• Klimaforandringer

    Om klimakrise, handling og håb …

    Sikke en nyhed at vågne op til. Vi ved det jo godt, men nogle gange kan det alligevel være ubehageligt at læse faktum – sort på hvidt – uden nogen af de sædvanlige klimabenægtere til at bløde budskabet op med deres tilbud om tvivl. Det er hård læsning, og jeg tror, at vi er mange, der godt kan blive overvældede af opgavens massive størrelse, og de forandringer der kræver – bare at bevare en beboelig klode. Men, der ligger ingen god energi at blive overvældet og forholde os passive – min bedste bud på at bekæmpe håbløsheden, er at handle.

    Så her er nogle bud på, hvordan vi allerede idag kan tage aktion – i det store og i det små:

    Drop engangsprodukter

    Spar på vandet

    Bekæmp madspild

    Invester dine penge – også din pension – i den grønne omstilling

    Drop overforbruget

    Stem med dine penge – støt de små, grønne virksomheder, når du er “nødt til” at købe nyt

    Find nye fællesskaber, hvor fokus er på bæredygtighed fremfor forbrug

    Og lad os fortsætte samtalen om, hvad vi sammen kan gøre for at skabe en omstilling, der er bæredygtig – både for kloden og for det enkelte menneske.

    Hav en dejlig dag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram, via bloglovin eller i verdens bedste facebook-gruppe.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Endelig fredag. Mit ønske er en hverdag, hvor jeg ikke halser frem til fredag for at kollapse apatisk på sofaen. Men denne uge har været travl (mod min vilje), så jeg har set ekstra frem til netop denne fredag aften.

    I denne uge har vi:

    • Byttet storebrors ur, der var gået i stykker efter kun et år. Bytteshowet er altid mere besværligt end at købe et nyt, men dels så sparer vi penge og dels så sørger vi for, at producenten får at vide, at vi som forbrugere ikke vil finde os i, at de sælger os skrammel. Det er vigtigt at kræve kvalitet. Altid. Og jeg vil gerne arbejde for, at gøre det så besværligt som muligt for butikker at sælge crap.
    • Haft verdens kedeligste uge på aftensmadsfronten, som stort set har stået på rugbrød hele ugen. Det er resultatet af en meget atypisk uge, hvor der kun var en forældre hjemme hver aften og vi har lavet highfive i døren. Sådan er vores liv ikke normalt, men det sker nogen gange, og der går ikke skår af børnene ved kun at have en forældre hjemme ad gangen. Men jeg foretrækker nu de uger, hvor vi spiser sammen de fleste aftener. Jeg elsker den rolige, genkendelige hverdag ?
    • Spist salat og agurk fra vores lillebitte have og brombær fra det lokale brombærkrat. Luksus.
    • Lavet madpakke-status med drengene for at sikre, at de får det med som de kan spise, hverken meget mere eller mindre. Det er også en god måde at lade dem få medbestemmelse over, hvad de godt kunne tænke sig, så ryger det nemmere ned. Vi kører dog den strenge forældre-stil, hvor de som alt overvejende hovedregel får rigtig mad, og ikke præfabrikeret junk med, men de klarer sig nok alligevel.
    • Lagt weekendplaner, der involverer cykler og bål. Efter en uge, hvor mit real-life arbejde har fyldt alt, så er jeg så klar til trække stikket og drage ud i det grønne?

    Apropos ubehagelige klima-nyheder, og hvad der ligger indenfor vores circle of influence, så er der heldigvis flere organisationer, der samler penge ind til at få slukket branden og ryddet op. Her er et par stykker: WWF, Verdens Skove , Rainforrest alliance og Simon Holst plakater. Kender du flere?

    Nu vil jeg drikke en kold øl og kysse på min kæreste, som jeg nærmest ikke har set hele ugen.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal friday

    Det er blevet fredag, og dermed tid til at hylde alle de små nøjsomheds-hacks, som har sparet os tid, penge og CO2 i ugens løb.

    I denne uge har vi/jeg:

    • Hentet jordbær fra højbedene til morgenmaden hver eneste dag. Det er den ultimative form for luksus i mine øjne.
    • Lagt sidste hånd på et par nye grydelapper, lavet af materialer fra gemmerne – jeg skal nok vise frem lidt senere, når stropperne er syet fast. Det er absolut i småtingsafdelingen, men føles dejligt mikro selvforsynings-agtigt at kunne lave dem selv 🙂
    • Weekenden står på et par køreture, og de bliver med madpakke i tasken, og så kan vi nøjes med at spise de måltider ude, som vi virkelig vælger til, og nyder fuldt ud.
    • Givet noget mad væk, som vi ikke fik spist. Frugal Friday handler ikke kun om at spare penge, også om at spare på vores fælles ressourcer.
    • Fyldt iseren med frys-selv-is, så er det nemmere at tale ungerne fra de dyre is i is-kiosken. Så kan de være et positivt tilvalg, og ikke en træt forældres sidste strå. Det går livet så meget nemmere for alle.
    • Sat sidste hånd på min bog, som forhåbelig kan overbevise flere mennesker om, at det gode liv skal findes i at leve med – og forbruge færre ting.

    Iøvrigt, så har vi nu de voldsomme temperaturer, som forskerne advarede om ville ramme os om 30 år. Nu er jeg jo ikke typen, der siger I told you so – men det gjorde jeg. Så deeeeet…! Så alle de små ting vi sammen kan gøre allerede nu for at nedsætte CO2en i vores fælles pulje af frisk luft, ville bare være nice.

    God fredag derude.

  • Klimaforandringer

    Jeg blir så træt …

    For at starte med det positive, så er det sket det fantastiske, at en række danske miljøorganisationer har fremsat et borgerforslag om at folketinget skal vedtage en ny klimalov, der sætter en klar ramme for den danske klimaindsats.

    Et borgerforslag skal have 50.000 støtter før det bliver fremsat i folketinget, og dette forslag har allerede rundet 17.000 støtter på fem dage, så det kommer simpelthen til at ske denne gang. Jeg kan næsten ikke få armene ned over, at klima i den grad er kommet på agendaen og ikke blot er en bekymring vi er få, der går rundt med. Jeg tror på, at der findes gode løsninger på klima-krisen og jeg tror på, at jo flere, der tænker, jo større chance har vi for at komme på gode ideer.

    Nåh, men så fik jeg læst en af kommentarerne til et facebook-opslag om borgerforslaget, hvor personen brokker sig over, at forslaget er for uambitiøst og så var det, at jeg blev umådelig træt. For hvorfor er det, at hvert forsøg på at komme med konkrete forslag til en løsning, både på det individuelle og det kollektive plan, skal mødes at kritiske røster. Enten gør man alt for meget, eller alt for lidt. SUK.

    Så kære kritiske røst, lav dit eget borgerforslag, der er tilstrækkelig ambitiøst for din smag, eller kom med andre konstruktive forslag til alt det andet vi også kan gøre, men kom nu for søren … ryk frem i bussen, eller flyt dig helt, så vi andre kan komme til at gøre noget for at fixe det.

    Vi kan ikke alle gøre det hele, men vi kan alle gøre noget. Og hvis du er i tvivl om, hvad du i dette øjeblik kan gøre for at bevæge tingene i en grønnere retning, så støt op om forslaget og vis at du også gerne vil se handling fra vores folkevalgte.

    Og hvis ikke forslaget falder i din smag, så start din egen mini-revolution, men lov mig at gøre noget, hvad som helst, fremfor bare at kritisere dem, som handler…!

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Klimaforandringer

    Earth Overshoot Day – sammen er vi stærke

    Som du nok har bemærket, hvis du bevæger dig lidt rundt i mediefladen idag, så er det Earth Overshoot Day. Det betyder, at idag er skæringspunktet for det tidspunkt på året, hvor vi har brugt de ressourcer, som jorden kan nå at gendanne til næste år. Så fra nu af, og resten af året, bruger vi mere end vi har. Vi er i en slags kollektivt overforbrug, hvilket sjovt nok ikke lige er mig.

    Så hvad kan man gøre ved det, som en helt almindelig småbekymret borger? Jeg har før skrevet om, hvordan bevidst forbrug og minimalisme har hjulpet mig til at leve mere bæredygtigt, både i forhold til min egen hverdag, men også forhold til at efterlade et mindre miljømæssigt spor på verden. Når man køber brugt og ganske få ting, så skabes der ikke ny efterspørgsel. Jeg nyder at have meldt mig ud af “mere vil have mere”-ræset og blot bruge mine penge på de ting, som betyder noget for mig.

    Men ud over at hacke din egen hverdag, tage cyklen fremfor bilen, spise mindre kød, ikke smide mad ud, droppe engangsprodukter og stemme for de grønnere virksomheder med dine indkøb, så tror jeg også, at løsningen skal findes i fællesskaber.

    I fællesskaber kan vi inspirere hinanden til at tænke grønnere, og skabe fælles front overfor virksomheder og politikerne og fortælle dem, hvad vi helt almindelig borgere synes om deres (ikke-eksisterende) måde at afhjælpe klimaforandringerne på. Det gamle hippie-råb “sammen er vi stærke” er næsten på sin plads, for vores ord får mere pondus, når vi er mange samlet, fremfor enkeltindivider, der prøver at gøre en forskel i deres egen lille hverdag.

    Vi er virkelig kommet langt siden 2015, hvor jeg gik lidt rundt og var trist i min egen boble og til nu, hvor alle medier har en vis dækning af klimaforandringerne, som en potentiel risiko for det livet som vi kender det. I verdens bedste facebook-gruppe bliver jeg hver dag inspireret og motiveret til at leve et mere bæredygtigt liv. Og jeg kan også anbefale dette nye klimanetværk, hvor helt almindelige borgere med samme bekymring som mig, har samlet sig sammen og prøver at skabe forandring.

    Kom og vær med 🙂

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

     

  • Et bæredygtigt liv

    Sådan vander du haven mere bæredygtigt (og lidt om de der klimaforandringer)

    Som jeg skrev om her, så har jeg ekstra fokus på at spare på vandet i disse dage. Og mon ikke det er gået op for de fleste, at vi godt kan pakke vores forkælede holdning til det rene vand i hanen væk og indse, at det kræver en reel indsats at bevare dette helt fantastiske gode. Vi har lige været 14 dage i Italien, hvor man fraråder at drikke vandet i vandhanen, og det minder mig om, hvor helt umådeligt heldige vi er, når vi blot kan tage lækkert, rent og sikkert vand direkte fra hanen her i DK.

    Men tørken har udfordret mine vandspare-planer, fordi jeg er tvunget til at vande min køkkenhave, hvis jeg vil kunne høste mad derude fra. Men jeg tager naturligvis udfordringen op, og har kunne nøjes med at vande højbedene med vand fra vores hverdag, som ellers blot ville være gået til spilde. Jeg har brugt følgende små vandspare-hacks:

    1. Sat en spand i badet, hvori jeg kan opsamle vandet, som løber ud før det når en menneskelig temperatur (jeg er for stor en kylling til kolde bade – selv under en hedebølge).
    2. Placeret en skål i håndvasken i køkkenet, som jeg bruger til det vand som dels løber imens temperaturen skifter fra varmt til koldt eller omvendt, dels det vand, som jeg bruger til at skylde frugt, grøntsager eller lignende. Alt, hvor der ikke er sæbe involveret. Det blev til tre skåle bare idag, hvor jeg kun har været hjemme til aften, så det bliver nok en del mere i weekenden.
    3. Samlet det vand, som bliver tilovers fra drengenes kopper, medbragte drikkedunke, kander på bordet osv. sammen. Det bliver faktisk til en del, som ellers normalt bliver hældt ud, når ikke lige potteplanterne tørster.

    Alle tre hacks kan nemt indarbejdes i hverdagen, og det føles rart at spare på de dyrbare dråber, når der bogstavelig talt er ild i jorden i Jylland. Og igen, så føles det godt at gøre bare en lille smule, og det hjælper mig med ikke at drukne i de dårlige nyheder om klimaforandringer, skovbrande og byer, som løber tør for vand.

    Bloggen er mit lille sted, hvor jeg prøver at gøre en forskel, en lille bæredygtig hverdagsvane ad gangen. Måske gør det en forskel, måske ikke, hvad tænker du?

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin.

  • Frugal Friday

    Frugal Friday

    På sådan en solskinsfyldt fredag, hvor sommervejret og tørken har godt fat i Danmark, så føles det ekstra vigtigt at tale om ressourcer og hvordan vi passer på dem. For mig, så er Frugal Friday min måde at dokumentere de små tiltag i vores hverdag, som sparer os for penge, tid og miljømæssige aftryk på verden. Jeg tror, at de fleste er ved at forstå, at det dejlige sommervejr, er den mere behagelige del af det faktum, at klimaforandringerne begynder at få fat i kloden, og vejret – og dermed vores hverdag – bliver mindre og mindre forudsigelig.

    Jeg er færdig med at være klimadeprimeret, og mine tanker om klimaforandringerne er mere røget i baghovedet, som et bagtæppe og en begrundelse for, hvordan vi vælger at leve vores liv. Med erkendelsen af, at vi har store forandringer forude, så har jeg fået større fokus på, hvor ufattelig heldig jeg er at leve i en hverdag, hvor jeg ikke skal bekymre mig for om mine drenge får mad og vand nok. Og mine hippiehacks og nøjsomhed er blot et udtryk for, hvordan jeg gerne vil være tilstede i verden, og ikke adfærd frembragt af nogen form for nød. Vi har det godt, og jeg er dybt taknemmelig.

    Samtidig så har særligt det sidste år bragt utallige grønne tiltag fra virksomheder, offentlige myndigheder og privatpersoner frem i verden, hvilket er fantastisk opmuntrende at følge. Hvis vi så også fik politikkerne til at turde komme med nogle konkrete løsninger, så ville jeg nærmest blive helt optimistisk 🙂

    I vores hjem har vi denne uge:

    • Spist rester fra weekendens fødselsdag og sikret, at intet mad gik til spilde.
    • Spist grønt fra haven og sparet co2 til transport af maden og plastik til indpakning (plus det smager meget bedre).
    • Cyklet/løbet på løbehjul alle mand fire ud af fem dage, fremfor at tage bilen.
    • Taget korte bade.
    • Komposteret, sorteret skrald og ikke smidt mad ud.
    • Brugt solen fremfor tørretumbleren til at tørre tøj.
    • Været kritisk, og kun lagt det tøj til vask, som rent faktisk var beskidt.
    • Suppleret sommergarderoben i genbrugsbutikken.
    • Spist rester til min frokost på min hjemmearbejdsdag (se billedet – det var et meget lille offer).
    • Haft bilen til service – det kan svare sig at passe godt på sine ting – så holder de længere).
    • Talt med familie og venner om, hvordan man kan leve mere bæredygtigt – vi bliver alle klogere når vi taler sammen.
    • Spredt det grønne budskab i verdens bedste facebook-gruppe, som stadig overrasker mig med de sødeste medlemmer og den bedste stemning på hele facebook. Mindst 🙂

    Facebook-gruppen og bloggen her, er mit lille input til, hvordan vi kan leve et mere simpelt og grønnere liv. Og nu får jeg er talerør mere med mit nye online forløb Kickstart Din Oprydning, som kører det første test-forløb her til juli. Jeg tror nemlig på, at med mindre rod i hjemmet og hovedet, så er det nemmere at tage en bevidst beslutning om, hvordan vi vil leve vores liv. Plads til at leve mere “med vilje” og mindre “som vi plejer”. Med mindre fyld i hverdagen, så tror jeg også, at vi nemmere kan tilpasse os de forandringer, der er på vej, både klimamæssigt og i livet generelt.

    God fredag derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin

  • Minimalisme

    Om at kunne følge med

    Jeg er vild med, at der kommer mere og mere fokus på at bekæmpe overforbrug af ressourcer, skrald i verdenshavene og at vores nuværende forbrugsmønstre nok ikke er så holdbare i længden. Hverken for planten eller for os selv. Der går ikke en dag uden, at en avisforside i mainstream medierne har en nyhed om et supermarked, der vil droppe engangsbestik (hurra), institutioner, der bekæmper madspild (også hurra) eller forskere, der råber højt om klimaforandringer (endnu mere hurra for dem). Det føles heldigvis som om, at 2015 er længe siden 🙂

    Dag for dag dukker der nye seje iværksættere op, som viser at bæredygtighed, lækkert design og god forretning godt kan gå hånd i hånd. Det gør det nemmere at stemme med vores penge – og vise hvad vi gerne vil se mere af i verden – og fravælge de virksomheder, som vi gerne vil se mindre af fremover. Jeg ville personligt græde tørre tårer, hvis brug-og-smid-væk-kulturen viste sig blot at være en kort (ussel) periode mellem os og vores bedsteforældre, og vi nu besluttede os for at droppe engangsprodukter, købe få men gode ting og passe godt på dem. Bruge pengene fornuftigt, og kun der, hvor det giver mening for netop os. Og give mindre taletid til sociale medier, som prøver at bilde os ind, at vi ikke er gode nok som vi er, men skal købe mere, gøre mere, være mere – før vi er nok. Suk. Man blir sgu så træt.

    Jeg vil gerne stå på min ret til langsommelighed i mit forbrug. Jeg vil gerne lede genbrugsbutikkerne igennem efter den helt rigtige habitjakke, selvom det tager lidt længere tid. Jeg vil gerne sy og strikke mit eget tøj, for så kan jeg selv bestemme, hvordan det skal se ud, og jeg kan nå at glæde mig til resultatet undervejs. Og jeg vil nyde, at ganske få af mine penge går til tøj, fordi så kan jeg arbejde mindre og stadig føle, at jeg har penge nok – og måske endda kan stoppe med at arbejde længe før det er “planlagt” og vinde al min tid tilbage igen 🙂

    Og når jeg komposterer, medbringer stofposer, genbruger de samme madkasser, drikkedunke og termokopper igen, og igen, og igen. Så sparer jeg penge, hvilket giver frihed, men det føles også godt for sjælen. Jeg kan følge med mig selv og mine egne ideer om, hvordan jeg gerne vil have, at verden skal se ud. Mit hverdagsliv og denne blog er mit lille bidrag til en grønne, mere bæredygtig verden, så tak fordi du læser med.

    God aften derude.

    -0-

    Husk, at du kan følge mig på instagram eller bloglovin