Nyt i garderoben. Hjemmestrik, genbrugsfund og endnu en opskrift til salg.
En af de nyeste tilføjelser til min garderobe er en hjemmestrikket slå-om cardigan, som jeg længe har haft planer om at strikke. Det eneste problem var, at jeg manglede det rigtige garn, så det var først efter mit fødselsdagsgave-indkøb af garn, at jeg kunne gå i gang med trøjen. Den er blevet lige som jeg håbede, og jeg forventer at få den flittigt brugt i efteråret. Cardiganen er strikket i silkwool fra garnudsalg.dk, et garn jeg ikke har prøvet før, så jeg er lidt spændt på holdbarheden.
Jeg har på (ikke utallige, men enkelte) opfordringer skrevet opskriften ned, og den er til salg her: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2
Nederdelen er et fund fra min lokale genbrugsbiks, og jeg elsker den allerede. Den er et godt alternativ til mine hjemmesyede stretchnederdele, som sidder ret tæt. Denne nederdel har et mere løst snit, uden at den bliver for strut-skørt-agtig.
Jeg har de seneste uger solgt lidt ud af mit hjemmestrik. Jeg har haft en del sweatre liggende, som jeg ikke brugte mere, og det har virket lidt forkert i forhold til mit ønske om at leve mere minimalistisk, at mit skab var stopfyldt af striksweatre som ikke blev brugt. Så nu bliver de sendt ud i verden, hvor de kan være til nytte, og jeg får lidt flere penge på kontoen, og mindre der skal flyttes (lige om lidt). Win-Win.
God søndag derude.
2 kommentarer
fossdal
Det er aligevel lidt ærgerligt at man ikke lige kan gå ud og shoppe hele sættet. Men det er selvfølgelig det der gør det unikt. Det klæder dig rigtig godt.
projecthandmade2014
Tak for dine søde ord. Det er nok downsiden ved at vise hjemmelavet tøj og genbrugsfund, det kan ikke efterlignes så nemt. Men det er også hele pointen. Dette er (naturligvis) ikke en mode-blog, men blot mit forsøg på at vise hvordan man kan klare sig med meget mindre, og at den “perfekte” garderobe ser helt forskellig ud for den enkelte. Hav en dejlig dag.