• DIY,  Købestop

    Om at lave sit eget tøj

    Da jeg for snart seks år siden for første gang begav mig ud i den virkelige verden, iført en hjemmesyet bluse, føltes det som at kaste sig ud fra 10 meter vippen. Jeg fik det største sug i maven, og gik og ventede på, at nogen a la kejserens nye klæder, sagde – du har jo ikke noget på – eller hvad søren er det du render rundt i. Men ingen kommenterede. Mit bud er, at ingen opdagede, at jeg var iført en hjemmelavet kreation. I de mange år der er gået siden har jeg vænnet mig til følelsen, og endda lunet mig lidt, når jeg har fået ros for et stykket hjemmesyet eller hjemmestrikket tøj, og folk efterfølgende er blevet overraskede, fordi det “så købt ud”.

    Her seks år senere er alt i mit garderobe enten hjemmelavet eller købt som genbrug, og jeg tvivler på, at de fleste kan se forskel. Og langt størstedelen af dem, som jeg møder kunne ikke være mere ligeglade med, hvor mit tøj kommer fra 🙂 Men for mig er det en lille sejr hver eneste dag, hvor jeg føler mig velklædt, og godt tilpas i tøj som jeg nyder at have på, og som samtidig ikke har kostet noget særligt. Den sidste del er kun interessant fordi dette hverdagshack har betydet, at jeg kun bruger mellem 1000 og 2000 kroner på tøj og sko om året, hvilket gør, at jeg kan spare størstedelen af min løn op, efter at de faste udgifter er betalt, og har kunne betale mit SU-lån af mange år før tid. Og at vi nu snart har betalt vores banklån af, over 27 år før tid 🙂

    Mit købestop var i sin tid et opgør med et forbrugsmønster hos mig selv, som jeg ikke brød mig om. Jeg købte nyt tøj af vane, uden at forholde mig til om jeg manglede noget og jeg følte konstant, at jeg ikke havde noget at “tage på”. Men jo mindre jeg ejer, og jo bedre tid jeg tager mig før jeg anskaffer mig “nyt” til skabet, jo mere tilfreds er jeg blevet. Og jeg føler, at jeg har en overflod af muligheder i skabet, selvom det ikke indeholder så meget.

    I weekenden købte jeg et nyt stykke stof – for første gang i et års tid – fordi jeg ønskede mig en ny, lidt finere top til arbejde. I restekassen fandt jeg et skønt stykke flaskegrøn blonde, som jeg har store planer om at trylle med i aften. Toppen skal være en længde, som passer både til jeans og til nederdel, så jeg kan matche den med det meste af det tøj, som jeg allerede har.

    Samtidig så går jeg og pønser på at strikke en cremefarvet cardigan, lidt ala denne, men i en lidt tyndere version, som kan bruges som jakke, hvis vi nogensinde får varmere vejr her i landet 🙂 Det giver så meget mere mening for mig at bruge tiden på at planlægge og lave det tøj, som jeg ønsker mig og som jeg rent faktisk mangler. Fremfor, som tidligere at bruge hver (næsten) hver lørdag på at tøffe rundt i butikkerne og leder efter noget, som jeg troede, at jeg manglede. Omvendt, hvis du elsker at shoppe og ville hade at sy og strikke, så vil samme metode ikke give mening for dig, så min vej er ikke for alle. Men jeg tror til gengæld, at de fleste vil have glæde af at tynde lidt ud i klædeskabet, så det bliver nemmere at finde favoritterne.

    Iøvrigt, så har jeg påskeferie, og har snart klaret mig igennem anden dag med sukkerstop, så nu vil jeg tage mig et glas rødvin og fejre ferien 🙂

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Et bæredygtigt liv

    Bæredygtige hverdagsvaner i 2017

    Ved starten af et nyt år, er det oplagt at gøre lidt status over året, der er gået, og drømme lidt om det nye år forude. Mit projekt med at få en hjemmelavet garderobe, blive gældfri og leve en mere simpel og bæredygtig hverdag, startede for snart tre år siden med, at jeg skrev tre ting ned, som jeg gerne ville opnå i 2014.

    For det første ville jeg gerne skære garderoben helt ind til benet, kun beholde det tøj som jeg rent faktisk brugte, og selv sy alt nyt tøj. For det andet ville jeg gerne lave madplaner for hele året, og derved både modvirke madspild og spare penge. Og for det tredje ville jeg holde helt op med at spise sukker, fordi jeg allerede dengang godt vidste at det var skidt for mig.

    Og nu, godt tre år senere, holder jeg faktisk stadig alle tre vaner sådan næsten fuldt ud 🙂 Det kan godt glippe med madplanerne en enkelt uge, og mit sukkerstop har også været lidt svingende, men alt i alt så holder jeg det.

    Jeg kan anbefale at skrive dine mål ned. Både for hele året, og for hver enkelt uge. Det er markant nemmere at ramme plet, hvis du ved hvad du sigter efter 🙂

    Så nu vil jeg prøve at gentage successen fra 2014, og skrive mit mål for 2017 ned her:

    Hele næste år vil jeg, hver uge, indføre en ny bæredygtig hverdagsvane i vores liv. Med bæredygtig tænker jeg både på bedre miljømæssige vaner fx at droppe køkkenrulle og skrubbesvampe, og finde bedre alternativer. Og på bæredygtighed i forhold til vores egen tid i hverdagen fx at eliminere den tid, som jeg bruger på at lede efter mine nøgler eller vanter, eller på at tjekke telefonen hele tiden.

    Min drøm er, at jeg efter 2017 har en hverdag med mindre spild af både ressourcer og tid, og med et større overblik og overskud.

    Vil du være med? Og hvis du skulle vælge bare én ny god vane i 2017, hvad skulle det så være?

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    thumbnail_img_4297

    • Jeg opdagede, at der (trods meget gennemgang) stadig var noget tøj, som jeg flere gange tog frem, men hang tilbage igen fordi det ikke virkede, så jeg lagde det til side til en omgang redesign. Nu er en kjole, der var for kort, blevet til en top, og en blonde top, der sad for løst, er syet ind i siderne, og passer nu fint. Ofte kræver det ikke de store sy-evner at få tøjet til at fungere, og det er en dejlig nem og billig måde at få “nyt” tøj på.
    • Jeg har længe haft dårlig samvittighed over at bruge deodorant med aluminium, da der er usikkerhed om, hvorvidt det kan medføre brystkræft. Når det gælder kemi og skadevirkninger, så går jeg gerne med livrem og sele, men de alternativer, som jeg kunne finde uden aluminium fjernede ikke svedlugt, og så var jeg lige vidt. Men jeg havde læst flere steder, at man kan lave sin egen deodorant af kokosolie og natron, men jeg havde virkelig ikke regnet med at det virkede. I denne uge fik jeg endelig taget mig sammen til at få rørt ingredienserne sammen og testet blandingen, og til min store overraskelse, så virker det. Også selvom, at vi har haft nogle ret varme dage, og jeg har været på arbejde, hentet børn, ryddet op, lavet mad, ordnet køkken osv. Så de varmeste anbefalinger er hermed givet videre. (Jeg blandede en spiseske kokosolie og en ½ teske natron). 
    • Jeg holder stadig mit sukkerstop, hvilket betyder, at drengenes fredagsslik overlever fra uge til uge, så der spares en del på den konto 🙂
    • Jeg blev færdig med (endnu) sweater til mig selv denne uge, hvilket betyder, at jeg er godt dækket ind når vinterkulden engang rammer landet.
    • Jeg har modtaget en bestilling på strik til nogle søde piger på Grønland, hvor vinteren er ved at komme godt i gang. Det er rent win-win, for jeg får undskyldning for at strikke, tjener lidt ekstra og nogle søde piger kan holde varmen til vinter 🙂

    Nu: Strikketid og rødvin.

    God fredag derude.

  • Et bæredygtigt liv

    Tomme kalorier

    IMG_4122

    Som jeg har skrevet om på instagram (https://www.instagram.com/projecthandmade/) har jeg snart overholdt to måneder med sukkerstop. Det sidste afgørende skub hen imod et endeligt sukkerstop, var tre dage med konstant hovedpine, og erkendelsen af, at det måtte være sommerferiens ekstremt accelererede sukkerindtag, som var grunden.

    Baggrunden for overhovedet at overveje helt at stoppe med at spise sukker er, at jeg fik konstateret PCO, da jeg var 23 år, og fik beskeden om, at jeg nok skulle indstille mig på, at det ville være rigtig svært for mig at blive gravid. Lidt research på nettet viste, at det (muligvis) ville gøre det nemmere, hvis jeg helt undlod at spise sukker forud for eventuelle forsøg på at få børn. Så jeg har løbende holdt længere pauser fra sukker.

    Der har aldrig været noget tvivl for mig om, at sukker ikke hører til i min kost. Det får mig til at tage på, få oppustet mave, dårligt humør, dårlig hud osv. Men det har været svært konstant at sige nej tak til kage, is og slik, da det tit er en del af det sociale samvær. Men med alderen er det (også på mange andre punkter ) blevet nemmere for mig at skille mig ud fra flokken. Det betyder mindre for mig, hvad folk tænker, og mere hvordan jeg har det i min egen krop. Så jeg tror, at det er realistisk, at sukkerstoppet kan holde denne gang.  Jeg har meldt klart ud overfor kolleger, familie og venner, at jeg ikke spiser sukker, og at det ikke er synd for mig fordi jeg spiser så meget andet lækkert i stedet for.

    De sidste par dage har jeg tænkt over, at man faktisk godt kan sammenligne mit sukkerstop, med mit købestop. Jeg siger også nej til et hurtigt shoppekick, og vender mig istedet mod en mere bæredygtig garderobe, som gør mig glad. Jeg fravælger de tomme kalorier, og vælger god kvalitet og glæde til. Både sukkerstop og købestop strider lidt mod den “normale” måde at gøre tingene på, men jeg følger en vej, der giver mening for mig. Samtidig er det for mig nemmere bare helt at sige nej, både til shopping og sukker, fremfor konstant at skulle diskutere grænserne med mig selv.

    Har du nogen erfaring med købestop eller sukkerstop – eller følger du mere “alt-med-måde”-metoden?

    God aften derude.

     

  • Købestop

    Opdatering af årets shoppeliste for 2015 #3

    FullSizeRender (5).jpg

    I disse årets sidste uger, har jeg været på shoppetur og tilføjet endnu et item til årets shoppeliste. En fast del af min hverdagsuniform er jeans, enten sorte eller mørkeblå, og mine sorte jeans var begyndt at synge på sidste vers.

    Mit sukkerstop, som jeg endelig har fået tilbage på skinner efter mange måneders pause, har gjort at jeg har tabt mig lidt, og kombineret med at mine sorte jeans var blevet mindre elastiske efter et års intens brug, betød at et par nye måtte til.

    En af bivirkningerne ved en lille garderobe er, at der ikke er plads til tøj, der ikke virker. Det bliver tydeligt med det samme, hvis der er bænkevarmere i skabet. Jeg har brugt den sidste måned på at lede efter genbrugsalternativer til at erstatte de sorte jeans, men jeg har ikke fundet et godt bud, og valgte derfor at købe et par helt nye.

    Jeg havde naturligvis helst købt genbrug, men jeg vælger den pragmatiske vej på grund af den realitet, at jeg med fuldtidsjob og to mindre børn, nogle gange er nødt til at fravige det ideelle valg til fordel for det, der kan lade sig gøre. Shoppelisten for 2015 ser derfor nu således ud:

    Shoppeliste 2015 (købt fra ny):

    • Habitjakke (erstatningskøb)
    • 2 par strømpebukser (basis)
    • 4 par strømper (basis)
    • Vinterstøvler (erstatningskøb)
    • 2 par sandaler (erstatningskøb)
    • 3 lyse undertrøjer (basis)
    • 5 par strømper (basis)
    • Pyjamasbukser (erstatningskøb)

    Nye køb:

    • Sorte jeans (erstatningskøb

    Ud over de nye jeans, har jeg købt nyt garn til en tynd sweater til mig selv, som erstatning for en eksisterende sweater, som næsten er slidt op. Og silkestof til to nye toppe til arbejde, til at aflaste dem jeg allerede har. En anden udfordring ved en lille garderobe er, at tøjet bliver slidt hurtigere, men det er en lille pris at betale for at have sit yndlingstøj (i uld og silke) på hver eneste dag 🙂

    God weekend derude.

     

     

  • Minimalisme

    Nye vaner i 2015 og genindførelsen af husmor-runden

    222222

    Starten af 2015 har budt på lange arbejdsdage, hvilket ikke har efterladt tid til mange tanker om, hvad året skal bringe. Men når hverdagen er allermest travl er det alligevel nemt at få øje på de steder, hvor tingene ikke rigtig kører, så her er de nye vaner, som jeg drømmer om at få indført i 2015:

    1. Mere fokus på job, karriere eller hvad vi nu skal kalde det. Indtil jeg kan blive betalt for at strikke dagen lang, så er mit nuværende job mit levebrød og hvad jeg “gør” mellem 7.30 og 15.00 hver dag, og i perioder mange flere timer end det. Og det er et job, som rummer masser af mulighed for udvikling og dermed også fortjener min uddelte opmærksomhed når jeg er til stede. Derfor 100 procent mindre small talk, tanker om børnene, tanker om strik og fokus på andet end jobbet, i de timer jeg nu alligevel er der. Det er vel ikke så meget at forlange af mig selv.
    2. Begrænsning af sociale mediers plads i mit liv. Dette punkt er vist forholdsvis selvforklarende. Sociale medier skal have deres plads mellem børnenes sovetid og min sovetid, dvs. om aftenen når de ikke distraherer mig fra andre ting der betyder mere.
    3. Accept af at kroppen efterhånden (jeg er 33 år) kræver lidt mere vedligeholdelsestid end hidtil. Løbeture og styrketræning er nu et spørgsmål om at holde kroppen frisk og stærk, og ikke længere et spørgsmål om noget så ligegyldigt som et tal på vægten. Tilsvarende er brugen af tandtråd, sukkerstop og sund mad med masser af gode fedtstoffer, frugt og grønt nu NeedToHave og ikke NiceToHave.
    4. At få tingene gjort. Der skal ikke ophobe sig en masser opgaver, som ligger i baghovedet og ulmer. Det skaber dårlig energi og det er for nemt at vænne sig til at have en masse ufærdige opgaver liggende. Bevidstheden vænner sig til den dårlige samvittighed og det ubehag den skaber i kroppen. Til sidst har jeg glemt følelsen af ikke at være bagud konstant, og den dårlige samvittighed bliver den nye normal.
    5. Som en helt lav-praktisk løsning på punkt nummer 4 skal husmor-runden genindføres. Husmor-runden = Den tur rundt i huset/lejligheden, som foretages efter ungerne er puttet og som går ud på at genoprette tingenes tilstand, gå ned med skrald, rydde op og gøre klar til næste dag. Ja, det lyder vildt kedeligt, men det er det mest effektive middel jeg kender mod den lille stemme, der fortæller at jeg ikke er klar til næste dag og derfor hellere vil gemme mig under dynen når vækkeuret ringer end at stå op og komme igang.

    Det var ordene. Nu skal de bare efterleves 🙂

  • Købestop,  Minimalisme

    Nytårstanker for 2014 – set i bagspejlet

    foto5aI starten af 2014 gjorde jeg mig nogle tanker om, hvad jeg gerne ville have, at året bragte. Jeg skrev nogle stikord ned, for at holde mine tanker fast.

    1. Nul-forbrug (ikke verdens mest ordrette begreb, men nu engang det der faldt mig ind). Garderoben skal skæres ind til benet. Ryd ud, giv væk og sælg. Alt nyt tøj skal laves af mig selv. Det er tilladt at erstatte basistøj.
    2. Madplaner hver eneste uge. Minimalt madspild.
    3. Brug pengene rigtigt. Brug flere penge på det, der gør familien gladere, og slet intet på det, der ikke gør en forskel for os.
    4. Sukkerstop. Det er ikke godt for dig. Bare stop.
    5. Løb hver anden dag. Kom af med topmaven.

    Generelt synes jeg selv, at jeg er kommet godt i mål med mine planer for 2014. Jeg har holdt mit modificerede købestop hele året, og har startet blog og instagram-profil for at dele mine kreative udfoldelser og for at holde mig selv fast på mit projekt. Og som en positiv bivirkning har jeg betalt over 50.000 ekstra af på mit SU-lån med penge jeg (formodentlig) har sparet på tøj.

    Jeg har lavet madplaner, der dækkede næsten hver eneste dag, så der har ikke været mange ups-vi-har-glemt-at-forholde-os-til-aftensmad-ture til pizzamanden. Og jeg har stort set undgået at smide mad ud. Rester er kommet i fryseren og er indgået i aftensmaden en anden dag. De sparede penge er gået til fredags-sushi til stor glæde for hele familien, og så har vi omlagt til ca. 60 procent økologisk mad, uden at det er blevet dyrere end før madplanerne var en del af hverdagen.

    Vi har også arbejdet med prioriteringen af vores forbrug. Vi vælger fx at holde skiferie, da vi rigtigt gerne vil give drengene mulighed for at lære at stå på ski tidligt, men holder “bare” sommerferie i dejlige Danmark, så længe drengene er små.

    Jeg har holdt mit sukkerstop det meste af året. I sommerferien faldt jeg i, og spiste masser af is med drengene, hvilket førte til mavekneb, ”gravid”-mave og et sukkerforbrug, der eskalerede indtil jeg bogstaveligt talt var lige ved at brække mig. Det var åbenbart det der skulle til, for siden midten af oktober har jeg ikke rørt sukker og dette omfatter også jul og nytår, så jeg fornemmer en mere blivende tendens denne gang.

    MEN det sidste punkt har jeg ikke kunne overholde. Jeg har løbet mere end normalt i 2014, men slet ikke tæt på hver anden dag. Punktum.

    I disse første dage af 2015 er jeg ved at lægge sidste hånd på mine stikord for det kommende år. Jeg kan virkelig anbefale at ”tænke på papir”, det gør dine ønsker mere håndgribelige og dermed også nemmere at få til at ske 🙂