Om at ændre dårlige vaner
Jeg læste engang, at størstedelen af ens liv blot er en gentagelse af de samme vaner, som gentages igen og igen. Hvilket burde betyde, at hvis man har gode vaner, så får man et godt liv, ikke? Så hvorfor er det så svært at skabe og beholde de gode vaner? Jeg er (snart) 37 år, og kæmper stadig med en række dårlige vaner, som I mine egne øjne giver mig et dårligere liv end hvis jeg ikke havde dem. Og når den eneste, der styrer mine handlinger, og dermed er mine vaner er – mig selv – så har jeg også kun een at takke.
De sidste seks år har jeg læst med hos ZenHabits, hvor Leo skriver om at gå fra at være gældsat, overvægtig og storrygende – til at løbe ultramaraton, spise sundt og leve røgfrit og gældfrit. Og baseret på hans skriverier, så handler vaneændringer om stille og roligt at opbygge tilliden til sig selv. Og det gav virkelig god mening for mig, da jeg efter mange år med sukker-afhængighed, mobil-afhængighed og neglebideri (!) – nærmest ikke tror, at det er muligt for mig at ændre vanerne mere. Efter så mange forsøg.
Men jeg giver ikke op. Og har derfor netop – med inspiration fra en anden Jane – startet en 14 dages 100 procent sukkerpause. Ved at sætte fuld fokus på kun at ændre een dårlig vane ad gangen, vil jeg give mig selv ro til rent faktisk at holde dette løfte til mig selv – og måske få lidt af tilliden tilbage igen. Første dag uden sukker er faktisk gået rigtigt godt, og jeg tror på projektet 🙂
Har du dårlige vaner? Eller er du perfekt 🙂
-0-
4 kommentarer
Mette
Wauw hvor er det sejt at få i gang med projekt sukkerstop – mens alle andre indtager påskeæg!
Rigtig meget held og lykke med projektet!!
Trine
Åh – masser af dårlige vaner her.
Min erfaring for at kunne ændre på dem er er finde det rigtige why? Hvorfor vil du ændre vanen? Hvis ikke grunden er er god nok, så lykkedes det altså sjældent, men til gengæld er det vel egentligt også ok, for hvis man ikke kan finde et why der kan motivere synes jeg man må spørge sig selv om det nu i virkelighed er en dårlig vane eller om dem giver en noget, som gør den berettiget, uanset hvad normer og burde måtte mene om den…
Held og lykke med sukkerstoppet – her vil jeg hurtigt spørge. Bruger du sukker til at lindre stress med? For det er det nemlig supereffektivt til. I så fald er det jo stresshåndteringen du skal starte med at kigge på og finde nye vaner til at lindre. Blot en tanke 🙂 Sådan har jeg langt om længe fået held med mit rygestop.
God påske, Trine
Hazel
Jeg er perfekt 😉 Ej! Men lige den der med sukker er det faktisk lykkedes mig at bryde – og jeg spiste ellers næsten ikke andet i årevis. Jeg indtog dagligt noget i retning af 1-2 poser slik, en halv liter cola og ca fire kopper te med 3-4 tsk sukker i hver. Jeg havde fået en bakteriel infektion i maven, som gjorde, at jeg simpelthen ikke kunne fordøje andet end ultra-raffinerede produkter, og da det langt om længe gik op for mig og jeg fik det behandlet, sad vanen VIRKELIGT dybt. Jeg har prøvet mange gange og totalt forgæves at ændre det, men det var først da jeg fik sclerose og min tankegang ændrede sig fra “jeg burde også holde op” til “jeg vil gerne passe godt på min krop”, at jeg fik vanen brudt. I forhold til anbefalingerne indtager jeg nok stadig for meget sukker, men det er mere i retning af slik hver 2.-3. dag, en sodavand om ugen og intet sukker i teen, så det er trods alt en markant forbedring.
Og så har jeg lært, at det gør en kæmpe forskel at have mad i huset, jeg gider at spise. Det er fint nok, at jeg står i butikken og tænker at jeg godt kan klare mig med rugbrød og leverpostej, men i virkeligheden gider jeg det ikke – og så ender jeg med sukker. Men hvis jeg har rugbrød med avocado eller blødkogt æg eller noget andet, jeg elsker, så bliver jeg ikke nær så fristet.
Emma
Ligesom Hazel er jeg helt perfekt. Hehe nej! Altså åh, jeg har det sådan, at jeg egentlig godt gad blive bedre til at lægge min mobil væk. Men så har jeg altid alle mulige undskyldninger. Hmm. Nu fik du og i andre i kommentarfeltet mig til at tænke. Tak!