Købestop,  Minimalisme

Project Handmade 2015

foto9999Som jeg tidligere har skrevet, så har jeg gjort mig lidt tanker om hvordan jeg skal køre mit købestop videre i 2015. Allerede i løbet af 2014 bestemte jeg mig for at fortsætte købestoppet, blot med lidt ændrede regler. Så i 2015 er det planen, at alt nyt tøj i min garderobe skal laves af stof og garn fra mit (alt for store lager) eller være genbrug. Igen i år har jeg undtaget køb af basistøj, undertøj, strømper osv. og enkelte erstatningskøb, hvor jeg ikke (med et fornuftigt resultat) selv kan sy tøjet fx jeans og habitjakker. Jeg lever med samme begrænsede mængde tid som alle andre, og hvis jeg selv skulle frembringe jeans i en kvalitet som jeg ville gå med, så skulle jeg droppe mit job for at have tid nok og det virker en anelse voldsomt 🙂

Ved at udvide købestoppet til at gælde stof og garn vil jeg tvinge mig selv til at få brugt en større del af det jeg allerede har liggende, og ikke blot købe nyt, når jeg får nye ideer. En anden årsag til opstramningen af reglerne er, at mit købestop i 2014 ikke har været “svært nok”. Det var min tanke med købestoppet, at jeg gerne ville gøre med ud af at redesigne det tøj jeg allerede har liggende, men det er jeg næsten ikke nået til, fordi jeg købte nyt stof i stedet. Tredje og sidste grund til de nye regler er, at jeg har sat mig i hovedet at få betalt mit SU-lån af før september i år. Derved kan jeg, blot en uges tid, nå at være gældfri før vi så skal betale købesummen for det hus vi har købt, og dermed kan se frem til at skylde nogen penge de næste 20-30 år.

Ingen regler uden undtagelser (naturligvis) og til min fødselsdag må jeg ønske mig stof og garn, eller penge til samme, og hvis jeg kan sælge/bytte mig til nye materialer er det også acceptabelt.

Der er også masser af miljømæssige grunde til at bruge de materialer som allerede er “sat i verden”. Men jeg har nok mere fokus på de mere nære konsekvenser af købestoppet for mig selv. Jeg bruger færre penge og meget mindre tid på tænke på min garderobe, når jeg holder fast i mit købestop, og det i sig selv er grund nok for mig. Det miljømæssige er dog en meget kærkommen bivirkning.

Nu mangler jeg blot at finde ud af, hvordan jeg ændrer navnet på bloggen, men der går alligevel ofte nogle måneder, før man skriver det nye årstal rigtigt, så jeg har lidt tid at løbe på 🙂

19 kommentarer

Skriv et svar til LINKLOVE OG EN MASSE GODE INTENTIONER | Trine Lykke Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.