Skjult overforbrug og hvorfor købestoppet ikke er synd for mig…
Jeg anser mit købestop i 2014 som en succes. Jeg fik standset mit hovedløse forbrug og reddede mig selv fra en masse fejlkøb, og sparede som “bivirkning” en masse penge. Men det er ikke hele sandheden. For selvom mit indkøb af færdiglavet tøj var yderst begrænset, så var det i stedet mine indkøb af stof og garn, der “stak af for mig”. I starten af året var jeg meget opmærksom på kun at købe materialer med et specifikt formål, og på primært at få brugt af mit stof- og garnlager. Men lige så stille fik jeg købt mere og mere (særligt stof) som endte med at ligge i bunker og vente på, at jeg fik tid til at sy. Og mit fokus på at bruge ting i skabet “op” før jeg købte nyt forsvandt. Det samme gjorde interessen for at sy det tøj om, der ligger i redesign-bunken (herunder tre lækre silkeskjorter, som jeg har arvet fra min fars kone).
Så nu skriver vi 2015 og mit købestop er, som tidligere skrevet, opdateret med den nye regel, at det også omfatter køb af nyt stof og garn. Men et hurtige kik i gemmerne viser, at det hverken er en umulig opgave eller synd for mig. Jeg har for eksempel lækkert blondestof til toppe, vævet viscose til toppe og kjoler og masser (!!) af lækkert uld til sweatre og cardigans (som om jeg manglede mere strik). Og allerbedst, så har beslutningen skabt ro i mit sind. Nu behøves jeg ikke længere kigge i stofbutikker efter nye farver eller garnbutikkerne efter nye spændende kvaliteter. JEG HAR NOK. Og det er faktisk en rar følelse 🙂
6 kommentarer
Trine Lykke
Det lyder som om du har taget en beslutning du bliver glad for. Mon ikke det også bliver nemmere at flytte når du får brugt en masse ting inden?
Jeg gad godt høre lidt mere om hvad du gør hvis du “mangler” noget, til noget bestemt. Altså hvis du fx. mangler kantbånd, eller en halv meter af en bestemt type stof, eller… – Altså til et projekt du gerne vil lave, hvor du primært bruger dit lager. Giver det mening?
projecthandmade2014
Det var også netop min tanke, at jeg i hvert fald ikke skal bygge mere lager op, som så skal flyttes til oktober. Min plan er at få det vil at virke som jeg har liggende. Og med et ganske veludbygget lager af både stof, garn, kantebånd, blondebånd osv., så skal det faktisk kunne lade sig gøre.
Og min erfaring er, at med begrænsede midler så bliver jeg mere kreativ. Fx den blå silketop jeg skrev om for et par indlæg siden: Der fandt jeg et lille stykke blonde, som jeg havde haft liggende til at sy på noget sengetøj, da jeg ventede lillebror, men aldrig fik brugt. Nu kunne jeg i stedet bruge det til at forlænge toppen, så jeg får den brugt meget mere (stort set én gang om ugen).
Libbie
Hej Jane
Jeg er dybt fascineret af din blog, dine tanker og grundholdning.
Jeg har tænkt over det og vil forsøge at gøre dig kunsten efter 🙂
Jeg syer rigtig meget af mit eget tøj og tænker at oprydnings-processen kun vil gøre noget godt for mine hylder + at tanker om kun at bruge hjemmesyet tøj er total fed, så jeg er med 🙂
Har blogget om det og linket til dig. Håber det er ok.
vh Libbie
projecthandmade2014
Hej Libbie
Tusind tak for dine søde ord. Jeg glæder mig til at følge din version af projektet – generelt tror jeg at kreativiteten blomstrer, når man sætter lidt begrænsninger for sig selv.
Og selvfølgelig må du linke 🙂
Hav en dejlig dag.
Jonna
Hej Jane
Super spændende indlæg. Jeg fandt dt via Libbie, der jo blev inspireret af dig.
Jeg vil forsøge at gøre dig kunsten efter mht det kreative lager.
Gode tanker du har.
Hilsen Jonna
projecthandmade2014
Mange tak for dine søde ord Jonna. Jeg glæder mig til at følge dine ryd-ud-i-lageret-projekter:) Mvh Jane