• Minimalisme

    Om efterår, festtøj og hverdagstøj

    Jeg kan næsten mærke efteråret melde sin ankomst i disse dage. Som jeg har skrevet mange gange før, så er efteråret min yndlings årstid med sin lidt koldere, friske luft og, hvis vi er heldige, flotte blå himmel. Efterår minder mig også om studiestart, nye fag, nye bøger og Universitetsparken iklædt flotte efterårsfarver. Skønne minder for en nørd, som mig 🙂

    Efteråret giver mig også altid lyst til at gennemgå huset og rydde op i skuffer og skabe, og komme godt tilbage i hverdagen igen. Hvilket også involverer et hurtigt kik i garderoben for at se om jeg er godt dækket ind til de lidt koldere måneder. Hvis du har læst med her i mere end fem minutter, så ved du godt, at det ikke involverer den store shoppetur at blive klar til næste årstid 🙂 Jeg bruger (næsten) det samme tøj året rundt. Eneste undtagelse er to par shorts og min bikini 🙂 Kjoler og nederdele bruges med strømpebukser og en cardigan. Jeans får et stort comeback efterhånden som temperaturen falder, men det er bare de samme, som jeg brugte sidste efterår/vinter.

    Det eneste jeg reelt mangler er et par flade sko til arbejde, som erstatning for et par, som er slidt op. Jeg plejer at have godt held på dba.dk, så der skal jeg lige ind og kigge. Og så skal jeg have supplereret op med basis herfra, da undertøjsskuffen efterhånden ser lidt sølle ud, og der er grænser for, hvad jeg accepterer i bæredygtighedens navn.

    Kjolen på billedet købte jeg iøvrigt til et bryllup i sommers, og den har været i fast rotation lige siden. Jeg deler normalt ikke mit tøj op i hverdag og fest, så jeg køber kun tøj, som har en chance for at blive brugt til begge dele. Det er nemmere at have en lille garderobe, når det hele er i brug. Det var nok sværere at følge den regel, hvis jeg ofte blev indbudt til gallafester, men det sker overraskende sjældent 🙂

    Deler du dit tøj op i hverdag og fest?

    Hav en dejlig aften.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    Frugal Friday er min måde at dokumentere de små tiltag i vores hverdag, som sparer os for penge, tid og miljømæssige aftryk på verden. I denne uge har vi/jeg:

    • Startet arbejde efter ferien, med drengene placeret hos bedsteforældrene. Fremfor at benytte lejligheden til at spise tre-retters middage og champagnebrunch, så har vi spist rugbrød med rester til aftensmad alle dagene og fået drukket lageret af kolde øl i køleskabet (de skulle jo nødigt gå til spilde). Efter tre ugers ferie, så trængte vi til rolige dage herhjemme og vil hellere gemme pengene til at spise sushi med drengene, når vi får dem tilbage igen.
    • Købt nyt tøj til bryllup, hvilket i sig selv ikke er hverken bæredygtigt eller sparsommeligt, men alt er købt med tanken om, at det kan bruges igen. Og selv drengenes hvide skjorter overlevede og er klar til de næste par fester, så jeg er fuldt tilfreds med investeringen. Faktisk købte jeg selv en ny kjole (plus lidt mere), hvilket nærmest aldrig sker, og jeg updaterer derfor shoppelisten snart.
    • I skrivende stund spiser jeg en pandekage, der blev til overs fra igår. Jeg ofrer mig i madspildsbekæmpelsens hellige navn 🙂
    • Vandet køkkenhaven med “overskudsvand“, hvilket både sparer penge og føles godt.
    • Gået endnu mere i min hjemmesyede nederdel. Og for dem, som mener, at det er dyrt at sy sit eget tøj, så kan jeg røbe, at jeg har købt stof for 55 kroner, og elastik for 20 kroner, hvilket giver nok til to nederdele (hej søster). Det er altså ikke dyrt i min verden. Dog kræver det, at man har en symaskine i forvejen 🙂
    • Købt aktier for første gang. Det har krævet et længere tilløb før jeg turde springe ud i det, og kan på overfladen virke knapt så sparsommeligt. Men tanken er at placere vores overskud et sted, hvor pengene avler og ikke bare placere dem på en bankkonto, som svarer til at lægge dem under madrassen. Men det har klart krævet et mindset-skifte for mig at bevæge mig fra at betale af på gæld, og til at investere. Og vi har vildt meget at lære endnu, men det føles som en vigtigt rejse. Jeg har en drøm om at blive økonomisk uafhængig, og det føles som om, at vi i denne uge har taget et babyskridt i den rigtige retning 🙂

    God weekend derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • DIY

    Om efterårsgarderoben og jagten på den gode historie

    Første del af min kommende efterårsgarderobe er nu strikket færdig, monteret og vasket, og ligger klar i skabet til de første kolde efterårsdage. Sweateren er strikket i mit yndlingsgarn, højlandsuld herfra, så jeg ved at det holder sig fint i brug. Det gode ved uld er også, at det er selvrensende, så de eneste gange jeg vasker mine uldsweatre er, når de helt har mistet formen, og har brug for en vask og ligge-tørring for at blive fin igen 🙂

    Jeg freestyler alt det, som jeg strikker, så når jeg bliver godt tilfreds med resultatet, så skriver jeg opskriften ned, får den testet, og sender den ud i verden til andre, som helst vil strikke efter en opskrift, og derved slippe for al “omstrikningen” 🙂 Mine opskrifter sælges her.

    Mit skrivebord er iøvrigt fyldt med garn til efterårets projekter. Jeg har tænkt mig at strikke en sort lang, løs kjole, en cremefarvet bred sweater og den ultimative højhalsede grå sweater. Men erfaring har vist mig, at planerne kan ændre sig undervejs i strikningen, det er jo det sjove ved processen.

    -o-

    En anden ting, der mangler i min garderobe er en større udskiftning af undertøj og undertrøjer. Jeg har længe udskudt at få købt nyt basistøj, fordi jeg gerne ville finde en bedre løsning end den jeg valgte før, hvilket vil sige den butik som jeg tilfældigvis kom forbi, når hullerne i strømperne var blevet for store. Men når nu basistøjet er det eneste, som jeg køber fra nyt af, så vil jeg gerne lægge mine penge hos nogle ordentlige firmaer, som er med til at gøre en forskel for miljøet, og ikke bare vælger den nemme vej. Som jeg skrev om her, så leder jeg efter de gode historier og de firmaer, som gør en forskel.

    Jeg har derfor modtaget en ladning lækkert økologisk bomuldsundertøj til test fra Dilling-underwear.dk til både mig selv, og de små og store drenge her i huset. Det er en skøn forandring at have et stykke nyt tøj i hånden, uden at det har følgeskab af den sædvanlige kemiske lugt, som meget nyt tøj ellers kan have. Jeg vender tilbage med mere information om firmaet, hvis deres tøj også holder godt i brug. Alle gode intentioner om miljørigtige produktionsmetoder er jo lidt spildte, hvis tøjet ikke holder særlig længe.

    God aften derude 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

     

  • Købestop

    2½ år med købestop

    foto (38)

    For 2,5 år siden, satte jeg en streg i sandet, og besluttede mig for at holde et års købestop for tøj og sko. Jeg var træt af konstant at føle, at jeg burde holde mine garderobe ajour, købe nyt tøj til hver ny sæson og hele tiden holde øje med det næste perfekte køb. Og jeg var træt af at bruge for mange af mine fridage på strøget eller i storcentre, væk fra mine små drenge, som jeg i forvejen så for lidt, og uden at jeg følte, at jeg alligevel havde nok tøj, der rent faktisk passede mig.

    Efter de første par måneder vænnede jeg mig til, at hvis jeg manglede noget nyt, så skulle jeg selv lave det, enten fra nyt eller sy noget om, som allerede var i skabet. Og efter det første år, havde jeg vænnet mig fra at shoppe helt generelt, og købte blot enkelte nye ting, når de gamle var slidt op. De sidste 2,5 år har jeg opdelt nyindkøb i erstatningskøb eller basiskøb. Egentlig er det to sider af samme sag, for fælles for begge kategorier er, at jeg først køber noget fra nyt af, når det jeg har, er helt slidt op.

    I løbet af 2015 fik jeg øjnene op for genbrug som en god måde at købe nyt, uden at købe nyt. Det kræver dog et vist mådehold at sørge for at shoppe-genet ikke bare bliver ledt over i genbrugskøb i stedet. Men jeg har de sidste par år sparet en del ny-køb, ved at finde tingene som genbrug i stedet for. Eksempelvis min trenchcoat, min løbejakke og mine nyeste par ballerinasko. Det er ting, som jeg ikke (med held) havde kunne sy selv, og der virker genbrug som et bedre alternativ, end at købe noget helt fra nyt.

    Undervejs har jeg skrevet alt ned, som jeg har købt fra nyt af. Jeg har ikke ført lister over mine genbrugskøb eller det tøj, som jeg selv har lavet.

    Shoppeliste for de første 2,5 år:

    • 5 par jeans (jeg går med jeans næsten hver dag, så de bliver slidt op)
    • 2 habitjakker (bruger jeg meget på arbejde, pt. har jeg kun een tilbage)
    • 11 undertrøjer (basis)
    • 2 bher (basis)
    • 5 par strømpebukser (basis)
    • bikini (jeg havde ingen)
    • 8 par strømper (basis)
    • vinterstøvler (de gamle vinterstøvler druknede i et sommerskybrud)
    • 2 par sandaler (skiftede gamle, ubehagelige sandaler ud)
    • 6 par underbukser (lyder ikke af meget, men har været nok)
    • pyjamasbukser (de gamle sprak)

    Det er lidt vildt at se listen på skrift. Det er egentlig ikke så mange køb på 2,5 år. Til gengæld er det jo heller ikke et totalt købestop, men det har nu heller aldrig været meningen, jeg mangler bare et mere rammende ord for det jeg gør. Måske modificeret købestop. Eller bevidst forbruger.

    Pointen er, at jeg har fået flyttet fokus fra, at tøj var noget jeg købte jævnligt, vanemæssigt, uden den store omtanke og uden den store succes. Jeg var ikke særlig begejstret for ret meget af mit tøj, da jeg startede mit projekt. Nu, hvor jeg syr og strikker det meste af mit eget tøj, supplerer med genbrug, og køber få ting fra ny af, er jeg markant mere tilfreds med alt tøjet i skabet, og føler absolut ikke at jeg mangler noget.

    Og det er en rar følelse at vide, at mit miljømæssige fodspor bliver markant mindre (ved at købe mindre tøj fra nyt), uden at det føles det mindste som afsavn.

    Som en ekstra bonus har jeg opdaget, at jeg har fået øvet min taknemmeligheds-muskel undervejs i projektet. Det er som om, at når jeg har færre ting i mit skab, men kun ting jeg elsker og føler mig tilpas i, så er det også nemmere at se og være taknemmelig for de ting jeg rent faktisk har. Både i klædeskabet, og i livet generelt. Jo mindre rod, jo mere klart ser jeg alle de gode ting, og har overskud til at værdsætte dem.

    God aften derude.

     

  • Købestop

    Breaking the rules

    55Som en del af mit forsæt for 2015 havde jeg besluttet mig for ikke at købe nyt stof og garn, men i stedet bruge af mit (store) lager. Og beslutningen holdt indtil juli, hvilket vil sige, at årets mange projekter hidtil har været strikket af godt modnet garn fra lageret. Det har været en god øvelse i kreativitet at være nødt til at finde på projekter der passede til garnet, fremfor blot at købe nyt.

    Men i starten af juli omsatte jeg det gavekort jeg havde fået af mine forældre til godt 1½ kg garn fra Garnudsalg.dk, OG jeg købte seks nøgler drops alpacca, som sammen med lagergarn i samme farve skal blive til en sweater efter eget design.

    Helt ærligt så var det en befrielse endelig at få lov til at købe nyt garn, og dermed få mulighed for at realisere nogle af de ideer, der har ventet på at købestoppet på garn var ovre. Og når jeg har strikket mig igennem det nyindkøbte garn, så må jeg gerne købe mere, har jeg bestemt. Basta. Jeg er åbenbart den store rebel, når det gælder garn 🙂

    5Mit købestop på tøj lever til gengæld stadig i bedste velgående, og jeg har ikke købt noget nyt siden april, hvor jeg foretog en række basis- og erstatningskøb. Til gengæld har jeg været heldig at finde nogle af de ting, som jeg rent faktisk manglede som genbrug, og derved spare flere nyindkøb til årets shoppeliste. For fuldt overblik, så laver jeg snart en liste over de genbrugskøb, som har fundet vej ind i min garderobe. 

    Som en meget positiv bivirkning, så er mit SU-lån netop kommet under 40.000kr., hvilket betyder, at jeg har betalt over 100.000kr. af på det, på under to år. Hvilket er sket samtidig med, at vi har sparet op til det kommende huskøb, og generelt levet godt og spist god, sund mad. Set i det perspektiv, så kan jeg fint leve uden nyt tøj i lang tid endnu 🙂

  • Minimalisme

    #DeclutteringApril Uge 3

    foto(93)Dag 13. Igen måtte bogreolen stå for tur, og jeg fandt tre paperbacks mere, som jeg ved, at jeg ikke får læst igen. Da jeg i fredags var på vej ned til genbrugsbutikken (af to omgange) med fire store sække, mødte jeg én af de andre mødre fra gården, og hun adopterede en hel pose med bøger. Så havde hun sommerferielæsning i hus, og hun kan jo blot bære dem ned i genbrugsbutikken bagefter hvis hun vil, eller give dem videre til andre. Det er dejligt at vide, at de støvede bøger bliver læst igen.

    Dag 14. Efter shoppeturen, som jeg skriver om her…

    www.projecthandmade2014.wordpress.com/2015/04/11/shoppelisten-2015-2/

    …trængte jeg til at få ryddet ud i mit basistøj, og der røg en masse (også mere end tre ting) til genbrug. Jeg ved ikke om nogen køber (meget) brugt undertøj, men måske kan det bruges til klude? Det virker ihvertfald forkert at smide tøj ud, men hvad gør I med jeres slidt tøj?

    Dag 15. I en af de mange skabe fandt jeg en bunke gamle dameblade (købt på ferie og togture), fik dem skimmet igennem og sendt videre til genbrug. Generelt afholder jeg mig fra at læse dame- og modeblade, som ofte viser en glansbilledverden, som jeg ikke kan genkende mig selv i. Og købestoppet er kun nemmere, når jeg ikke hele tiden bliver mindet om nye tendenser. Reelt kan de 30-40 kroner du giver for bladet bliver meget dyrere, hvis det også skaber kunstige behov for tøj, ting og dimser.

    Dag 16. Vi prøver at formindske vores forbrug af køkkenrulle, hvilket i en børnefamilie kan være lidt af en udfordring. Men da vi fik vores store dreng, begyndte vi at have en våd klud liggende på bordet ved hvert måltid, og dermed brugte vi markant mindre køkkenrulle/vådservietter. Idag gik jeg bunken af klude igennem og kasserede de grimmeste. I forhold til hvor meget papirspild de har sparet igennem tiden, så er det okay at nogle af dem pensioneres nu 🙂

    Dag 17. Jeg kasserede en grøn bluse, som egentlig var fin stadigvæk og som også passede mig, men farven gjorde intet godt for mig. Reglen må stadig være at tøjet skal give glæde, ellers skal det gives videre. Købestoppet til trods, så vil jeg ikke spare for enhver pris. Og så fandt jeg 6 babyskeer, som er røget til genbrug. Vi har nemlig ikke nogle babyer mere. Hurra.

    Dag 18. Jeg fik givet en sød veninde en pose fyldt med stof fra det bugnende lager. Da drengene var babyer syede jeg en del til dem. Sengetøj, en sengerand, bløde bukser og jerseybluser. Men efterhånden som de er blevet store syer jeg meget mere til mig selv, og det kræver en anden type stof. Så jeg sorterede stoffet igennem og fandt en del, som jeg ikke kan forestille mig at få brugt indenfor en overskuelig fremtid. Nu ligger det hos min veninde (som venter sig) og der er meget større chance for at det rent faktisk bliver brugt.

    Endnu en oprydningsuge er gået uden at jeg havde svært ved at finde de tre ting. Og jeg har en følelse af, kun at have kradset i overfladen af rodet. Og for hver ting jeg får sendt videre eller sælger, føler jeg mig lettere til mode og får mere energi til at få afsluttet gamle projekter og begyndt på nye.

    I dag var vi en tur forbi grunden, hvor vores kommende hus er ved at blive bygget. De har nu rejst væggene på stue-etagen og vi kunne endelig fortælle vores drenge, at vi skal flytte. Vi har ventet til vi kunne vise dem noget, der lignede et hus, ellers kan det for en fem-årig godt være et noget abstrakt koncept at “skulle flytte”. Den mindste på snart tre forstår vist ikke noget, men de kunne dog godt begge to forstå  det, da vi fortalte dem at der bliver plads til en trampolin i haven 🙂

    Hav en dejlig søndag aften derude.