• Økonomi

    Tanker om genbrug og lidt om gæld

    foto5a

    Det er efterhånden blevet en fast vane at kigge efter genbrugsmuligheder, når vi mangler noget til os selv, til huset eller til drengene. Særligt i forbindelse med vores flytning har genbrug haft en stor betydning. Ud over at sælge en stor del af vores gamle møbler, som nu “lever videre” et andet sted, så er vores “nye” spisebord og drengenes “nye” køjeseng købt via den blå avis. Og vi har været så heldige at finde en gammel ph lampe i den lokale genbrug, til den rørende sum af 500 kroner. Den kræver lidt knofedt og en ny ledning, men så er den også klar til at kaste lys over vores måltider i mange år fremover 🙂

    I eftermiddags havde jeg langt om længe tid til at gå min sædvanlige genbrugsrunde, og fandt den flotteste gamle dug. Planen er at klippe den op til viskestykker, da næsten alle vores viskestykker er klippet op til klude på grund af grimme pletter. Jeg tror, at jeg kan få otte viskestykker ud af dugen, så kan vi klare os lidt igen. Jeg ledte også efter bomuldsgarn, så jeg kan strikke vaskeklude. Et projekt der længe har været i mine tanker, men da jeg kun har uldgarn liggende, så kræver det nyindkøb af bomuldsgarn, og så langt er jeg ikke nået endnu.

    Jeg fandt til gengæld et par (ubrugte) mørkeblå chinos til min mindste dreng til erstatning for et yndlingspar, som er blevet for små. Sidste fund var fastelavnstøj til begge drengene. Hvis jeg har ramt rigtigt med, hvad de gerne vil klædes ud som, så giver det køb i sig selv en besparelse på 500 kroner.

    Jeg ved godt, at genbrug ikke er for alle. Det kræver, at man kan se pointen i at selve anskaffelsen af tingen er lidt mere besværlig end bare at tage en tur i det nærmeste indkøbscenter. Men for mig opvejer glæden ved at spare ressourcer og penge, klart ulempen ved at skulle lede lidt længere, og eventuelt være nødt til at udskyde et køb, indtil det rette dukker op.  Og nogle gange kræver det, at man bruger sin kreative muskel for at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, og det er garanteret sundt i det lange løb.

    Generelt tror jeg, at øvelsen med at udskyde behov er sund i en tid, hvor der kommer flere og flere reklamer for hurtige lån til forbrug. Jeg har, som I nok har opdaget, et anstrengt forhold til gæld, så jeg føler ikke at jeg er i farezonen til at optage kviklån, men jeg så gerne at det blev normen, at hvis man ikke havde råd til noget, så lod man være med at købe det. Eller købte det brugt 😉

     

  • Købestop,  Minimalisme

    Back to reality

    IMG_0370

    Det har på alle måder været en rolig, og helt udramatisk juleferie i vores lille hjem. Selvom vi har kørt mere end 600 km med masser af besøg indlagt hos familie og venner, så har tempoet hele tiden været, så vi alle kunne være følge med. Og vi har nydt at have mange hele dage i vores stadig ret nye hus, og føler os mere og mere hjemme for hver dag.

    Jeg har stort set tilbragt hele juleferien i denne top, som klart går ind på førstepladsen på hitlisten over hjemmesyede ting i 2015. Jeg håber, at 2016 giver mere sytid, men mit næste projekt er en habitjakke, og det kræver markant mere tilløb og omtanke end denne type top, som jeg næsten kan sy i søvne efterhånden. Så det kræver lidt mere fokus end jeg kan samle lige nu.

    Et perfekt match til min nye top er en højhalset sweater, som jeg strikkede for noget tid siden. I juleferien har jeg brugt denne kombination med sorte jeans de fleste dage 🙂 Så er det ingen sag at have en lille garderobe.

    IMG_0404

    Min plan for 2016 er at fortsætte mit fortsæt for de sidste to år, og opretholde mit købestop efter reglen om, at når der opstår et reelt behov har jeg følgende muligheder (i prioriteret rækkefølge):

    1. Sy tøjet selv.
    2. Finde tøjet som genbrug.
    3. Købe fra nyt (så bæredygtig en variant som muligt).

    Jeg leger lidt med tanken om,  hvordan jeg skal dokumentere mine køb i 2016. Jeg har en ide om, at mit købestop for tøj har bredt sig til at påvirke alle køb, som jeg foretager, og det kunne være interessant at finde ud af om det rent faktisk er rigtigt.

    Hav en god aften derude 🙂