Mere om vaneskift
Jeg er virkelig fejlet på at ændre mine skærm-vaner, og jeg er stadig i tænkeboks over, hvordan jeg kan gribe det bedre an. Så derfor vil jeg hellere dele noget, som jeg oplevede i morges. Mit vækkeur ringer kl. 6.00, hvilket ville have været utænkeligt for mig, før vi fik børn, men som nu er prisen for at kunne hente dem (forholdsvist) tidligt om eftermiddagen. Jeg har tidligere fortalt om min vej til at vinde over snooze-knappen på vækkeuret, hvilket har været særligt svært, fordi jeg bare aldrig har set mig selv som et “morgen-menneske”.
Men det lykkedes, og bortset fra en kortere periode i sommers, så sidder vanen efterhånden fast. Men dog ikke mere, end at nu hvor det er virkelig mørkt (og koldt) når jeg skal ud af sengen, så lyder den lille stemme om bare at liste tilbage under dynen, altså lige i baghovedet hver morgen. Og særligt imorges, hvor jeg var kommer lidt sent i seng, så talte den ekstra højt. Men jeg kunne så tydeligt mærke min stærke lyst til at være “sådan een som bare står op med det samme” og jeg holdt mit fortsæt og daffede direkte ud og i bad. Det er en lille sejr hver morgen, og det føles ret fedt at starte dagen med en sejr 🙂
Og sukkerstoppet holder også stadigvæk, nu på tredje uge, tror jeg nok. Og jeg er to kg lettere, har er markant mere stabilt humør og er forlængst på den rigtige side af den virkelig svære periode. Til gengæld så bider jeg negle igen og har ikke haft det mindste held med at skære ned på skærmtiden, så måske er det korrekt, at summen af laster er konstant. Pas. Send mere rygrad.
God aften derude.
-0-