Nye vaner i 2015 og genindførelsen af husmor-runden
Starten af 2015 har budt på lange arbejdsdage, hvilket ikke har efterladt tid til mange tanker om, hvad året skal bringe. Men når hverdagen er allermest travl er det alligevel nemt at få øje på de steder, hvor tingene ikke rigtig kører, så her er de nye vaner, som jeg drømmer om at få indført i 2015:
- Mere fokus på job, karriere eller hvad vi nu skal kalde det. Indtil jeg kan blive betalt for at strikke dagen lang, så er mit nuværende job mit levebrød og hvad jeg “gør” mellem 7.30 og 15.00 hver dag, og i perioder mange flere timer end det. Og det er et job, som rummer masser af mulighed for udvikling og dermed også fortjener min uddelte opmærksomhed når jeg er til stede. Derfor 100 procent mindre small talk, tanker om børnene, tanker om strik og fokus på andet end jobbet, i de timer jeg nu alligevel er der. Det er vel ikke så meget at forlange af mig selv.
- Begrænsning af sociale mediers plads i mit liv. Dette punkt er vist forholdsvis selvforklarende. Sociale medier skal have deres plads mellem børnenes sovetid og min sovetid, dvs. om aftenen når de ikke distraherer mig fra andre ting der betyder mere.
- Accept af at kroppen efterhånden (jeg er 33 år) kræver lidt mere vedligeholdelsestid end hidtil. Løbeture og styrketræning er nu et spørgsmål om at holde kroppen frisk og stærk, og ikke længere et spørgsmål om noget så ligegyldigt som et tal på vægten. Tilsvarende er brugen af tandtråd, sukkerstop og sund mad med masser af gode fedtstoffer, frugt og grønt nu NeedToHave og ikke NiceToHave.
- At få tingene gjort. Der skal ikke ophobe sig en masser opgaver, som ligger i baghovedet og ulmer. Det skaber dårlig energi og det er for nemt at vænne sig til at have en masse ufærdige opgaver liggende. Bevidstheden vænner sig til den dårlige samvittighed og det ubehag den skaber i kroppen. Til sidst har jeg glemt følelsen af ikke at være bagud konstant, og den dårlige samvittighed bliver den nye normal.
- Som en helt lav-praktisk løsning på punkt nummer 4 skal husmor-runden genindføres. Husmor-runden = Den tur rundt i huset/lejligheden, som foretages efter ungerne er puttet og som går ud på at genoprette tingenes tilstand, gå ned med skrald, rydde op og gøre klar til næste dag. Ja, det lyder vildt kedeligt, men det er det mest effektive middel jeg kender mod den lille stemme, der fortæller at jeg ikke er klar til næste dag og derfor hellere vil gemme mig under dynen når vækkeuret ringer end at stå op og komme igang.
Det var ordene. Nu skal de bare efterleves 🙂
11 kommentarer
Bodil
En temmelig udfordrende og krævende liste, synes jeg – men jeg kan godt følge dig i det meste. OG faktisk får man mere energi af at “få tingene gjort” – også selv om det tager lidt tid. Ligeså med oprydningsrunden, den tid er givet godt ud 🙂
projecthandmade2014
Ja, det kan være at jeg kræver for meget af mig selv i 2015 – men nu er året kun lige startet så mon ikke jeg kan nå meget af det 🙂 Og ja, det skaber nemlig ny energi at få de gamle projekter af vejen.
Gitte
Husmoder-runden! I love it! Har længe forsøgt at få den indført herhjemme, eller noget der ligner, med at man lige rydder op inden man går i seng. Men min man er kronisk A menneske og jeg er B, så vi er ikke helt enige om timingen. -Og så må jeg erkende at det mest går mig på, og især nu hvor jeg går hjemme… og så må jeg vel også tage den del af slæbet i størst omfang.
projecthandmade2014
Det er jo absolut ikke min opfindelse, men en rigtig god ide. Og navnet til trods kan den fint udføres af begge køn. Herhjemme er det dog også mig der står for husmor-rundens udførelse, men fx er det altid min kæreste der handler, så goderne (pligterne) er pænt fordelt alligevel 🙂
Astrid
Mere fokus hænger her hos mig og mine ret tæt sammen med netop brug af sociale medier/spillemaskiner osv. Vi er alle fem relativt meget på og det kan hurtigt udvikle sig til fem robotter der ikke har set hinanden før vi sidder rundt om aftensmaden. Det duer jo ikke.
Men det er i perioder svært fordi det der internet-værk og skaber relationer for os. Mine drenge spiller med deres venner, som de jo også mådes og spiller rigtig fodbold med og de voksne i huset gør sådan set det samme, bare med en anden hobby end lige FIFA 🙂
Men mere fokus er helt sikkert også på dagsordenen her.
Ang. kroppen er jeg så ‘gammel’ (37) at jeg godt kan se hvad klokken har slået :o) Men helt tilfreds er jeg ikke, efter en lidt for heftig jul + en omgang stress. De ekstra kilo skal arbejdes af, men jeg har gjort det før, så jeg ved jeg kan. Og netop ikke for at have fokus på vægten som sådan, men mere at have det godt, passe på kroppen og lavpraktisk, at kunne passe mit tøj.
Husmor-runden er jeg også fan af. Fedt ord. Det giver en SÅ meget bedre søvn.
projecthandmade2014
Jeg tror også at niveauet for medie-tilgang kan være anderledes når jeg har store børn, men så længe de er små og de går i seng senest halv otte så føler jeg at jeg misser noget nærvær med dem. Og netop det nærvær ved jeg godt stopper snart, for så vil de hellere lege med deres venner (også evt. via medier) men lige nu vil mine drenge rigtig gerne os voksne. Så det er med at nyde det så længe det varer 🙂
Jeg kan godt lide at du har fokus på at passe godt på din krop (og kunne passe dit tøj = mindre shopping, hvilket lige er noget for mig :)) og mindre fokus på selve vægten, som jo i sig selv er uinteressant.
Trine Lykke
Virkelig godt ide med den husmorrunde! Det vil jeg gerne afprøve!
projecthandmade2014
Den er hermed givet videre… god fornøjelse…eller noget.
Maija
Læser med første gang. Jeg har også indført købestop mht. min datters tøj. Jeg skal selv sy alt undtagen overtøj, undertøj og tilbehør. Samtidigt at jeg har først lige startet at sy.
Flotte ting du har lavet!
Camilla
Gode (og lidt udfordrende) vaner. Kunne godt finde på at indføre husmorrunden herhjemme! (:
samovaren
veldig fine punkter! inspirerende å lese. husmorrunde høyrast lurt ut, sjølv om eg ikkje har barn, hehe. 🙂