,  Købestop,  Minimalisme

Min genbrugs-forårsgarderobe

1

English recap: Being a non-shopper makes me very grateful to be able to find “new to me” clothes in my local thrift store. It makes it much easier that I can use a sewing mashine, and therefore is able to change the clothes to fit me. I save money and chemicals in the process. 

Gennem snart 1½ år med købestop, har jeg haft stor glæde af at supplere min eksisterende garderobe med genbrugskøb. Både ud fra tanken om, at hvis jeg finder det jeg mangler i genbrugsbutikken, så skal der ikke produceres nyt tøj, hvilket sparer miljøet for en masse kemikalier. Samt tanken om, at jeg kan købe tøjet til en brøkdel af den oprindelige pris.

Jeg har en stor fordel ved at kunne sy, da jeg ikke behøver at bekymre mig om pasformen på det tøj jeg falder for. Jeg kigger derimod efter kvalitet, farver og mønstre. Så længe jeg holder mig fra tøj der er for småt, så kan jeg sy alt tøj om. Det skal dog ikke lyde som om at alle projekter lykkes. Nogle gange får jeg klippet forkert, eller kan blot ikke få tøjet til at blive som jeg havde forestillet mig, men jeg lykkes med ca. 75 procent.

Toppene ovenfor er, fra venstre, en top som jeg købte i genbrugen i størrelse XL og syet ind og op, så den passer mig. Den prikkede top er hjemmesyet, men ændret fra en kortærmet top til en ærmeløs top på grund af misfarvning under armene. Og den stribede, grønne t-shirt er syet om fra en XL til en størrelse mig. Jeg har haft den på hele weekenden, og elsker den allerede, og det skader heller ikke, at den kun har kostet mig 15kr 🙂

Toppene nedenfor er, som jeg har beskrevet før, syet om af en genbrugskjole samt en skjorte, som jeg “fandt” i min kærestes side af skabet (tak, skat).

foto0Som jeg har skrevet om før, manglede jeg en forårsjakke, og ville gerne selv sy den. Men hverdagens begrænsede sytid meldte sig, og da jeg fik mulighed for at gennemgå nogle sydsjællandske genbrugsbutikker, var jeg så heldig at finde denne overgangsjakke, som passer perfekt til afhentning af børn og ture på legepladsen. Og til den vilde pris af 48kr.

2

Derudover har jeg købt to par forårssko til en samlet pris af 300kr. Her er ikke gået ned på kvalitet, men jeg har købt dem brugt via trendsales, hvilket jeg før har haft stor glæde af. Jeg leder efter fejlkøb, som derfor ikke rigtigt er brugt, og mærker hvori jeg kender min størrelse. Dette sparetip kræver dog, at man kan leve med at andre har gået med skoene før, men det kan jeg sagtens, så længe de ikke er slidt i form efter andres fødder 🙂

Så nu har jeg samlet en fuld forårsgarderobe for stort set ingen penge, hvilket hjælper mig endnu et skridt på vejen mod at komme af med min gæld.

Vejen mod at blive gældfri

I sidste uge købte jeg nogle fine silketing i min lokale genbrug, men farverne er mere til efterår/vinter, så de får lov til at ligge og vente på sæsonskiftet. Generelt er jeg modstander af at købe for meget selv når det gælder genbrug, men når størstedelen af min garderobe skal være hjemmesyet eller genbrug, så gælder det også om at slå til når de rigtige ting ligger der. Og så slipper jeg for at købe noget “nyt” brugt til min efterårsgarderobe 🙂

6 kommentarer

  • Thea

    Jeg elsker sådanne indlæg – og der er ingen tvivl om, at der er mange muligheder ift. at købe genbrug! Og trendsales er det godt sted at finde tingene – men også ebay 🙂 Og du har da virkelig fundet dig nogle gode ting! Jeg har tidligere været rigtig god til at købe secondhand på trendsales, men har ind til videre kun lavet 2 køb den vej i år (hvoraf den ene var en gave…). Men jeg prøver altid at tjekke om det, jeg evt. leder efter, skulle være at finde derinde secondhand. Og ja, så har jeg ting, jeg holder øje med fast, som smuttede fra mig, mens de var i butikkerne. Det handler ikke så meget om bæredygtighed, men mere om et bestemt design 🙂

    Ift. genbrug, så er det lidt tvetydigt, hvor meget man egentligt spare miljøet for – for genbrug kan også nemt blive en undskyldning for merforbrug i form af ting, man reelt ikke har brug for og som man måske ikke ville have købt, hvis man skulle give fuld pris. Men som du også skriver, så er der bare nogle gange, hvor man er nødt til at slå til. Secondhand er udbuddet i hvert fald ret svingende…

    Når du går i genbrug, er det så med en indkøbsliste eller lader du dig mest inspirere i øjeblikket?

    • projecthandmade2014

      Helt enig, jeg har hele tiden været opmærksom på risikoen for at rykke et overforbrug til genbrugsbutikken i stedet for, hvilket selvfølgelig er markant billigere, men fjerner hele pointen med at få ryddet ud i klædeskabet. Men jeg accepterer, at der kan ske et fejlkøb eller to, netop fordi redesign absolut også kan gå skævt, eller jeg simpelthen bare får købt noget forkert. De gange det er sket, har jeg pænt båret tingene tilbage til genbrugsbutikken, og så kan de tjene penge på det to gange 🙂
      I forhold til taktik, så har tre butikker tæt på, to med tøj til mig, og én med tøj til drengene, som jeg jævnligt går forbi. Jeg har altid et formål med turen fx overgangsjakke til mig selv eller bukser til min store dreng, så det går jeg målrettet efter, men holder også øjnene åbne for ting jeg kan bruge fremover.

  • Susanne

    Det er nogle fine ting du har fundet. Det ser ud som nyt og nu er det oven i købet syet om, så det passer perfekt til dig. Det er en stor fordel, at du kan både sy og strikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.